Adam Tooze: Derfor skal centralbankerne ind i kampen mod den globale opvarmning
ESSAY: Ti år efter verden reddede finanskapitalismen, er tiden kommet til, at finanskapitalismen redder verden. Læs her professor Adam Toozes essay om, hvordan det sikres, at penge ikke bliver en forhindring for den grønne omstilling.
Af Adam Tooze
Professor i historie og leder af Det Europæiske Institut på Columbia University og forfatter til Crashed: How a Decade of Financial Crises Changed the World.
I oktober 2012 fik det globale finansielle system den første smagsprøve på konsekvenserne af klimaforandringerne, da orkanen Sandy brølede igennem Lower Manhattan, så Wall Street blev ramt af strømnedbrud. Mens alt andet var gået i sort, havde tårnet, der huser Goldman Sachs’ hovedkontor, stadig strøm – alt sammen som et rammende, om end tilfældigt, symbol på en fremtid med klimabetinget ulighed.
Mens Goldman Sachs trodsede strømnedbruddet, smedede den amerikanske regeringsfilial på Wall Street, centralbankens afdeling i New York, planer om at rykke teltpælene op. Som reaktion på orkanen styrkede man kapaciteten til at agere på markedet længere inde på land i afdelingen i Chicago.
Det er ikke et tilfælde, at verdens førende finansielle centre – New York City, London, Singapore, Hong Kong, Shanghai – er sårbare over for oversvømmelser. Alle er opstået fra historiens store havnebyer. Men den større udfordring, som klimaforandringer udgør, handler ikke så meget om materielle som om systemiske risici. Det, man er begyndt at bekymre sig om i centralbankerne – hvor verdens vigtigste økonomiske beslutningstagere siden 1980’erne sidder – er risikoen for, at klimaforandringerne udløser en finanskrise.
I årene fra 1978 til 2018 bruge det amerikanske energiministerium samlet set 27,65 milliarder dollars målt i faste 2016-priser på forskning i vedvarende energi. Det er mindre, end amerikanerne brugte på mad og godbidder til deres kæledyr sidste år.
Katastrofer vil blive så hyppige, at der ikke vil være noget andet valg end enten helt at opgive at forsikre sig imod dem eller at nationalisere risiciene og lade skatteyderne stå med regningen.
Det er en problemstilling, man er ankommet til relativt sent. Mark Carney – tidligere ansat i Goldman Sachs og den canadiske centralbank, nu direktør i Bank of England – kan tage æren for at være den første, der satte emnet på dagsordenen i de finansielle cirkler. Det skete i en tale efter en Lloyd’s of London-middag i 2015. To år senere i Paris grundlagde en række centralbankfolk og tilsynsmyndigheder The Network for Greening the Financial System (NGFS), som arbejder for at sætte afgørende finansielle institutioners tyngde ind på at indfri Parisaftalens klimamål. NGFS’ medlemskartoteket tæller nu de fleste centralbanker i G20 såsom Den Europæiske Centralbank (ECB) og den kinesiske nationalbank.
Private finansielle aktører er også hoppet på den grønne finanskapitalistiske vogn. Ved One Planet-topmødet i New York i 2018 forpligtede 23 førende globale banker, otte ud af ti globale kapitalforvaltere, verdens største pensionsfonde- og selskaber, de to største virksomheder for aktionærrådgivning og andre finansielle virksomheder – som tilsammen er ansvarlige for at forvalte henved 100.000 milliarder dollar i aktiver – sig på principperne for gennemsigtighed fra den særlige Task Force on Climate-related Financial Disclosures, der har Michael Bloomberg som formand, og som blev lanceret af Carney i hans egenskab som formand for Financial Stability Board (det globale finanstilsyn indenfor G20, red.).
Der er ingen grund til, at en grøn og bæredygtig økonomi skulle være en nulvækstøkonomi. Men nogle vil nødvendigvis ende som taberne i det spil. Investeringer i vedvarende energi er ikke gratis.
Det er sigende, at den eneste finansielle autoritet, der ikke er del af disse initiativer, er den amerikanske centralbank, den mest magtfulde centralbank i hele det globale system. Men selv hvis man her kom med ombord, er det absolut mest afgørende spørgsmål stadig, om en grøn agenda for verdens centralbanker er tilstrækkeligt til at mindske konsekvenserne af klimakrisen – og måske holde den inden for det håndterbares rammer.
Centralbankerne har kapaciteten og magten til at blive en vægtig del af svaret på klimaforandringerne, men indtil videre har deres svar været defensive med fokus på at håndtere finansielle risici. Resten af os har intet andet valg end at håbe på, at de skifter til en mere proaktiv strategi, inden det er for sent.
Druknet i en finansiel stormflod
Som Carney forklarede det tilbage i 2015, er der tre typer af risici, som kan ramme det finansielle system: tab i forsikringssystemet, erstatningsansvar for klimaforandringerne og problemet med strandede aktiver.
