DF kræver mere økologi og biogas i Grøn Vækst

GRØN VÆKST: Regeringen og DF måtte fredag opgive at blive enige om Grøn Vækst. Tirsdag forhandles igen. DF ønsker mere økologi og biogas, men vil ikke opgive ejerkravet til landmænd.
Anders Jerking

Regeringen havde egentlig satset på, at Grøn Vækst skulle være forhandlet færdig inden grundlovsdag. Men forhandlingerne trækker ud, og fredag måtte regeringen og Dansk Folkeparti opgive at nå til enighed. Tirsdag formiddag mødes parterne til nye forhandlinger.

Det er især tre forhold, der skiller parterne. Dansk Folkeparti ønsker at udnytte en større del af gyllen til biogas, partiet kræver mere økologi, og endelig afviser partiet at slække så meget på landbrugets ejerkrav, som regeringen ønsker.

"Der er stadig nogle store knaster, før vi er enige. Vi mener ikke, at regeringens mål for økologi er ambitiøse nok. Der er plads til mere økologi i aftalen, og det er noget, som forbrugerne gerne vil have," siger DF's miljø- og fødevareordfører, Jørn Dohrmann.

Han peger på, at Dansk Folkeparti især ønsker flere penge til omlægningsstøtte til de landmænd, der skifter til økologisk drift.

Vi ønsker ikke, at store kapitalfonde skal investere i dansk landbrug, Det vil betyde, at jorden vil komme på udenlandske hænder, og det er ikke godt.

Jørn Dohrmann
DF

Mere biogas 
Regeringen foreslår i Grøn Vækst, at 40 procent af husdyrgødningen i 2020 skal udnyttes til biogas.

"Den målsætning er for lav. Vi mener, at man godt kan nå op på 50-60 procent. Biogas har en række positive miljøeffekter. Der er fordele for landbruget, og det gør os mindre afhængig af energikilder fra andre lande, så der er brug for et mere målrettet fokus for at få mere biogas," siger Jørn Dohrmann.

En række aktører fra biogasbranchen har i Altinget og andre medier efterlyst økonomisk hjælp til etablering af biogasanlæg. Det er Dansk Folkeparti parat til at se på.

"Vi forestiller os en model, hvor man både kan få stillet en garanti og også få etableringsstøtte," siger Jørn Dohrmann.

Nej til kapitalfonde 
Mens Dansk Folkeparti ønsker at gå længere end regeringen i spørgsmålene om økologi og biogas, mener partiet, at regeringen går for langt, når den foreslår at ophæve ejerkravet på landbrugsejendomme. Forslaget skal gøre det muligt at tiltrække ny kapital og organisere landbrugsbedrifterne som selskaber. Men her vender DF tommelfingeren nedad.

0:000:00