Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge

DET SKER: Klimatopmøde i New York, et samråd om sprøjtet soja i svinefoder, to nye fødevareprofessorer og et energirådsmøde. Den kommende uge byder på lidt af hvert. Få dit grønne overblik her.

Mandag afholdes klimatopmøde i New York. Fotoet her er fra klimatopmødet afholdt i Danmark i 2009 i Bella Centret.
Mandag afholdes klimatopmøde i New York. Fotoet her er fra klimatopmødet afholdt i Danmark i 2009 i Bella Centret.Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix
Sine Riis Lund

Velkommen til et mandagsoverblik, der kommer rundt til både Helsinki, New York og Guldborgsund.

Der er også et enkelt punkt fra Christiansborg, hvor fødevareminister Mogens Jensen (S) er kaldt i samråd.

Tag selv et kig på ugens udvalgte begivenheder her. 

MANDAG
I forbindelse med FN's Generalforsamling er generalsekretær Antonio Guterres mandag vært for et klimatopmøde i New York. Formålet med mødet er at forsøge at hæve ambitionsniveauet hos verdens lande. Efter planen skal statsminister Mette Frederiksen (S) også holde tale om netop Danmarks ambitioner om at udlede 70 procent mindre CO2 og andre klimagasser i 2030.
Klimatopmødet afholdes i forbindelse med FN's Generalforsamling, hvis tema blandt andet er klima og bæredygtig udvikling.

Se mere her

I Helsinki er EU's landbrugsministre inviteret til uformelle møder over tre dage, da det er Finland, der har formandskabet i EU-rådet. Her skal ministrene blandt andet høre om finsk landbrug og diskutere kulstofbinding i jorden som en klimaindsats.

Læs mere her

TIRSDAG
I forlængelse af klimatopmødet i New York mødes 150 beslutningstagere fra USA og Danmark tirsdag til en "rundbordssnak" om fremtiden for klimaforpligtelser i den private og den offentlige sektor. Der vil være taler fra blandt andre den danske miljøminister, Lea Wermelin (S), Københavns borgmester, Frank Jensen (S), administrerende direktør for Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, og bestyrelsesformanden for Carlsberg, Flemming Besenbacher. 

I Bruxelles er der tirsdag et rådsmøde om energi med to punkter på dagsordenen. I begge tilfælde skal der udveksles synspunkter.
Som det ene skal medlemsstaterne tale om planlægning af de nationale energi- og klimaplaner, der gerne skal indsendes til Kommissionen ved udgangen af året. Planerne skal blandt andet omhandle, hvordan EU's klima- og energipolitiske pejlemærker og målsætninger nås. 
Det andet punkt er en mere løs drøftelse af vejen frem til energisektoren efter 2030 og Kommissionens ønske om en klimaneutral økonomi.

0:000:00