Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge

DET SKER: En minister holder nytårstale, fire lovforslag om miljø skal vedtages, og Lars Chr. Lilleholt skal forsvare regeringens kurs på klima- og energiområdet. Få overblik over ugens begivenheder her.

Både energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V), miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er i aktion i denne uges grønne overblik.
Både energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V), miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er i aktion i denne uges grønne overblik.Foto: /ritzau/Liselotte Sabroe
Sine Riis Lund

Folketinget og konference-Danmark synes for alvor at være ved at komme i gang med arbejdet i det nye år.

Blandt andet landmænd, energipolitikere, vindmølleindustri og miljøpolitikere skal således mødes denne uge for at diskutere året, der kommer. 

Få overblik over nogle af ugens begivenheder her:

Mandag
Børne- og socialminister Mai Mercado (K) kommer mandag til Nordfyn. Her skal hun deltage i Friluftsrådets temadag, som er startskuddet til rådets projekt: Sund I Naturen.
På dagen vil der blandt andet blive præsenteret ny viden om naturens betydning for sundheden. Og så skal der tales om, hvordan samarbejdet mellem kommuner og foreninger kan forbedres, herunder hvordan man får involveret sårbare mennesker i foreningerne.
Læs mere her

Tirsdag
Nordens største kongres om planteproduktion, natur, miljø og planlægning løber af stablen tirsdag, hvor Seges inviterer til Plantekongres 2018.
Kongressen tager temperaturen på den danske planteproduktion og de betingelser, danske landmænd producerer under. Der vil også være indlæg om alt, lige fra hvilke teknologier man kan forvente, kommer i brug på markerne i fremtiden, til robotter, og hvordan man kommunikerer bedre med forbrugerne.
Se tid og sted her

Onsdag
Forhandlingerne om Brexit kan blive lidt af en gyser for dansk erhverv det kommende år.
Det gælder ikke mindst for dansk fiskeri. En tredjedel af alle fisk landet i danske havne fanges nemlig på britisk territorium. Derfor kan Storbritanniens udtrædelse af EU få meget alvorlige konsekvenser, hvis danske fiskere udelukkes fra britisk farvand.
På den baggrund inviterer miljø- og fødevareudvalget til offentlig høring om Brexit og fiskeriet.
Læs mere her

Også onsdag holder Teknologisk Institut og FoodNetwork temadag om 'reduktion af madspild gennem forbedret holdbarhed, innovativ emballage og bedre udnyttelse af spild'.
Fokus er at finde nye teknologiske løsninger, som reelt kan reducere tabet af mad, der kunne have været spist. Blandt andet vil det blive belyst, hvor man kan opnå en forbedret holdbarhed både gennem nye og klassiske konserveringsmetoder, og hvordan man får udfordringerne vendt til at blive en god forretning for Danmark.
Se mere om arrangementet her

Onsdag-torsdag
Hvordan får man lavere medicinforbrug hos smågrise, hvordan kan dansk landbrug få gavn af afskallet havre, og hvordan fungerer det, når droner laver inspektioner af markerne?
Onsdag og torsdag mødes landets husdyrproducenter til fagmessen Nutrifair, hvor spørgsmål som ovenstående vendes.
Læs mere her

Torsdag
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt er kaldt i samråd om erhvervslivets kritik af regeringens kurs på klima- og energiområdet.
Baggrunden er, at de to store danske virksomheder Danfoss og Grundfos 6. december i Børsen gav udtryk for, at Danmark har behov for langt højere klimaambitioner, hvis vi fortsat skal spille en rolle og sikre grøn dansk eksport i fremtiden.
Se indkaldelsen til samrådet her

0:000:00