CCS: Ikke en løsning, men et nyt problem

Af Kim Ejlertsen
Sekretariatsleder i NOAH's Energigruppe

Det er helt misvisende, når den norske organisation Bellona påstår, at CCS-teknologien står lige for at blive taget i anvendelse. EU's 12 fuldskala-pilotprojekter ventes imidlertid først klar til evaluering i 2020.

Hvis teknologien til den tid skulle vise sig at fungere i fuld skala, vil det tage årtier at udruste alle kraftværker og storindustri med CCS-anlæg og opbygge en infrastruktur til flydende CO2. Endelig skal der findes sikre CO2-lossepladser, som befolkningen vil acceptere. Og det vil alt sammen koste astronomiske beløb.

EU's 12 fuldskalaanlæg vil formentlig blive de første af sin art, fordi CCS-anlæg er lige så dyre som selve kraftværkerne. Energiselskaberne vil derfor kun give sig i kast med CCS, hvis de kan få massiv (skatteyderbetalt) støtte. CCS-anlæg er med andre ord ikke hyldevarer, der bare kan købes og monteres. CCS er et teknologisk fix, som først og fremmest kul- og gasindustrien ser muligheder i.

"Guld-sponsorerne" for Bellonas CCS-arbejde er da også britiske GB-Group (British Gas), svenske Vattenfall og amerikanske ExxonMobil (verdens største olieselskab) foruden en række andre olie- og energiselskaber.

Forskel på Danmark og Norge
Den norske CCS-debat har en helt anden baggrund end den danske. I Norge bygger erfaringerne mest på at få fjernet overskydende CO2 fra naturgas fra Nordsøen, der har et for højt CO2-indhold til at blive sendt ud til de norske forbrugere. Derfor strippes gassen for overskydende CO2 på boreplatformen - altså før forbrændingen finder sted.

I Danmark og det meste af verden handler CCS om kulforbrænding og problemet med at få CO2 ud af røggassen - og det er en ganske anden sag. Sådanne fuldskala-anlæg findes slet ikke i dag. Det nærmeste man kommer et fuldskalaanlæg er det norske Mongstad, der har udviklet sig til en økonomisk katastrofe med en foreløbig CO2-reduktionspris på op mod 17 gange EU´s CO2 kvotepris.

Problemer ved CCS
Der er en lang række argumenter, der bør tages i betragtning, før man bruger skatteborgernes penge på denne ene teknologi. Lad mig blot nævne nogle af de vigtigste:

• CCS ikke er i stand til at levere tilstrækkelige reduktioner.
• De reduktioner, CCS kan levere, vil komme alt for sent.
• CCS forøger kraftværkernes energiforbrug med i størrelsesordenen 40 %.
• CCS binder os til en centraliseret og ufleksibel energiforsyning baseret på kul.
• Krav om, at nye kulfyrede værker skal være CCS-parate, vil blot åbne for bygning af endnu flere kulkraftværker. Disse værker vil kunne køre i mange år uden CCS, alt imens der ventes på udvikling af teknologien, lagringsfaciliteter og finansiering. Ny kulkraft må helt afvises som en fremtidig energikilde.
• CCS med fx 30 % medforbrænding af biomasse vil i Danmark føre til en fuldstændig udnyttelse af den tilgængelige biomasse - eller afhænge af en problematisk import.
• CCS er en alt for dyr måde at reducere CO2-udslippet på.
• CCS kan kun realiseres med mange milliarder i tilskud fra skatteborgerne.
• Der findes billigere og bedre alternativer.
• CCS medfører alt for store, skadelige miljøpåvirkninger.
• Det bliver det offentlige eller de kommende generationer, der må betale, hvis noget går galt.
• CCS vil forstærke vores afhængighed af kul og forhindre udviklingen af 100 % vedvarende energisystemer.