V-profil i EU hyrer nye rådgivere
Den danske europaparlamentariker Morten Løkkegaard finder nye medarbejdere til kommunikationsopgaver samt udvalgs- og lovarbejde.
Sophie Bavnhøj
RedaktionsassistentMorten Løkkegaard, europaparlamentariker for Venstre, har fundet to nye medarbejdere til sit hold i Bruxelles. Fremover skal han også dele hverdag med Johann Svane og svensk-finsk Emmi Piippo, skriver europaparlamentarikeren på LinkedIn.
Johann Svane kommer fra en stilling som politisk chef for Dansk Iværksætter Forening og har tidligere været medlem af forretningsudvalget i Venstres Ungdom.
Emmi Piippo har på samme måde en fortid i politik blandt andet som rådgiver for Svensk Folkepartis partiformand og tidligere Europa-minister, Anders Adlercreutz, og har været ansvarlig for partigruppens EU-anliggender. Partiet repræsenterer det svensktalende mindretal i Finland. Hun er desuden tidligere formand for Svensk Ungdom i Helsinki og medlem af det europæisk-liberale ALDE-parti.
De nye kollegaer skal ifølge Morten Løkkegaard have ansvar for henholdsvis kommunikation samt udvalgs- og lovarbejde.
Morten Løkkegaard har været medlem af Europa-Parlamentet siden 2009 og er gruppeformand for Venstre i Parlamentet. I kølvandet på europaparlamentsvalget tidligere på året har den erfarne politiker fået en medlemsplads i udvalget for Industri, Forskning og Energi og stedfortræderpladser i udvalget for det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Økonomi- og Valutaudvalget. Han fortsætter som næstformand i gruppen Renew.