Debat

67 år gammel teknologi på statsstøtte

KLUMME: Energiministeren i England, Ed Davey, har gladelig annonceret, at der skal bygges to nye statsstøttede atomreaktorer. Men er statsstøtte til atomkraft ikke i direkte modstrid med det indre marked, spørger Ulrich Bang, EU-chef i Dansk Energi.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ulrich Bang
EU-chef, Dansk Energi

Efter 'kroningen' af Angela Merkel som kansler ved det nyligt overståede tyske valg, hvor Energiewende og energipriser stod højt på dagsordenen, vender jeg blikket over kanalen til England. Her er to parallelle begivenheder interessante.

Det første var, da Ed Miliband 24. september lancerede den engelske variant af den tyske 'Strompreisbremse'. Labours premierministerkandidat, som arbejder på at flytte ind i Downing Street nummer 10, annoncerede, at hvis han bliver valgt i 2015, vil han holde elprisen i ro i 20 måneder.

Derfor ryddede en række engelske energiselskaber også morgenfladen på samtlige engelske tv-stationer, da de varslede prisforhøjelser. Det skabte stor opstandelse - og forargelse, også langt ind i regeringsleder Camerons konservative parti.

Engelsk statsstøtte til atomkraft
Den anden interessante begivenhed kom knap en måned senere, 21. oktober, hvor den liberale energiminister Ed Davey gladelig annoncerede, at der skal bygges to nye atomreaktorer på Hinkey Point i det sydvestlige England ca. 75 km fra Bristol.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Projektet vil ifølge Davey spare engelske forbrugere for 75 pund i 2030, og David Cameron fremhævede stolt, at gigantinvesteringen på 16 milliarder pund eller 141 milliarder kroner "understreger tilliden til England, og hvor imødekommende man er over for erhvervslivet".

Ja, det tror da pokker, når man tager i betragtning, at der gives en markant statsstøtte til hver eneste kWh i de første 35 år. Den garanterede afregningspris til franske EDF, som bygger værket, er 92,5 pund/MWh eller 81,5 øre/kWh, hvilket er omkring det dobbelte af elprisen på markedet i dag.

Erhvervsvenlig... vi lader den lige stå et øjeblik!

Hvordan det kan betyde lavere regninger, er svært at forstå. Og så har vi ikke engang taget i betragtning, at der ydes statsgaranterede lån for 65 procent af det 141 milliarder dyre byggeri. Nogle mener, at havvindmølleparken ved Anholt er dyr, men det er altså i dette prisleje, vi taler - i over 35 år.

I Bruxelles kan den engelske statsstøtte til 'fransk' atomkraft forklare, hvorfor revisionen af EU's statsstøtteregler til energisektoren er udskudt igen, igen. Helt åbenlyst har England og Frankrig længe bekæmpet en revision af statsstøttereglerne.

I strid med indre marked
Tilhængerne af et indre marked mener, at statsstøtte til atomkraft er i direkte modstrid med det indre marked. Pointen med et indre marked er jo rent faktisk, at man ikke må støtte nationale industrier, da det skaber unfair konkurrence for andre kraftværker eller teknologileverandører.

Vedvarende energi er en udtagelse, og støtte er tilladt på grund af miljømæssige fordele, og fordi der er tale om umodne teknologier under udvikling.
Umoden... det kan man næppe sige om atomkraften. Det er 67 år siden, det første atomkraftværk blev koblet på det engelske elnet.

Sidste vers er ikke sunget, og det fremgår også tydeligt af kontrakten mellem EDF og det engelske energiministerium, at gigantbyggeriet er betinget af, at EU-kommissionen godkender statsstøtten.

Pointen med et indre marked er jo rent faktisk, at man ikke må støtte nationale industrier, da det skaber unfair konkurrence for andre kraftværker eller teknologileverandører.

Ulrich Bang
EU-chef, Dansk Energi

Det bliver ikke mindst morsomt at se liberale Ed Davey, der er tidligere atomkraftmodstander, kaste sig ind i kampen for at spare briterne for 75 pund på elregningen i 2030 ved at give statsstøtte til EDF og deres kinesiske investorer på over 100 millioner kroner for to atomreaktorer, her 67 år efter den første reaktor kom på nettet.

Så meget for det indre marked.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00