Alt tyder på lysegrøn vækstpakke

GRØN VÆKST: Regeringens vækstpakke vil efter alt at dømme indeholde et skub til biogassen og flere incitamenter til vedvarende energi.
Niels Th. Dahl

Energi- og klimabranchens ønsker om en grøn vækstpakke ser ud til at blive opfyldt.

Ifølge flere medier barsler regeringen således med en række tiltag i vækstpakken, som skal sætte skub i biogasbranchen og fremme brugen af vedvarende energi.

Dagbladet Børsen skriver, at vækstpakken skal bruges til at nå regeringens mål om at udnytte 50 pct. af biogassen i 2020, bl.a. ved at bruge biogassen til transportformål som busser og biler, ligesom biogasanlæggene også skal kobles på naturgasanlæggene til kraftvarmeværker.

I weekenden forlød det også via dagbladet Politiken, at regeringen er klar med en tilskudsordning til de danske fødevarevirksomheder, som skal få dem til at købe mere vedvarende energi.

K efterlyser mere grønt
I sidste uge efterlyste både grønne organisationer, oppositionen og de Konservative her på Altinget | Energi og Klima, at en kommende vækstpakke skulle have et grønt fokus. Den konservative klimaordfører, Tage Leegaard, har da også bl.a. foreslået, at en vækstpakke f.eks. kunne give tilskud til private, hvis de investerer i anordninger, der opsamler regnvand. Det vil kunne aflaste kloakkerne under kraftige regnskyl som i sommer.

Tage Leegaard understreger, at han ikke ved, hvad der præcist kommer til at være i regeringens vækstpakke, men han håber, at forslaget om tilskud til regnvandsopsamling kommer med:

"Jeg håber, der bliver afsat et beløb til det, om ikke andet så på forsøgsbasis. Det har jeg også sagt til ministeren - men nu vi se, hvordan forhandlingerne bliver landet," siger han.

Indeholder boligpakke
Det forventes, at vækstpakken fremlægges i dag, tirsdag, og det er allerede annonceret fra regeringen, at den vil indeholde en boligpakke med en række midlertidige lettelser og rabatter i tinglysningsafgiften, ejendomsværdiskatten og grundskylden i forbindelse med boligkøb.

0:000:00