Organisationer tøver med at juble over regeringens grønne milliard

REAKTION: Jublen over regeringens finanslov lader vente på sig. Den grønne milliard er velkommen, men ikke hvis pengene går til at betale for klimaplanen, lyder det fra flere grønne organisationer.

Regeringen vil afsætte 250 millioner kroner om året til natur, miljø og klimaindsatser frem mod 2022. De grønne organisationer venter dog med for alvor at juble.
Regeringen vil afsætte 250 millioner kroner om året til natur, miljø og klimaindsatser frem mod 2022. De grønne organisationer venter dog med for alvor at juble.Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix
Anders RedderHjalte T. H. KragesteenMorten Øyen

Indpakningen er i orden, men om de grønne gaver virkelig lever op til ønskesedlen er endnu uvist.

Det er meldingen fra en række af landets grønne organisationer ovenpå regeringens finanslovsudspil.

Set med grønne briller er det helt store slagnummer den milliard – eller rettere 250 millioner kroner årligt de næste fire år – som finansminister Kristian Jensen (V) har øremærket en række grønne initiativer.

Ifølge regeringen skal pengene gå til mere natur, renere luft og en reduktion af drivhusgasser uden for den kvotebelagte sektor.

”Det ligner et rigtig godt finanslovsudspil med mange gode takter. Den grønne milliard er tilsyneladende udgjort af nye penge, og en del af dem er øremærket natur. Naturen er presset, og den har brug for nye midler,” siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Kan være fup
De grønne organisationer venter dog med at lade champagnepropperne springe.

Finanslovsudspillet indeholder nemlig et stort men, og det men hedder klimaplanen, som regeringen ventes at offentliggøre i det tidlige efterår.

”Hvis klimaplanen skal finansieres af den grønne milliard, er det fup. For så er der ikke ret meget tilbage til naturen og miljøet. Jeg har klare forventninger om, at den grønne milliard er reelle midler og ikke udhules af klimaplanen,” siger Maria Reumert Gjerding.

Hun regner med, at klimaplanen i stedet bliver finansieret af den forhandlingsreserve, der også er afsat i regeringens bud på finanslov.

0:000:00