Debat

Alternativet: Med den grønne transportaftale bliver støttepartierne en del af regeringens klimanøl

DEBAT: Aftalen om grøn omstilling af vejtransporten mellem SF, Enhedslisten, Radikale og regeringen er uambitiøs i forhold til 2030-klimamålet. Støttepartierne bør sadle om, skriver Alternativet. 

Vi er nødt til at reducere antallet af biler i Danmark, uanset om det er el-, hybrid-, benzin- eller dieselbiler, fordi halvdelen af bilernes CO2-forbrug bliver udledt i produktionen, skriver Alternativet.
Vi er nødt til at reducere antallet af biler i Danmark, uanset om det er el-, hybrid-, benzin- eller dieselbiler, fordi halvdelen af bilernes CO2-forbrug bliver udledt i produktionen, skriver Alternativet.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Torsten Gejl (ALT) og Peter Kjær Hansen
Hhv. Politisk ordfører og medlem af Alternativet

Aftalen om grøn omstilling af vejtransporten er slet og ret uambitiøs i forhold til at nå 70 procents CO2 besparelse i 2030.

Og når støttepartierne lader sig lokke med i den, bliver de en del af det klimanøl, som de selv og alle de grønne organisationer har kritiseret regeringen for.

For det første vil regeringens støttepartier på torsdag i Folketingssalen sige ja til en aftale, som kun forventer CO2 reduktioner på 1,0 millioner tons i 2025 stigende mod 2,1 millioner tons frem mod 2030 selvom de godt ved, at der skal meget mere til.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Dermed mister vi en vigtig og måske afgørende brik i puslespillet om at nå 70 procents reduktion af CO2-udledning i 2030, fordi biltransporten er så utrolig væsentlig, når det handler om at spare CO2.

Danskernes ineffektive transport
For det andet spiller aftalen ind i den præmis, at der vil komme væsentlig flere biler på vejene i 2030. Ifølge Energistyrelsens basisfremskrivning fra juni 2020, forventes der 600.000 flere biler på vejene i 2030, og her knækker filmen helt.

Vi vil virkelig appellere til SF, radikale og Enhedslisten om at sadle om igen og blive en del af løsningen i stedet for at være en del af problemet

Torsten Gejl (ALT) og Peter Kjær Hansen
Hhv. Politisk ordfører og medlem af Alternativet

Vi er nødt til at reducere antallet af biler i Danmark, uanset om det er el-, hybrid-, benzin- eller dieselbiler, fordi halvdelen af bilernes CO2-forbrug bliver udledt i produktionen.

Derfor skulle bilaftalen have indeholdt en meget større satsning på kollektiv transport og en meget mere ambitiøs plan for at udvikle delebilskoncepterne, så vi danskere i højere grad begynder at køre sammen i stedet for at sidde og kukkelure i hver vores bil.

Den satsning kunne have startet i morgen. Men der er kun afsat sølle 3 millioner kroner alene i 2021 til ”at iværksætte oplysnings- og adfærdskampagner om begrænsning af transportspild” herunder samkørsel og delebiler.

Det kan det næsten ikke tolkes på anden måde, end at både regeringen og støttepartierne synes, at danskerne bare skal gøre, som de altid har gjort: Transportere sig ineffektivt, udlede uanede mængder CO2 og sidde bag hvert sit rat, samtidig med at vi bare skal fortsætte med at asfaltere stadigt mere natur. For ellers var der vel blevet aftalt noget andet.

Rugbrødsmotoren er bedst
For det tredje finder Alternativet det dybt problematisk, at aftalen lægger op til, at det er et CO2-fortrængningskrav, som skal stå for langt størstedelen (cirka 66 procent) af CO2-reduktionerne i aftalen.

CO2-fortrængningskravet handler om at fortrænge olie ved at tilsætte mere fornybare biobrændstoffer til den benzin og diesel, vi ellers kender.

Reelt er der ingen – i bedste fald kun meget lidt – forskel i den CO2-udledning, som brændes af under motorhjelmen og kommer ud af udstødningsrøret, og som klimaet dermed oplever.

Klimaet har frem mod 2030 behov for et lynhurtigt teknologiskifte i transportsektoren – væk fra forbrændingsmotoren og over på elmotor – eller endnu bedre: en elcykel eller din helt egen ”rugbrødsmotor”.

To flasker rødvin
I Alternativet havde vi virkeligt set frem til, at aftalen om grøn omstilling af vejtransporten havde levet op til sit navn. Det kunne for eksempel være gjort ved at lægge en krone ekstra på hver liter benzin eller diesel per år frem til 2025.

Noget af indtægten skulle selvfølgelig føres tilbage til dem med de laveste indkomster, så ordningen ikke rammer socialt skævt.

Men for os andre som for eksempel kører 20.000 kilometer om året ville det i det første år løbe op i cirka 100 kroner ekstra om måneden svarende til en god flaske rødvin og en pose lørdagsslik.

Året efter vil det være to flasker rødvin og to poser slik om måneden og så videre og så videre. 

I 2025 ville den ”gamle fossilhakker” være så dyr i drift, at den ville blive udskiftet med et grønt alternativ. Og i 2025 vil der med garanti også være brugte elbiler, som den enlige mor med to børn har råd til at købe.

En del af problemet 
I Alternativets optik er det ærgerligt, at regeringen laver en aftale med sine støttepartier, som ikke er grøn nok i forhold til at nå 2030 målet om CO2-reduktion i Danmark.

Men det, der bekymrer os mest, er, at støttepartierne dermed bliver en del af det klimanøl, som de selv har kritiseret regeringen for.

Vi vil virkelig appellere til SF, radikale og Enhedslisten om at sadle om igen og blive en del af løsningen i stedet for at være en del af problemet, når det kommer til at redde klimaet.

Aftalen om grøn transport har nemlig gjort det sværere at nå vores reduktionsmål i 2030.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torsten Gejl

MF, politisk ordfører (ALT)
journalistkursus (Frontløberne 1989), kaospilot (KaosPiloterne 1993)

0:000:00