Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge

DET SKER: Ålefiskeri, klimaanbefalinger, en tur til Greve og rund fødselsdag hos Dansk Fjernvarme. Ugen i den grønne niche af dansk politik byder på en række begivenheder. Få overblikket her.

Foto: Flickr
Klaus Ulrik Mortensen

Året går hastigt på hæld.

Folketinget har således kun to arbejdsuger tilbage, før politikernes fokus for en stund rettes mod andevinger, sprøde svær og korrekt affyrede nytårsraketter.

Og mens de fleste har blikket fæstnet på regeringens kuldsejlede skatteforhandlinger, byder ugen på det grønne område på en række markante sager.

Mandag
Vi starter rundturen i EU.

Her skal de europæiske fiskeriministre afgøre dansk ålefiskeris nære fremtid, når de mødes i Bruxelles til de årlige bistre decemberforhandlinger om næste års fiskekvoter. For første gang vil EU-Kommissionen have et fuldstændigt forbud mod fiskeri af de stærkt truede ål i blandt andet danske farvande. Samme dag skal EU’s landbrugsministre tage den første snak om, hvordan EU’s landbrugspolitik skal se ud efter 2020.

Tirsdag
I Bruxelles kommer eksperter fra de 28 EU-lande til et todages møde for blandt andet at diskutere, om et forbud mod et insektmiddel, der er mistænkt for at forårsage død hos de europæiske bier, skal udvides. Restriktionerne på de såkaldte neonikotinoider, der allerede blev delvist forbudt i 2013, skal ifølge forslaget udvides til at gælde alle udendørs afgrøder.

EU-Kommissionen er også i Strasbourg. Her vil kommissærerne blandt andet følge op på EU-landenes beslutning om at forny tilladelsen til brug af det omstridte ukrudtsmiddel glyphosat. For at imødekomme den store folkelige skepsis mod midlet vil de blandt andet skabe mere åbenhed omkring de undersøgelser, der ligger til grund for, at EU’s egne myndigheder har sagt god for sikkerheden i stoffet.

Nu vi er på de franske breddegrader, inviterer præsident Emmanuel Macron til fejring af den to år gamle klimaaftale i Paris. Fejringen bliver til et topmøde – One Planet Summit – med mange prominente deltagere. Herunder statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og forsyningsminister Lars Christian Lilleholt (V). Mødet fokuserer på, hvordan man skal finde penge til at finansiere de mange initiativer, som skal hjælpe verden med en grøn og bæredygtig omstilling.

Læs mere her 

0:000:00