Lilleholt ser tilbage: "Vi har ikke på samme måde som andre talt klima op. Det burde vi måske have gjort"

FIK DU LÆST: Der er de seneste fire år blevet sat nogle vigtige borgerlige aftryk på energipolitikken, mener Lars Chr. Lilleholt (V). I bakspejlet kunne Venstre dog godt have talt klimapolitikken højere op, erkender ministeren.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Morten Øyen

Interviewet af Lars Chr. Lilleholt (V) blev første gang bragt på Altinget: energi og klima 11. april.

Fakta
Lars Chr. Lilleholt

Født i Odense 2. marts 1965
Bor i Odense sammen med sin kone, de har tre børn.

2015- Energi-, forsynings- og klimaminister.

2005 Energiordfører. 
2001 Medlem af Folketinget – valgt i Middelfart-kredsen og genopstiller samme sted.

1995 Ansat som informationsmedarbejder og siden chef i Dansk Fjernvarme.
1993 Uddannet journalist.

Medlem af Odense Byråd siden 1994.
2010 Næstformand i Dansk Fjernvarme. 
Formand for Fjernvarmens Informationsfond (FIF Marketing).
Næstformand for Fjernvarme Fyn.
Medlem af bestyrelsen i Energi Fyn.

Da Lars Chr. Lilleholt (V) satte sig i ministerstolen efter valget i 2015, stod det hurtigt klart, at her var en minister med en anden profil.

Hans seneste forgængere Rasmus Helveg Petersen (R) og Lykke Friis (V) og især Connie Hedegaard (K) og Martin Lidegaard (R) var markante "klimastemmer".

I den sammenligning var Lilleholt mere defensiv og klassisk "energimand". Hurtigt blev det også slået fast som et mantra fra den nye Venstre-regering, at nu var tiden til "grøn realisme". Det betød mere fokus på jobskabelse, mindre på klimaambitioner.

Ud med klimanaiviteten, måtte man forstå, mens klagesangen fra opposition og ngo'er gennemgik et crescendo hurtigere end accelerationen fra den Tesla, Lilleholt ikke ønskede at arve som ministerbil fra forgængeren.

Små fire år senere er Lilleholt stadig i ministerstolen i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Det betyder faktisk, at han har overgået alle forgængerne og nu er den længst siddende klimaminister, Danmark har haft.

"Grøn realisme" hører man ikke megen sang om mere. Venstres logo er blevet malet grønt i en periode. Og privat kører ministeren nu selv i elbil.

Hvad er der egentlig sket?

"Min opfattelse er, at der har været en proces, vi har været inde i som parti. Venstre har taget ansvar for klima- og energipolitikken i mange år med aftaler i Folketinget og regeringsansvar. Det skal man huske. Men det kan godt være, vi ikke på samme måde har talt klima op, som andre har. Det burde vi måske have gjort, set i bakspejlet," siger Lars Chr. Lilleholt.

0:000:00