Debat

AE: VLAK har været hård ved miljø og klima

DEBAT: Den seneste valgperiode har på stort set alle parametre svigtet klima- og biodiversitetskrisen. Det er et direkte resultat af Venstre, Konservatives og Liberal Alliances politik, skriver analytiker Sofie Holme Andersen.

Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Sofie Holme Andersen
Analytiker og cand.polit., Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE)

Næsten alle partier har i løbet af valgkampen været ude og advokere for, at vi skal gøre mere for miljø og klima. Hele 11 partiledere mener, at deres parti er det mest ambitiøse på klimaområdet − heriblandt lederne for de tre regeringspartier Venstre, Liberal Alliance og Konservative.

Under den seneste valgperiode, hvor netop de tre partier har siddet ved roret, er det imidlertid ikke miljø- og klimaindsatser, der har stået højest på den politiske dagsorden. Faktisk er det på en række centrale parametre – udledning af drivhusgasser, energiforbrug, kvælstofudledning og miljøstøtte til luft og klima samt biodiversitet og landskab – decideret gået den forkerte vej siden 2015.

Det viser en analyse, vi har foretaget i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Stigende energiintensitet
For det første er der blevet udledt 6,8 procent flere drivhusgasser fra 2015 til 2017, således at der nu udledes 108 millioner ton drivhusgasser målt i CO2-ækvivalenter. Det er både erhvervslivet og husholdningerne, der producerer og forbruger på en måde, så der nu udledes flere drivhusgasser.

Både Care og Peter Birch Sørensen, tidligere formand for Klimarådet, har påpeget, at det ser ud til at være en direkte følge af, at regeringen droppede målet om 40 procents CO2-reduktion i 2020.

Andelen af vedvarende energi i det samlede danske energiforbrug er steget siden 2015, så det i dag er næsten en tredjedel af det danske energiforbrug, der kommer fra vedvarende energi.

Sofie Holme Andersen
Analytiker og cand.polit., Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE)

Ligesom udledningen af drivhusgasser er steget, er forbruget af energi også steget. Igen er det både virksomheder og husholdninger, der har øget energiforbruget, som er steget med 6,1 procent fra 2015 til 2017.

Stigningen er sket i en periode, hvor produktionen også er steget. Det er derfor relevant at se på energiforbruget per produceret krone – også kaldet energiintensiteten. Den er steget med 2,6 procent siden 2015. Den stigende energiintensitet er i strid med FN’s verdensmål 7.3, der omhandler en faldende energiintensitet.

Tilbagegang for vandmiljø og natur
Også i forhold til vandmiljøet er det gået tilbage. Fra sæsonen 2015/16 til sæsonen 2016/17 brugte landbruget hele 26,5 procent mere kvælstof per hektar. I sæsonen 2016/17 var forbruget oppe på 95 kilo per hektar. Et øget brug af kvælstof vil oftest føre til øget udledning af kvælstof til vandmiljøet.

Stigningen ser ud til at være et direkte resultat af den landbrugspakke, der blev indgået i december 2015 mellem Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Landbrugspakken medførte, at det blev tilladt at bruge mere kvælstof på markerne, hvilket landmændene har benyttet sig af. Intet tyder på, at kvælstofforbruget er mindsket markant siden sæsonen 2016/17. Ifølge aftalen skulle landbruget reducere udledningen af kvælstof til vandmiljøet med 1451 ton i 2018, men reduktionen har kun været på 12 ton.

Endelig er det også gået tilbage med miljøstøtten til beskyttelse af både luft og klima samt biodiversitet og landskab. Støtten til beskyttelse af luft og klima er faldet med 146 millioner kroner eller 18,3 procent fra 2015 til 2017, mens støtten til beskyttelse af biodiversitet og landskab er faldet med 9,2 procent, svarende til 26 millioner kroner.

Det sidste må ventes at påvirke indsatsen for de udrydningstruede plante- og dyrearter, vi har i Danmark. At sikre biodiversitet er en af de allervigtigste dagsordner i klimaindsatsen ifølge Katrine Richardson, havbiolog og leder af Sustainability Science Centre på Københavns Universitet, og dermed er det særligt kritisk, at der er sparet på området.  

Mere vedvarende energi
Klima- og miljøområdet har måttet holde for de senere år, men der er et område, hvor det går fremad med den grønne dagsorden. Andelen af vedvarende energi i det samlede danske energiforbrug er steget siden 2015, så det i dag er næsten en tredjedel af det danske energiforbrug, der kommer fra vedvarende energi.

Samlet set har regeringen ikke leveret på klima- eller miljødagsordenen siden 2015.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00