Oppositionen ude af Grøn Vækst

GRØN VÆKST: Der bliver ingen bred aftale om Grøn Vækst. Det står klart, efter forhandlingerne mellem regering og opposition onsdag brød sammen.
Oppositionen kommer ikke med i en aftale om Grøn Vækst.
Oppositionen kommer ikke med i en aftale om Grøn Vækst.Foto: Hasse Ferrold
Anders Jerking
Flere ugers forhandlinger mellem regeringen og oppositionen om Grøn Vækst brød onsdag sammen. Dermed kommer S, SF, Radikale og Enhedslisten ikke med i en aftale.

Det var i høj grad økonomi og uenighed om aftalens længde, der skilte parterne.

Oppositionspartierne ønskede en aftale, der ikke ville låse partierne fast, hvis regeringsmagten skulle skifte efter næste valg, hvorimod regeringen ønsker en aftale, der løber længere end til 2011.

Regeringen præsenterede på mødet onsdag desuden et regnestykke, der viste, at oppositionens ønsker til mere natur, mere økologi og en yderligere indsats for vandmiljøet vil koste 7-10 milliarder kroner ekstra. Ren overbudspolitik, mener regeringen, mens oppositionen slet ikke anerkender regnestykket.

Overbudspolitik 
Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) kalder oppositionspartiernes ønsker for uansvarlige:

Fakta

Her er regeringens regnestykke:
Regeringen vil reducere kvælstofbelastningen med 19.000 tons i 2015, mens oppositionen uden faglig begrundelse eller finansiering vil reducere med 24.000 tons. Det vil koste yderligere mindst 2,8 mia. kr.

Regeringen ønsker at etablere 75.000 ha. ny natur. Oppositionen ønsker derimod det dobbelte. Det vil koste et sted imellem 2,5 og 5 mia. kr., som ikke er finansieret.

Regeringen vil fordoble det økologiske areal, mens opposition ønsker en tredobling inden for kort tid. Det vil koste yderligere ca. 2 mia. kr., som ikke er finansieret.

Regeringen ønsker en langsigtet plan for miljø, natur og vækst. Oppositionen vil derimod kun indgå en politisk aftale om Grøn Vækst for to år, dvs. frem til og med 2011. Det er helt uholdbart.


Kilde: Økonomi- og erhvervsministeriet

"Der har hele tiden været en god og konstruktiv stemning omkring forhandlingsbordet, men vi kan desværre ikke nå til enighed. S, SF, RV og EL holder fast i, at de mener, at investeringerne i miljø og natur skal øges med et sted imellem 7 og 10 mia. kr. i forhold til regeringens udspil. Og det vel at mærke uden, at de anviser reel finansiering til det. Ud over at oppositionens forslag vil medføre store huller i statskassen, så vil deres krav medføre tab af arbejdspladser. Det er den økonomiske situation altså ikke til. Det er meget uansvarligt," siger hun i en skriftlig kommentar til forhandlingssammenbruddet.

For lave ambitioner 
Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, kalder det "fair", at parterne skilles.

"Det havde været godt for landbrugserhvervet, hvis vi havde fundet en langsigtet løsning, der var bredt funderet, men det kunne ikke lade sig gøre. Regeringens ambitioner er simpelthen for lave, men EU's minimumskrav til natur og miljø er ikke tilstrækkeligt for Socialdemokraterne. Regeringen vil åbne kæmpebedrifter uden jord. Vi vil noget andet. Vi vil have mindre gift, mere natur og økologi og styr på svinene," siger hun.

Hun mener, at oppositionen fremlagde flere finansieringsmuligheder, som regeringen ikke ville forhandle om.

"De ville ikke diskutere frivillig modulation på længere sigt, og de afviste også en model for skattestoppet, hvor man tilbagefører afgifter på pesticider til landmænd, så de kunne lave mere natur på deres bedrifter, men regeringen stod fast på, at det skulle gives tilbage som lettelser i jordskatterne. Det får man ikke natur ud af," siger hun til Altinget.

Grum Vækst 
Radikales miljøordfører, Johs. Poulsen, kalder regeringens beregninger for "helt ude i hampen".

"De beregninger holder ikke. De var lavet, så det skulle se ud som om, at vi ikke kunne mødes. For eksempel mente de, at vores krav på økologi vil koste 1,9 milliarder, fordi de har lavet tidsperioden, hvor man skulle tredoble det økologiske areal, meget kortere, end vi forestiller os. Det er jo helt ude i hampen at bruge den slags beregninger til at smide os ud," siger han og understreger, at Radikale gerne ville have været med til at finde finansieringsmuligheder.

Johs. Poulsen ærgrer sig over, at oppositionen ikke får mulighed for at trække landbruget i en ny og mere miljøvenlig retning.

"Vi får et resultat, der bliver helt visionsløst. Det bliver en krykke til en traditionel landbrugsindustri, og ikke den hjælp til natur, miljø og klima, som vi havde brug for. Den traditionelle landbrugsindustri har ikke tjent penge i årevis, men levet af de stigende jordpriser. Nu fortsætter man ud ad et forkert spor i stedet for at sadle om til et landbrug, der satser på økologi, kan producere med grønne tal på bundlinjen, og som tager hensyn til naturen. Det bliver Grum Vækst, og det er meget trist," siger han.

Ikke nok på vandområdet 
SF's Steen Gade anerkender heller ikke regeringens regnestykke. Han mener, at regeringen satser for lidt på økologi og på miljøteknologi, der kan skabe arbejdspladser. Han mener heller ikke, at udspillet er ambitiøst nok i forhold til landbrugets udledninger af drivhusgasser og i forhold til kontrollen med pesticider.

"Desuden mener vi, at man vil tage alt for lidt lavbundsarealer ud. Der er vi enige med dansk landbrug. Det er den billigste måde at reducere kvælstofudvaskningen på. Vi mener ikke, at den reduktion af kvælstof og fosfor, regeringen lægger op til, er nok i forhold til vandrammedirektivet," siger han til Altinget.

Enhedslistens miljøordfører, Per Clausen, mener, at regeringen siger nej til udvikling i landbruget.

"Det står nu klart, at regeringen vil åbne op for kæmpestore svinefabrikker og fri adgang for kapitalfonde og andre spekulanter til at opkøbe dansk landbrugsjord. Det vil Enhedslisten under ingen omstændigheder være med til. Hertil kommer, at regeringen ikke har nogen vilje til at gennemføre de nødvendige initiativer for at sikre natur og miljø eller satse på en økologisk omstilling af dansk landbrug. Reelt sagde regeringen i dag nej til en udvikling," skriver han i en pressemeddelelse.

Regeringen fortsætter forhandlingerne med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Borgerligt Centrum. Det er planen, at aftalen skal være på plads inden grundlovsdag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lene Espersen

Fhv. direktør, Danske Arkitektvirksomheder, bestyrelsesformand, Green Hub Denmark, bestyrelsesmedlem, M. Goldschmidt Holding, DSB, Green Building Council Denmark/rådet for bæredygtigt byggeri, Comundo, KV Fonden
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1990)

Steen Gade

Foredragsholder, skribent, fhv. formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål
Lærer (Herning Seminarium 1969)

Mette Gjerskov

MF (S), ordfører for miljø og verdensmål
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1993)

0:000:00