Debat

Alternativet: København skal gøres til ét stort laboratorium

DEBAT: København skal være et forbillede for resten af verden, når det kommer til bæredygtige og innovative løsninger, skriver Niko Grünfeld, spidskandidat for Alternativet i København. 

Det er ikke ambitiøst nok <i>bare </i>at gøre København til verdens bedste by at leve i, skriver Niko Grünfeld, spidskandidat for Alternativet i København.&nbsp;
Det er ikke ambitiøst nok bare at gøre København til verdens bedste by at leve i, skriver Niko Grünfeld, spidskandidat for Alternativet i København. 
Emil Dyrby
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Niko Grünfeld
Spidskandidat, Alternativet i København

Vi har gennem historien bevist, at høj livskvalitet og miljømæssigt ansvar går hånd i hånd.

Niko Grünfeld
Spidskandidat, Alternativet i København

København skal gøres til ét stort laboratorium for fremtidens bæredygtige løsninger, så vi kan vise resten af verden, at det er muligt både at være den bedste by i verden og den bedste by for verden.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected].

Frem mod novembers kommunalvalg taler vi københavnske kandidater meget om, hvordan vi kan gøre København til verdens mest bæredygtige by. Det er jeg rigtig glad for. For der er i dén grad brug for store miljømæssige, sociale og demokratiske ændringer i byen. Men er det ikke også en smule uambitiøst?

Den bedste by for og i verden
Jo jo, København skal selvfølgelig være den bedste by i verden. Men vi er altså et sted i verdenshistorien, hvor vores skæbne hænger helt uløseligt sammen med resten af verdens. Derfor skal København også være den bedste by for verden. 

Heldigvis hænger de to ambitioner sammen. Vi har gennem historien bevist, at høj livskvalitet og miljømæssigt ansvar går hånd i hånd. I dag er det ikke nemt at være bilist i København. Til gengæld er det fantastisk nemt at cykle og gå rundt og nyde byen og de grønne oaser, der giver os mulighed for at stresse af i en travl hverdag.

Det er både godt for helbredet og en kæmpe fordel for handelslivet, der nyder godt af vores slentreture gennem byens gader. Det kan vi takke modig byplanlægning gennem 100 år for.

København som udstillingsvindue
Det er nu tid til at finde på fremtidens bæredygtige løsninger. For Københavns skyld skal byen hverken være en grå betonjungle eller fyldt med dødeligt forurenende biler. Og for resten af verdens skyld skal vi udvikle og afprøve kreative løsninger på vores udfordringer. 

København skal som en af verdens mest progressive være udstillingsvindue for resten af verden, når det kommer til at skabe en bæredygtig by med tårnhøj livskvalitet.

Derfor foreslår vi i Alternativet vegetariske dage i kommunale institutioner, bilfri dage og zoner i byen, miljøzone for forurenende biler, dieselbiler ud af byen, at bevare Amager Fælled og at bygge flere grønne åndehuller. Det lyder måske som drastiske forslag, men det er det, der er brug for, hvis vi vil gå forrest for et bedre klima.

Frigør kreativitetens potentiale
En forudsætning for at kunne finde fremtidens løsninger er, at vi slipper kreativiteten løs i København. Det handler dels om at understøtte de mange bæredygtige ildsjæle, der kæmper for at gøre verden lidt bedre, mens de får forretningen til at løbe rundt.

For os i Alternativet er det helt tydeligt, at vi bliver nødt til at inddrage og trække på både erhvervsliv, offentlige institutioner og borgere, hvis vi vil løse klodens alvorlige udfordringer. 

Men for mig at se starter kreativiteten et helt andet sted. Den starter i barndommen. Det er i mine tre drenge og deres kammerater, jeg ser det allerstørste potentiale for en mere bæredygtig verden. Deres gåpåmod og idérigdom skal gødes, så de kan vokse op og vise verden mod en bedre fremtid. 

Lad os eksperimentere
Det kræver dagsinstitutioner med ordentlige normeringer og skoler, der er fri fra folkeskolereform og utidig indblanding, så de selv kan vælge de metoder, der passer bedst til lærere og børn. Det skal være muligt at slippe for konkurrencestatens karakterfokus.

Det skal være muligt at lære med udgangspunkt i leg, motion, kunst, havearbejde og meditation. Og det skal være muligt med godt forberedte lærere.

Hvis vi i København tør slippe kreativiteten løs og eksperimentere med nye løsninger på vores udfordringer, er jeg ikke i tvivl om, at vi kommer til at være motor for en verden i balance.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niko Grünfeld

Direktør, Blossom
HD i organisation og ledelse (Handelshøjskolen i Aarhus 2004)

0:000:00