Vismænd: Rabat på plug-in-hybrider skal fjernes "så hurtigt som muligt"

Politikerne bør stoppe med at give afgiftsfordele til plug-in-hybrid-modeller, skriver Vismændene i ny rapport. Man lokker danskerne til at købe biler, der ikke hører til i fremtidens bilpark, lyder pointen.

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Afgiftsrabatten på de utroligt populære plug-in hybrider bør afskaffes. 

Sådan lyder anbefalingen fra De Økonomiske Råd, Vismændene, der i en ny rapport om den danske bilbeskatning føler sig alt andet end sikre på, at hybriderne lever op til de rabatudløsende klimaløfter, som producenterne giver.

"Formandskabet anbefaler derfor, at den nuværende afgiftsfritagelse af plug-in hybridbiler fjernes så hurtigt som muligt," lyder det.

Vismændene henviser i rapporten til nye studier fra blandt andet Transport & Environment, der peger på, at plug-in-hybridbiler ofte overskrider den maksimale grænse på 50 gram CO2 per kørt kilometer, der som følge af sidste års vejtransportaftale udløser en klækkelig rabat på plug-in-hybrider.

Dertil kommer, at Europa-Kommissionen har besluttet, at plug-in-hybrider fra 2026 ikke længere skal betegnes som "grønne biler". 

Det får Vismændene til at konkludere, at plug-in-hybrider ”potentielt ikke er mere grønne end andre konventionelle biler.”

Derfor bør staten ikke tilskynde til investere i den biltype, mener Vismændene.

"Denne (afgiftsfritagelsen, red.) skaber et for stort incitament for husholdningerne til at købe biler, der potentielt ikke er mere grønne end andre konventionelle biler," står der i rapporten.

RV: Udfases allerede

Plug-in-hybrid-biler har siden vejtransportaftalen fra december sidste år været fritaget for 55 procent af den normale registreringsafgift.

Afgiften skal ifølge aftalen stige løbende med fem procentpoint om året frem mod 2025 og otte procentpoint i perioden 2026 til 2030.

I 2025 skal partierne bag aftalen genoverveje afgiftsstrukturen, men regeringens røde støttepartier har flere gange argumenteret for at ændre den allerede nu.   

Det er der dog ikke grund til, mener transport- og klimaordfører i Radikale Venstre, Rasmus Helveg Petersen, der mener, at plug-in-hybriderne har en rolle at spille i den grønne omstilling.

”Der er lidt skyklapper på, når Vismændene ikke samtidig bemærker, at vi faktisk fra start nedtrapper rabatten. Meningen er, at mens vi i den her fase, hvor ladeinfrastrukturen ikke er fuldt udrullet, og hvor folk er bange for at tage det fulde skridt, så har vi en overgangsteknologi i pakken,” siger Rasmus Helveg Petersen. 

Bødskov: Faste rammer giver tryghed

Anbefalingen fra De Økonomiske Vismænd bliver også afvist af skatteminister Morten Bødskov (S).

Han vil ikke stille op til interview, men skriver i stedet skriftligt gennem sin pressetjeneste:

"Jeg ser ingen grund til, at vi skal ændre på bilbeskatningen," skriver han og fortsætter: 

"Aftalen skaber tryghed for bilejerne de kommende år, men samtidig er det vigtigt at understrege, at den teknologiske udvikling på området går utroligt stærkt i disse år. Regeringen følger derfor udviklingen tæt. Der er ingen tvivl om, at danskernes bilpark løbende skal omstilles til grønne biler, og det skal gå hånd i hånd med de behov, danskerne har for transport," fortsætter han. 

Der blev som del af vejtransportaftalen afsat 500 millioner kroner til at finansiere afgiftsrabatten på både el- og plug-in-hybrid-biler, men ifølge Politiken kan regningen for tiltaget ende med at blive meget større. 

Siden årsskiftet har plug-in-hybrider ifølge tal fra De Danske Bilimportører udgjort 22 procent af nysalget, mens 13 procent af de nye biler er regulære elbiler.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Gårn Hansen

Professor, lic.polit., Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Uni., miljøøkonomisk vismand
ph.d. (Københavns Uni. 1997), cand.polit. (Københavns Uni. 1986)

Rasmus Helveg Petersen

Kommunikationschef, Vattenfall Danmark, fhv. MF (R), klima- og energiminister
journalist (DJH 1993)

Morten Bødskov

Erhvervsminister, MF (S)
BA i samfundsfag (Aalborg Uni. 1994)

0:000:00