36 nordiske organisationer til udviklingsministeren: Sådan omsætter vi klimaambitioner til handling i udviklingslandene

Kære Flemming Møller Mortensen, Udviklingsminister i Danmark, Anne Beathe Tvinnereim, Udviklingsminister i Norge og Per Olsson Fridh, Udviklingsminister i Sverige.

COP26 nærmer sig hastigt, og et vellykket resultat er afhængigt af, at højindkomstlande lever op til deres klimafinansieringsløfter. Vi, 36 civilsamfundsorganisationer på tværs af vores tre lande, opfordrer jer til at vise lederskab på dette afgørende område.

Vi værdsætter det vigtige signal, I sendte med jeres debatindlæg, der opfordrer til at ”mange flere lande forpligter sig til at øge deres bidrag til den globale klimafinansiering”. I dette brev beskriver vi, hvordan I kan sørge for at de prisværdige ambitioner også bliver omsat til handling.

Udviklingsbistand og klimafinansiering er to forskellige forpligtelser

Det er vigtigt, at rige lande anerkender, at klimafinansiering hverken er et spørgsmål om velgørenhed eller traditionel udviklingsbistand. Udover det uforholdsmæssige store historiske ansvar vores lande har for klimaforandringerne, er klimafinansiering også forankret i juridisk bindende forpligtelser.

Højindkomstlande har forpligtet sig til at yde klimafinansiering ud over den offentlige udviklingsbistand. Desværre ser vi en dybt bekymrende tendens til at forsøge at opfylde begge forpligtelser med de samme midler.

Selvom udviklingsbistand med henblik på at udrydde fattigdom naturligvis skal være i overensstemmelse med at nå målene fra Parisaftalen, er udviklingsbistand og klimafinansiering to forskellige finansielle forpligtelser.

36 civilsamfundsorganisationer (se faktaboks)

FN's mål for udviklingsbistand blev vedtaget i 1970 for at imødekomme én udfordring: Fattigdomsbekæmpelse. Landene blev enige om, at udviklingsbistand "skulle nå et minimumsbeløb på 0,7 procent af BNP" i midten af ​​årtiet.

Næsten fire årtier senere - for at imødekomme en helt anden og ny udfordring - blev der aftalt en separat forpligtelse på 100 milliarder dollars til klimafinansiering. Faktisk blev aftalen indgået netop her i en af ​​vores nordiske hovedstæder under COP15 i København. Selvom udviklingsbistand med henblik på at udrydde fattigdom naturligvis skal være i overensstemmelse med at nå målene fra Parisaftalen, er udviklingsbistand og klimafinansiering to forskellige finansielle forpligtelser - og denne differentiering må opretholdes.

Fem anbefalinger til konkret handling

Behovet for klimafinansiering er enormt, og Covid-19-krisen har kun skubbet flere mennesker ud i sårbarhed. Hver dag ser vi klimakatastrofer ramme uforholdsmæssigt - først og hårdest - dem, der har bidraget mindst til at forårsage klimakrisen.

Fem konkrete eksempler på, hvad vi anbefaler I handler på:

1) Lev op til de nuværende mål for klimafinansiering

De rige landes levering af klimafinansiering er langt under, hvad der blev lovet i København – for slet ikke at tale om det niveau der er nødvendigt for at kunne imødegå klimakrisen. Det er et vidnesbyrd om vores kollektive fiasko, at vi nu har passeret 2020-fristen uden at nå målet på 100 milliarder dollars.

Vi glæder os derfor over, at det i juli blev besluttet, at Tyskland og Canada skal udarbejde en plan for, hvordan de rige lande alligevel lykkes med at levere minimum 100 milliarder dollars om året frem til 2025. For at kompensere for de nuværende mangler i 2020-2021, må dette beløb selvsagt lægges oveni de 100 milliarder dollars i 2022-2025

Vi forventer, at de nordiske lande vil tilbyde at bidrage aktivt tilhurtigst muligt at gøre denne leveringsplan til en succes.
 
2) Garanter kvaliteten

Selvom det samlede beløb er vigtigt, er det også afgørende at sikre, at pengene mobiliseres og rapporteres på en retfærdig måde. Klimafinansiering skal være i tillæg til udviklingsbistanden, og - i modsætning til den nuværende globale tendens - bør bidragene (for det meste) være gavebistand (fremfor lån). For at forhindre overrapportering og sikre gennemsigtighed bør kun tilskudselementet for lån medregnes.

Det er afgørende for landene at forpligte sig til gennemsigtige og fælles rapporteringsstandarder. Det er intentionen, at finansiering til reduktioner og tilpasning deles ligeligt. I øjeblikket er denne balance imidlertid stærkt skævvredet, så langt det meste finansiering går til reduktioner. Derfor bør de nordiske lande gå forrest ved bilateralt at forpligte sig til at opskalere tilpasningsfinansieringen for at begynde at rette op på den globale ubalance. Samt at sikre at flest muligt penge når ud til lokalt ledede projekter.

For yderligere at sikre kvaliteten af ​​klimafinansiering bør de nordiske lande også arbejde aktivt for, at al klimafinansiering, både bilateral og multilateral, anvender et rettighedsperspektiv, der garanterer inddragelse, ikke-diskrimination og kønsligestilling.

3) Tab og skader

Som globalt samfund har vi - i årtier - svigtet dem, der lever i klimaforandringernes frontlinje. Som følge heraf har disse sårbare samfund i stigende grad overskredet grænserne for tilpasning og oplever nu voldsommetab og skader.

Det er for eksempel umuligt at tilpasse sig, hvis hele ens ø er under vand på grund af stigende havniveau. Der er et presserende behov for at vedtage finansieringsløsninger for tab og skader. For hver dag denne type finansiering forsinkes, sættes flere liv på spil. Under COP26 bør de nordiske lande - i samarbejde med gruppen af ​​de mest sårbare lande - aktivt engagere sig i operationaliseringen af ”​​Santiago-netværket om Tab og Skader” med fokus på at sikre øjeblikkelig finansiering af tab og skader.

4) Tag lederskab i processen om at sikre et ambitiøst behovsbaseret post-2025 finansieringsmål

Inden 2025 skal verdens lande sætte et nyt kollektivt klimafinansieringsmål. Vi forventer at se de nordiske lande gå forrest i at sikre en ambitiøs og inkluderende proces omkring post-2025 målet. Frem for alt skal målet defineres ud fra behovene i de mest berørte lande, frem for ud fra den politiske vilje (eller mangel på samme) i donorlande.

Målet skal bygge ovenpå erfaringer fra det nuværende mål og være designet til at undgå forvirring om, hvem der skal levere hvilken slags klimafinansiering hvornår. Vi opfordrer de nordiske lande til at arbejde ihærdigt på at sikre, at fremtidig klimafinansiering definitivt slås fast som værende additionelt til udviklingsbistand, at kun gaveværdien af et lån medregnes og at overrapportering undgås.

5) Gå forrest med et godt eksempel

Mens I i jeres debatindlæg opfordrer andre lande til at gøre mere, er det også afgørende at huske, at vi ikke er i mål her i Skandinavien. Eksempelvis noterer vi os med bekymring, at bistanden i Danmark i øjeblikket er på det laveste niveau i 40 år - kun knap de lovede 0,7 procent af BNP. Og mens andre skandinaviske lande sikrer, at klimafinansiering ligger oveni de 0,7 procent, tager Danmark den desværre ud af udviklingsbistanden.

Vi glæder os over at læse i jeres indlæg, at I "arbejder målrettet for fremdrift i klimaforhandlingerne". Ved hurtigst muligt at at handle på listen over forslag ovenfor, hjælper I med at genopbygge den tillid, der er afgørende for, at COP26 kan blive en succes.

Vi sætter pris på jeres fælles initiativ til at øge bevidstheden om klimafinansieringskløften, og vi ser frem til at samarbejde med jer i indsatsen.