Løkke tror på EU-hjælp i forhandlinger om gasledning trods modstand

TOPMØDE: Danmark risikerer at stå alene i forhandlinger med Rusland om placeringen af Nord Stream 2. Tyskland og andre medlemslande er ikke med på at lade EU forhandle på Danmarks vegne, men Løkke håber stadig.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fik mulighed for at lufte sine bekymringer om den russiske gasrørsledning, Nord Stream 2, under torsdagens EU-topmøde.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fik mulighed for at lufte sine bekymringer om den russiske gasrørsledning, Nord Stream 2, under torsdagens EU-topmøde.Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Amalie Bjerre Christensen

BRUXELLES: Det er ikke nogen god situation, at Danmark skal stå alene med forhandlingerne med Rusland om at føre den russiske gasrørsledning, Nord Stream 2, gennem dansk farvand.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), efter EU-Kommissionens formand torsdag meddelte, at der ikke er stemning for, at Kommissionen kan forhandle på Danmarks vegne.

”Der er ikke opbakning hele vejen rundt om bordet lige i øjeblikket, og her skal man jo kigge til Tyskland,” siger Lars Løkke Rasmussen på vej ind til fredagens topmøde.

”Jeg har ikke opgivet det håb, at det lykkes at få Rådet til at give Kommissionen et mandat, fordi det er der brug for,” tilføjer han med henvisning til Det Europæiske Råd, hvor medlemslandenes stats- og regeringschefer sidder.

Juncker: Landene er uenige
EU-Kommissionen har ellers med formand Jean-Claude Juncker i spidsen tidligere sagt, at de vil gå ind i forhandlingerne, så Danmark ikke står alene, når det kommer til at forhandle vilkårene for at lave den russiske gaslednings linjeføring gennem dansk territorium i Østersøen.

Men torsdag aften i forlængelse af EU-topmødet konstaterede Jean-Claude Juncker på et pressemøde:

”Der er ikke enighed blandt medlemslandene om at give Kommissionen mandat til at tage sagen op med Rusland.”

Juncker fastslog samtidig, at han ikke forventer, at der vil komme enstemmighed senere.

Udtalelsen kom, efter Danmark i selskab med Polen, Litauen og Letland rejste deres bekymring om gasledningen under en diskussion om sikkerhedspolitik.

Gasledning kan betale sig for Tyskland 
Som Altinget tidligere har beskrevet, er sagen besværlig for regeringen, som står over for både Rusland og Tyskland.

Nogle medlemslande, ledet af Tyskland, peger på ledningens økonomiske fordele, for den kommer til at give stabil gasforsyning. Men Danmark og andre medlemslande, især fra den tidligere østblok, ser projektet som en stor sikkerhedsrisiko.

Gassen transporteres nemlig af et russisk, statsejet selskab, og det vil – mener de skeptiske lande – give Putin endnu et våben på hånden, da han vil kunne afskære en del af gassen, der ledes fra Rusland til Europa.

Ifølge en højtstående EU-kilde er der i dag fortsat den samme splittelse mellem medlemslandenes stats- og regeringschefer.

Danmark kan ikke påvirke projektet
Det er derfor en svækket position, Danmark står tilbage med i det, statsministeren kalder en geopolitisk diskussion.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen kan Danmark "ikke for alvor påvirke det her projekt".

"Vi kan alene påvirke, om der kommer en linjeføring syd eller nord for Bornholm. Så hvis den her sag skal håndteres, skal den håndteres på europæisk plan,” siger han.

Efter planen skal Nord Stream 2 passere gennem Ruslands, Finlands, Sveriges, Danmarks og Tysklands eksklusive økonomiske zoner samt gennem russisk, dansk og tysk territorialfarvand.

Den 8. november kommer EU-Kommissionen med et forslag, som skal udvide kommissionens eksisterende mandat til at forhandle på energipolitiske områder generelt.

Dokumentation

Nord Stream 2
Nord Stream 2 er et rørsystem, der skal føre naturgas fra det nordlige Rusland til Tyskland gennem Østersøen.

Firmaet bag projektet med det samme navn, Nord Stream 2, har hovedsæde i Schweiz og ejes af Gazprom, som har den russiske stat som hovedaktionær.

De vesteuropæiske firmaer Uniper, BASF, Engie, OMV og Shell støtter planerne om at udvide importen af gas til EU med op mod 55 milliarder kubikmeter gas om året.

Ifølge Nord Stream 2's egen tidsplan skal den nye gasrørledning til EU være i brug i 2019.

Kilde: nord-stream2.com 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00