Afgiftsændring kan sikre klogere brug af biomasse

Jørgen E. Olesen 
Professor i jordbrugsvidenskab på Aarhus Universitet

Den danske energipolitik satser i princippet på en bred vifte af vedvarende energikilder. Her indgår især vind og biogas som væsentlige elementer i et fremtidigt energisystem, især fordi vi bør udnytte de tilgængelige danske vedvarende energiressourcer bedst muligt.

I praksis er de energikilder, der indgår i energisystemet, styret af regulering og afgifter. Gennemførelse af frit brændselsvalg har sammen med afgiftsfritagelsen på biomasse gjort det stærkt attraktivt at skifte til træpiller og anden biomasse i varme- og elforsyningen. Samtidigt har vi i Danmark et tilskudssystem for biogas, som tilskynder til anvendelse af biogas til el og varme, da tilskuddet går til elproduktionen eller til opgradering til anvendelse i naturgasnettet. Disse incitamenter betyder alt sammen, at en stadig større del af el og varme kommer fra biomasse, men er det det, vi har brug for?

Tre udfordringer
Klimakommissionen havde de lange briller på, og i deres analyse skulle biomasse spille en ganske væsentlig rolle for at få energisystemet til at hænge fornuftigt sammen. Der er nemlig en række områder, hvor andre vedvarende energikilder som sol og vind ikke –  eller kun meget svært –  kan løse behovet. Det drejer sig om at skaffe energi til regulering af el- og varmeforbrug i perioder med ringe produktion fra sol og vind, energi til transportsektoren og til specifikke energitjenester i industrien. Den nuværende anvendelse af biomasse løser i virkeligheden ingen af disse behov.

Politisk set blev denne sag solgt utroligt dårligt, og afgiften burde nok have været målrettet biomasse til brug for fælles varmeforsyning og elproduktion.

Jørgen E. Olesen
Professor i jordbrugsvidenskab, Aarhus Universitet

Det er tre uheldige virkninger ved den nuværende regulering og afgiftssystem for anvendelse af biomasse til energi. For det første får vi for dårlig udnyttelse af investeringerne i udbygningen af vindenergi, når der ikke skabes et tilstrækkeligt behov for afsætning af en del af vindenergien til opvarmning, fordi vindenergi og varmepumper ikke kan konkurrere med billige træpiller. For det andet risikerer vi at låse energisystemet fast i en længere årrække, fordi investeringen i infrastrukturen vil være baseret på, at biomassen bruges til el- og varmeproduktion. Dette vil gøre det unødvendigt dyrt at gennemføre den vigtige nødvendige transformation af de øvrige dele af energisystemet. For det tredje mister vi incitamenterne til innovation i udvikling af nye og klogere teknologier til udnyttelse af biomassen, der hvor vi ikke på længere sigt har andre løsninger.

Gentænk udskældt afgift
Det tager tid at omstille energisystemet til en situation uden fossile brændsler, og perioden frem til 2050 er i virkeligheden ganske kort set i forhold til udfordringerne i omstillingen, især i transportsektoren. Samtidig er der store behov for også at omstille vores landbrug og arealanvendelse til at kunne levere biomasse og bioenergi af den ønskede kvalitet og med et lavt klima- og miljøaftryk. Det er ikke noget, der kommer af sig selv. Det kræver forskning, udvikling og innovation.

For at sikre den fremtidige kloge brug af biomasse er der i høj grad brug for justering af afgiftssystemet. Klimakommissionen foreslog en afgift på biomasse for at sikre en mere stabil udvikling i udnyttelsen af denne, og fordi biomasse sjældent er CO2-neutral. Dette endte med et forslag til en forsyningssikkerhedsafgift, i daglig tale brændeafgiften. Politisk set blev denne sag solgt utroligt dårligt, og afgiften burde nok have været målrettet biomasse til brug for fælles varmeforsyning og elproduktion. Dette ville have mindsket transaktionsomkostninger og samtidig taget hånd om de ovennævnte problemstillinger. Sagen bør afgjort tages op igen, da det nuværende system giver helt forkerte incitamenter i forhold til det fremtidige behov for bioenergi.