Socialdemokratiets store klimafond lader vente på sig

KLIMA: Det er uvist, om Socialdemokratiets globale grønne fremtidsfond til 20 milliarder kroner bliver sat i søen i regeringens første år, oplyser S-ordfører. Det var ellers et løfte forud for folketingsvalget.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Niels Frederik Rickers

Det er stadig uklart, hvornår og hvordan S-regeringen vil oprette den grønne fremtidsfond på 20 milliarder kroner, som Socialdemokratiet lovede som en del af deres klima- og miljøudspil forud for folketingsvalget.

Fremtidsfonden er ikke med i regeringens første udspil til finanslov, og fem måneder efter regeringsdannelsen fortæller Socialdemokratiets klimaordfører, Anne Paulin, at der endnu ikke er igangsat nogen konkrete processer eller diskussioner omkring implementeringen af fonden.

”Vi er stadig glade for idéen, men jeg kan ikke sige noget konkret om, hvornår den kommer til at blive eller ikke blive. Nu er vi jo en etpartisregering, som skal forhandle med andre partier, så jeg kan ikke give en tidshorisont på den måde,” siger Anne Paulin.

Staten skal stå få grundindskuddet
Forslaget om en grøn fremtidsfond var ét af de helt centrale punkter på Socialdemokratiets klimadagsorden op til valgkampen. 

Tingene må tage den tid, de tager, og jeg synes ikke, man kan bebrejde os for at have været generelt langsomme i optrækket i forhold til at få rykket på det grønne område.

Anne Paulin (S)
Klimaordfører

Ifølge partiets klima- og miljøudspil skal fonden bidrage til at løse de globale klimaudfordringer gennem investeringer i ”grønne løsninger”.

Fonden, som Socialdemokratiet selv beskriver som ”én af verdens største satsninger” på området, skal finansieres med en grundkapital på 20 milliarder kroner fra den danske stats side.

Ifølge partiets udspil vil statens indskud til en eventuel fremtidsfond ikke påvirke den offentlige saldo, da partiet forventer, at de grønne investeringer med tiden vil generere et overskud.

{{toplink}}
Læs også

Ingen udsigt det næste år
I dagene op til valget lovede statsminister Mette Frederiksen (S), at Socialdemokratiet allerede ville igangsætte fonden i regeringens første leveår.

Dokumentation

Socialdemokratiets grønne fremtidsfond

"Fondens formål er først og fremmest at investere i banebrydende grønne projekter, som kan modvirke katastrofale ændringer af klimaforandringerne og sikre en mere bæredygtig anvendelse af klodens ressourcer.

Konkret får fonden til opgave at støtte udviklingen af de nye teknologier og virksomheder, der kan knække koden til følgende fire verdensomspændende udfordringer: mere grøn energi, lagring og bedre anvendelse af energi, vandknaphed og fødevareproduktion.

Finansiering: 
Den grønne fremtidsfond vil være ejet af den danske stat, som indskyder 20 milliarder kroner i fonden som grundkapital.

Fonden skal være politisk uafhængig og operere på markedsvilkår, hvor den med tiden forventes at generere et afkast, der helt eller delvist udbetales som udbytte.

Det statslige kapitalindskud er derfor en finansiel transaktion, der ikke påvirker den offentlige saldo. På samme måde som det for eksempel også er tilfældet med statslige kapitaloverførsler til Vækstfonden.

Den grønne fremtidsfond er en investering i fremtiden, som potentielt kan give store indtægter til Danmark og statskassen. Fonden vil derfor ikke kun skabe fundamentet for fremtidens grønne teknologier og bidrage til at løse verdens allerstørste udfordringer. Den vil også være en god forretning for Danmark."

Fakta: Socialdemokratiet − udspillet "Danmark skal igen være en grøn stormagt"


0:000:00