Uffe Elbæk efter nær halvering og skarp intern kritik: Vi skal genfinde rødderne

INTERVIEW: Oven på vælgerflugt trods klimavalg, skal Alternativet finde tilbage til sine kerneværdier, hvis partiet skal flytte sig ud af den krise, det står i, mener politisk leder Uffe Elbæk.  

Uffe Elbæks lederskab er blevet kritiseret af flere Alternativet-profiler efter partiets dårlige folketingsvalg. 
Uffe Elbæks lederskab er blevet kritiseret af flere Alternativet-profiler efter partiets dårlige folketingsvalg. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Ni til fem. 

Så kort kan den virkelighed, Alternativets stifter og politiske leder, Uffe Elbæk, er mødt på arbejde til efter sommerferien, opsummeres. 

Alternativet gik ved sit andet folketingsvalg tilbage med fire mandater og har nu blot fem stemmer tilbage i Folketinget.

Valgresultatet betød desuden, at Alternativet ikke blev afgørende, da landets nye statsminister skulle udpeges. Mette Frederiksen (S) kunne uden Alternativet samle 91 mandater bag sig. 

Vi står det helt rigtige sted for os. Vi er den frie politiske stemme. Vi har ikke peget på Mette Frederiksen, og vi føler os bestemt ikke som en del af den øvrige opposition

Uffe Elbæk
Politisk leder af Alternativet

Samtidig måtte partiet blandt flere andre profiler vinke farvel til gruppeformand Carolina Magdalene Maier, der på vejen ud smækkede eftertrykkeligt med døren bag sig.

Der er gået lidt over to måneder, siden Alternativet blev decimeret ved folketingsvalget 5. juni, da Altinget møder Uffe Elbæk på hans kontor på Ridebanen på Christiansborg.

Sommerferien har han brugt på at overveje, hvordan det kunne gå så galt: Hvorfor kunne Alternativet ved det, der er blevet beskrevet som et historisk klimavalg, ikke samle større opbakning end 3 procent af stemmerne?

Hans svar er komplekst: Valgkampsbudgettet var småt. Medierne var mere interesserede i at tale om Alternativets nedtur i meningsmålingerne og mange personsager end om partiets reelle politik. Klimaet som mærkesag blev pludselig politisk allemandseje, så Alternativet blev udfordret på egen hjemmebane.

"Vi formåede i valgkampen ikke at kommunikere, hvad Alternativet også har på hylderne ud over det grønne. Vi fik ikke talt nok om, hvad det er for et grønt velfærdssamfund og rigt liv, vi mener, at vi har mulighed for at få, hvis vi indretter samfundet radikalt anderledes," siger Uffe Elbæk.

0:000:00