Ellemann accepterer flere tons tungmetaller i Limfjorden

VANDMILJØ: Miljøministeren er tryg ved, at et gaslager ved Limfjorden får lov at lede flere tons tungmetaller ud i Limfjorden. Oppositionen frygter forurening og iltsvind i fjorden.
En udvidelse af et gaslager vil føre til, at mange tons tungmetaller ledes ud i Limfjorden.
En udvidelse af et gaslager vil føre til, at mange tons tungmetaller ledes ud i Limfjorden. Foto: colourbox
Anders Jerking
Der er ingen grund til bekymring. Det var miljøminister Karen Ellemanns (V) budskab til Folketingets Miljøudvalg, da hun onsdag var kaldt i samråd om en udvidelse af gaslageret i Lille Torup ved Limfjorden. De lokale fiskere frygter, at udvidelsen vil føre til iltsvind og fiskedød.

Energinet.dk har søgt om tilladelse til at udvide gaslagerets kapacitet. Lageret består i dag af syv underjordiske hulrum - såkaldte karverner, men Energinet.dk vil i løbet af 20 år etablere ni mere. Hulrummene dannes ved, at der ledes vand fra et sted i Limfjorden ned i undergrunden, hvor det opløser saltet. Herefter skylles vand og salt ud igen et andet sted i Limfjorden.

Frygt for fiskedød 
I denne proces vil der bliver udledt 16,8 millioner tons salt, samt store mængder tungmetaller - blandt andet 9 ton bly, 2,3 ton kobber, samt 34 kg cadmium og 50 kilo kviksølv. Fiskerne påpeger desuden, at der i processen suges alger ind, som dør og derefter skylles ud som dødt organisk materiale. Fiskerne frygter, at det vil give iltsvind, fiskedød og ødelæggelse af muslingefiskeriet i fjorden.

Men miljøministeren er ikke bekymret. Hun henviser til VVM-redegørelsen, som viser, at fjorden ikke vil tage skade ved udledningerne.
"Virksomheden skal overholde miljøkvalitetskravene, som er fastsat sådan, at udledningen ikke skader dyr og planter i fjorden. I modsat fald skal udledningen stoppe. Jeg er tryg ved den konstante overvågning, der skal finde sted, før, under og efter, at der bliver givet nye tilladelser," sagde ministeren på samrådet.

Lokale beboere mener, at der var en klar sammenhæng mellem fiskedøden og gaslagerets udskylninger i 1980'erne, men på samrådet afviste miljøministeren, at der er dokumenteret en sammenhæng. Hun understregede desuden, at der er sat skrappere miljøkrav, fordi man regner med et worst case-scenarie, hvor 100 procent af tungmetallerne fra saltet bliver skyllet ud i fjorden.

"Men erfaringerne fra Tyskland viser faktisk, at 90 procent af tungmetallerne ikke bliver skyllet ud, men bundfælder sig i hulrummene," sagde ministeren.

Skrappe krav 
Det er Miljøcenter Århus, der har i sidste ende skal give en miljøgodkendelse til udvidelsen. Centerdirektør Tommy Mostrup forklarede på samrådet, at centeret vil krave udledningen lukket øjeblikkeligt, hvis miljøkravene bliver overtrådt.

"Vi stiller meget hårde krav om, at tilstanden i fjorden skal dokumenteres før, under og efter udledningen i alle faser. Så vidt jeg kan se, så læner vi os med denne miljøgodkendelse op ad, hvad vi overhovedet kan stille af krav til virksomheder," sagde han.

Undren i oppositionen 
Enhedslistens miljøordfører, Per Clausen, var efter samrådet langtfra overbevist om, at udvidelsen af lageret er en god ide. Han påpeger, at man ved meget lidt om, hvad der egentlig forårsagede 1980'ernes iltsvind.

Han undrer sig desuden over, at man med den ene hånd giver tilladelser til at udlede miljøfremmede stoffer, når man med den anden hånd kæmper for at leve op til Vandrammedirektivets krav om økologisk god standard.

"Man skal reducere den miljømæssige påvirkning i fjorden, og så giver man tilladelse til at øge den. Det virker ikke logisk," siger han.  

Også SF's Steen Gade mener, at udvidelsen er på kant med vandrammedirektivets krav. Han peger desuden på, at man med erfaringerne fra Tyskland in mente kunne stille langt skrappere krav.

"Det er ikke skrappe krav. Det er slapt, når man kunne stille krav om at anvende bedst anvendelig teknologi og så reducere udledningerne af tungmetaller med 90 procent," siger han.

Steen Gade mener desuden, at Energinet.dk skal forpligtes til at lave en pulje til erstatning til fiskerne, hvis der sker uheld med udledningerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karen Ellemann

Generalsekretær, Nordisk Ministerråd, fhv. minister, MF (V) og medlem af Folketingets Præsidium
lærer (N. Zahles Seminarium. 2004)

Per Clausen

Spidskandidat for Enhedslisten til EU-parlamentsvalget, byrådsmedlem i Aalborg, medlem af KLs bestyrelse, bestyrelsesmedlem i AkademikerPension
cand.phil. i samfundsfag (Aalborg Uni. 1988)

Steen Gade

Foredragsholder, skribent, fhv. formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål
Lærer (Herning Seminarium 1969)

0:000:00