Grønt valgoverblik: Det skal du holde øje med i denne uge

DET SKER: Morgendebat om landbrugets klimaudfordring, Energiens Topmøde og valg til Europa-Parlamentet.

EP-valget nærmer sig sin afslutning. 
EP-valget nærmer sig sin afslutning. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Freja Søgaard

Europaparlamentsvalget nærmer sig, og det afspejler sig i ugens program, der byder på flere EU-debatter. Og så bruger flere borgere weekenden på at gøre valget grønt med en march.

Få et indblik i ugens grønne begivenheder her.

Tirsdag
I dag lægger Christiansborg lokaler til grønne samtaler, når Det Økologiske Råd og Nyt Europa inviterer til valgdebat. Her vil fokusset være, hvordan EU styrker den grønne omstilling. Blandt de mere specifikke emner er, hvad EU skal stille op med skadelige kemikalier, hvordan EU kan bidrage til en sundere og renere luft og EU's fælles landbrugsstøtte. Både Jeppe Kofod (S), Nikolaj Villumsen (EL), Rasmus Nordqvist (A) og Margrete Auken (R) er blandt deltagerne.

Læs mere her.

Onsdag
Ugebrevet Mandag Morgen og faktatjekmediet TjekDet er værter ved et EU-valgmøde fra morgenstunden. Her vil Jeppe Kofod (S), Margrete Auken (SF), Rasmus Nordqvist (AL), Morten Helveg Petersen (R), Anna Libak (V) og Jeppe Juhl (NB) diskutere den grønne omstilling. Her zoomes der blandt andet ind på, hvem der skal betale for omstillingen.

Læs mere her.

Torsdag
I dag skal en af de helt store grønne emner diskuteres, når Altinget inviterer til gratis morgendebat. Her skal fagfolk og politikere nemlig debattere, hvordan landbruget kommer med på klimavognen. Både Christian Poll fra Alternativet, Ida Auken fra Radikale Venstre, klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) og Mikkel Dencker fra Dansk Folkeparti tager del i debatten, når der skal diskuteres udfordringer og løsninger på landbrugets klimaudfordring. Det samme gør formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild.

Du er også meget velkommen. Se tid og sted her.

Derudover byder dagen på Energiens Topmøde. Her er emnerne danskernes engagement i den grønne omstilling og globale virksomheders energiprofiler. Topchefer fra DSV, SAS og Volkswagen vil på mødet give deres bud på, hvordan de tre transportvirksomheder ser ud i 2030 i forhold til den grønne omstilling. I løbet af dagen vil der desuden være oplæg fra finansministeren, Kristian Jensen (V), og Dansk Energis direktør, Lars Aagaard.

0:000:00