Permanent elpatronordning er en succes

FJERNVARME: Den midlertidige elpatronordning er blevet permanent, og det har fået flere kraftvarmeværker til at investere i patronerne, der kan gemme overskydende strøm fra vindmølleproduktion. Branchen er begejstret, men advarer mod at investere for ensidigt.
Anne Burlund
Inden udgangen af i år vil der være etableret cirka 20 elpatronanlæg med en samlet effekt på omkring 200 MW på fjernvarmeværker landet over. Det forventer Dansk Fjernvarme, efter at elpatronordningen er blevet gjort permanent.

Dermed vil der fortsat være særligt lave afgiftssatser for brug af elektricitet i elpatroner i forbindelse med fjernvarmeproduktion. Ordningen trådte oprindeligt i kraft i januar 2007, men var en midlertidig aftale, der løb over en fire-årig periode.

Elpatroner virker som kæmpe dyppekogere, der kan varme fjernvarmevand op, når der er overskudsproduktion af eksempelvis vindmøllestrøm. Elpatronerne bliver automatisk tændt, når der er for meget el i forhold til forbruget. På den måde kan man gemme overskydende strøm, til når der er behov for den i stedet for at eksportere den billigt til udlandet.

De 20 nye anlæg vil ifølge Dansk Fjernvarme kunne aftage den mængde strøm, der svarer til, hvad havvindmølleparken Horns Rev 1, der er verdens største vindmøllepark, kan levere. Horns Rev 1 kan på årsbasis producere strøm svarende til 150.000 danske husstandes forbrug.

Afgiftsreduktion gør det konkurrencedygtigt
Selvom ordningen har eksisteret længe, er det først nu, at fjernvarmeværkerne for alvor er begyndt at investere i elpatroner, da en midlertidig ordning ikke er et sikkert grundlag for langsigtede investeringer i eksempelvis elpatroner for fjernvarmeværkerne.

Det handler grundlæggende om, at el er et fantastisk produkt, og tanken om at koge noget vand og gemme det i en stor termokande - det er jo så simpelt og en super idé.

Lars Aagaard
Administrerende direktør, Dansk Energi

"Med den permanente afgiftsreduktion, kan det nu hænge sammen for varmeværkerne, for det betyder, at når prisen er under 10-20 øre/kWh, så kan det betale sig at bruge elpatronerne. Det er konkurrencedygtigt med den varme, man ellers ville lave på en gaskedel," siger teknisk konsulent i Dansk Fjernvarme John Tang, der er overrasket over, hvor hurtigt fjernvarmen har formået at skabe resultatet, som betyder, at man bruger miljøvenlig vindmøllestrøm i stedet for CO2-belastende naturgas.

"Det holder dog også prisen på el oppe, for når nogen efterspørger el, der er så billigt, så går prisen ikke helt i bund, som den ellers ville have gjort. Men det kommer også vindmølleejerne til gode," siger John Tang.

Elpriserne har ved et par lejligheder været negativ, så elproducenterne har skullet betale for at komme af med strømmen.

DE: Rendyrket god nyhed
I Dansk Energi ser man ikke noget problem i, at elpriserne ikke ser ud til at falde:

"Når elpriserne bliver lave, så taber den vedvarende energi konkurrencekraft, og så skal forbrugerne støtte den vedvarende energi noget mere. Derfor er det ikke et mål i sig selv, at elpriserne er lave - de kan også blive for lave, og for store udsving giver usikkerhed," siger administrerende direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard, der derfor mener, at det er en fordel for investeringer, hvis priserne ligger på et konstant leje.

0:000:00