Bred opbakning til handlingsplan for biomasse

BIOMASSE: Forslaget fra tre organisationer om en national handlingsplan for biomasse møder bred opbakning blandt partierne. Oppositionen opfordrer til en drøftelse af risici og konsekvenser, mens regeringspartierne mener, at vi skal se at komme "ud over stepperne".
Foto: www.colourbox.com
Anne Burlund
Udarbejdelsen af en national handlingsplan for biomasse, som foreslået af de tre branche- og interesseorganisationer Concito, Landbrug & Fødevarer og Dansk Energi i en fælles opfordring til klima- og energiminister Lykke Friis (V), møder bred opbakning fra Folketingets partier.

"Jeg er fuldstændig enig i, at der skal laves en handlingsplan, der inddrager overvejelser om, hvor vi kan anvende biomasse mest effektivt. Det er egentlig en slående enkelt tankegang - vi skal væk fra fossile brændsler og over til vedvarende energi, så hvilke ressourcer har vi i dag, som vi kan udnytte bedre?" spørger energiordfører Ole Hækkerup (S) og peger på halm som en oplagt mulighed, der ikke bliver udnyttet effektivt nok i dag.

Også De Konservatives energiordfører Jakob Axel Nielsen er helt enig i, at der skal laves en national handlingsplan. Han mener, at biomasse udgør et væsentligt element som "buffer" i fremtidens energiforsyning:

"Vindkraft bliver hovedleverandør af energi, og det skal udbygges meget, men vi skal have en fleksibel buffer, når det ikke blæser, og der er biomasse og biogas en helt oplagt mulighed, fordi Danmark har meget teknologisk erfaring på det her område. Der er så mange ting, der kan blive til biomasse, så det er helt oplagt at satse på," siger Jakob Axel Nielsen, der også mener, at biomasse kan blive fremtidens teknologieksport.

Ministeren selv har udtalt, at hun er positiv stemt over for de tre organisationers anbefaling og er enig i behovet for en handlingsplan. Hendes partifælle Lars Christian Lilleholt, der er Venstres energiordfører, bakker også op om en form for handlingsplan, men mener ikke det er afgørende, i hvilken udformning den bliver udmøntet:

Jeg er fuldstændig enig i, at der skal laves en handlingsplan, der inddrager overvejelser om, hvor vi kan anvende biomasse mest effektivt.

Ole Hækkerup (S)
Energiordfører

"Det er værd at overveje at lave handlingsplan. Det siges ofte, at der er begrænsede mængder af biomasse, så det kunne være interessant at få undersøgt til bunds, hvor meget biomasse der er tilgængeligt, og til hvilken pris. Om det direkte skal være en plan eller strategi eller noget tredje, vil jeg ikke lægge mig fast på - det vigtigste er, at vi får analyseret potentialerne og konsekvenserne," siger Lars Christian Lilleholt.

EL: Der skal satses på andet en biomasse
Selvom alle partier kan se det fornuftige i at lave en handlingsplan, er der alligevel forskel på niveauet af begejstring. I Enhedslisten mener man ikke, at en handlingsplan vil gøre nogen skade, men man ønsker ikke at biomasse skal tillægges så stor betydning, som eksempelvis Klimakommissionen og de tre organisationer bag opfordringen til ministeren lægger op til:

"Jeg har svært ved at forstå, hvad de tre organisationer har gang i, for konsekvensen af de synspunkter, de fremfører er, at det er langt mere fornuftigt at satse på nogle andre ting end biomasse. Jeg er helt med på, at man sagtens kan lave en handlingsplan, men det bliver i virkeligheden en plan, hvor man opstiller nogle krav for, hvad der skal opfyldes, for at man kan bruge biomasse," siger klima- og energiordfører Per Clausen (EL) og påpeger, at biomasse med den nuværende teknologi ikke kan anvendes optimalt, og det derfor er langt klogere at bruge ressourcer på at udnytte energiformer som for eksempel solenergi og jordvarme.

DF: Intet nyt under solen
Dansk Folkepartis energiordfører ser heller ingen problemer i en handlingsplan, men opfatter mere de tre organisationers udmelding som en hensigtserklæring:

"Tja, det er sikkert udmærket at lave en national handlingsplan for forskellige anvendelser af biomasse. Hvis det bare ikke bliver en plan om, at der skal bruges så mange ton af det ene og det andet, for det kan man aldrig vide på forhånd. Jeg opfatter det nu mere som en hensigtserklæring om, at biomasse skal indgå i den vedvarende energiproduktion, men det er der jo ikke noget nyt i," siger Per Dalgaard (DF) og understreger, at regeringen allerede arbejder på en handlingsplan om vedvarende energi, og der derfor ikke er det store behov for en separat handlingsplan for biomasse.

0:000:00