Finansministeriet sender prisen på centralt klimaforslag i vejret

PRISHOP: Finansministeriet opjusterer sit skøn af CO2-kvoteprisen med 150 procent. Det gør regeringens klimaforslag om at annullere otte millioner CO2-kvoter markant dyrere for statskassen. Men kvoterne skal skrottes uanset prisen, lyder det fra Venstre.

Forslaget om at annullere otte millioner kvoter udgør en fjerdedel af klimaeffekten i regeringens klimaudspil. Her er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) flankeret af fem af sine ministre under præsentationen.
Forslaget om at annullere otte millioner kvoter udgør en fjerdedel af klimaeffekten i regeringens klimaudspil. Her er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) flankeret af fem af sine ministre under præsentationen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

Forventningerne til prisen på CO2-kvoter brager i vejret i Finansministeriet, og det kaster skygger over et af regeringens helt centrale klimaforslag.

Fakta
Annullering af CO2-kvoter - Det foreslår regeringen:

Danmark har fået et højt klimamål i EU i 2030. Derfor har vi fået mulighed for at anvende annullering af CO2 -kvoter til opfyldelse af målet. Kvoteannullering er et virkningsfuldt værktøj til at sænke CO2-udledningerne der, hvor det bedst kan betale sig i EU. CO2-udledningerne fra energisektoren og den tunge industri er reguleret gennem EU’s kvotehandelssystem, hvor en CO2-kvote giver tilladelse til at udlede ét ton CO2 . 

Kvoteannullering foregår ved, at staten annullerer de kvoter, som er tildelt staten af EU, og som ellers kunne have været solgt på auktion til kvoteomfattede virksomheder. De annullerede kvoter kan herefter modregnes i opfyldelsen af Danmarks klimamål i EU i 2030. 

Regeringen vil som en del af klimaindsatsen frem mod 2030 annullere 8 mio. kvoter fra kvotehandelssystemet. Det betyder, at der bliver færre CO2-kvoter i systemet, og dermed bliver det dyrere at udlede CO2. Det giver en reel klimaeffekt i energisektoren og den tunge industri, særligt efter at den seneste kvotereform har strammet kvotehandelssystemet op.

Kilde: "Sammen om en grønnere fremtid" - Regeringens klima- og luftudspil

Med regeringens klimaudspil skal der nemlig annulleres otte millioner CO2-kvoter, men med en markant højere CO2-pris går staten glip af større indtægter.

Fakta
Finansministeriet oplyser til Altinget:
 
I finanslovforslaget for 2019 skønnes CO2-kvoteprisen at udgøre ca. 47 kr./ton ca. (6 euro/ton) i 2019.
Som følge af at aftalen om kvotehandelssystemet fra november 2017 vurderes at have medført en stigende kvotepris gennem 2018, har Finansministeriet opdateret metoden og skønnene for CO2-kvoteprisen. Konkret skønnes en CO2-kvotepris på ca. 119 kr./ton i 2019 (ca. 16 €/ton).

Opdateringen har også medført en tilsvarende opdatering i Energistyrelsen Samfundsøkonomiske beregningsforudsætninger for energipriser og emissioner, oktober 2018. Det opdaterede skøn for CO2-kvoteprisen vil ligeledes blive indarbejdet på finansloven for 2019.

Det bemærkes, at skønnene for CO2-kvoteprisen er forbundet med betydelig usikkerhed, herunder som følge af, at en del af stigningen i CO2-kvoteprisen i 2018 kan skyldes en midlertidig markedsreaktion. 

Ved indgåelse af politiske aftaler er det normal praksis, at beslutningsgrundlaget er de beregninger og skøn, som forelå på det tidspunkt, og som hovedregel foretages der ikke genberegninger af virkninger af gennemførte regelændringer.
Såfremt den realiserede effekt af et vedtaget tiltag er anderledes end det forudsatte, vil dette således løbende blive afspejlet i de mellemfristede fremskrivninger og derfor også i det beregnede finanspolitiske råderum.

”Det gør det alt andet lige dyrere at annullere CO2-kvoter og gør forslaget mindre omkostningseffektivt at bruge,” siger medlem af De Økonomiske Råd Lars Gårn Hansen.

Finansministeriets nye skøn af forventningen til CO2-kvoteprisen er godt 150 procent højere end for få måneder siden. Fra cirka 47 kroner, da finanslovsforslaget for 2019 blev præsenteret i august, til 119 kroner nu.

Ambitionen om at annullere CO2-kvoter er den samme, uagtet hvad prisen er, og hvad prisen bliver.

Thomas Danielsen (V)
Klima- og energiordfører

Bør lave ny vurdering
Det nye skøn kommer, efter prisen på kvoter har været stigende gennem 2018, oplyser Finansministeriet. Men det er ikke uden betydning for regeringens forslag, mener både De Økonomiske Råd og Klimarådet.

I foråret regnede De Økonomiske Råd på en række forskellige klimatiltag og anbefalede regeringen at annullere alle de CO2-kvoter, EU tillader. De beregninger var bare på baggrund af en markant lavere kvotepris.

Vores beregninger viste, at det var omkostningseffektivt at bruge muligheden for at annullere alle de CO2-kvoter, vi kan. Altså alle otte millioner CO2-kvoter. Om man fortsat bør gøre det med en højere pris, kræver en ny analyse.

Lars Gårn Hansen
Økonomiprofessor og medlem af De Økonomiske Råd

”Vores beregninger viste, at det var omkostningseffektivt at bruge muligheden for at annullere alle de CO2-kvoter, vi kan. Altså alle otte millioner CO2-kvoter. Om man fortsat bør gøre det med en højere pris, kræver en ny analyse,” siger Lars Gårn Hansen.

(Artikel fortsætter under graf)

0:000:00