Debat

Når klimaaktivister går regeringens ærinde

DEBAT: Mens NGO’er og klimaengagerede borgere arbejder for en fredelig demonstration, optrapper regering, presse og en lille gruppe vrede aktivister unødigt en konflikt, som kan afskrække fredelige mennesker fra at deltage, skriver PCA.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Berit Asmussen 
Formand for People's Climate Action

Der er en tendens til, at løftede pegefingre fra autoriteter får unge og andre mennesker til at stritte med deres langemænd som svar. Og justitsminister Brian Mikkelsens (K) forslag til en uropakke var givet en udløsende faktor, som fik flere grupper af aktivister til at true med at besætte bygninger i København, hvis de ikke fik tilbudt overnatning.

Og endnu engang fokuserer nogle medier - denne gang Berlingske Tidende, der serverer en tynd kop te pakket ind i farverige arkivfotos - på en mulig konflikt. Dermed bliver regeringens lovpakke legitimiseret af de vrede aktivisters udbrud og pressens oppustede konflikt-fokus.

Resultatet kan vel blive, at udsigten til trodsig ballade og kampberedt politi afskrækker fredelige, såkaldt almindelige, mennesker fra at deltage i aktiviteter omkring klimakonferencen, eksempelvis de store folkelige demonstrationer den 12. december.

Fakta
Bland dig i energi- og klimadebatten.
Send dit indlæg til [email protected].

Selvopfyldende profeti fra regeringen
Umiddelbart har klimasekretariatet People's Climate Action en tro på, at regeringen ønsker at involvere befolkningen i klimaet - det er vel derfor, at den har givet over 20 millioner kroner til formålet.

Men regeringens skræmmekampagne risikerer at virke imod folkelig deltagelse i klimaaktiviteterne. Ganske simpelt fordi, den har optrappet en konflikt, før den overhovedet er der. Lømmelpakken risikerer således at være et instrument til en selvopfyldende profeti om ballade.

På den ene side har vi unge aktivister som er opfyldt af harme over klimaprocessen, nogle af dem med navne som "Never trust a cop", hvilket siger noget om respekten for autoriteter. På den anden side de kritiske forældretyper, såsom en upædagogisk borgerlig regering, der gerne vil høste stemmer på at råbe 'strengere straffe'.

En krig i krigen
Men der er vel næppe mere plads i de danske fængsler, og regeringens stadig strengere straffeskrue risikerer at give bagslag for den udøvende magt, altså Københavns Politi, der forsøger at gyde olie på oprørte vande.

Vi har tidligere meldt ud, at det langtfra er vores indtryk, at politiet mangler redskaber til at styre demonstrationer under COP15. Denne pakke vil sandsynligvis snarere gøre politiets arbejde sværere frem for lettere.

Som talsmand Flemming Steen Munch sagde som kommentar til Berlingske Tidendes stort opsatte advarsel om bål og brand:

"Der er ingen grund til at starte en krig i krigen."

Det kan NGO'er, engagerede borgere og foreninger støtte fuldt og helt. Drop lovpakken og tal om gensidig tillid og en folkelig involvering i klimadebatten. Substansen i COP15 glemmes alt for ofte, og er det ikke på tide, at vi koncentrerer os om emnet i stedet for at optrappe konflikter?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Brian Mikkelsen

Adm. direktør, Dansk Erhverv, bestyrelsesformand, Nationalmuseets Museumsråd, bestyrelsesnæstformand, Kraks Fond, bestyrelsesnæstformand, Ove K investfond, formand, Ordrupgaard Advisory board, bestyrelsesmedlem, ATP, bestyrelsesmedlem, Pension Danmark
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Berit Asmussen

Kampagnekoordinator, Our Fish, medstifter, Ekspedition Plastik
cand.comm. i miljøbiologi (Roskilde Uni. 1995)

0:000:00