Theresa Scavenius: Derfor er en ny oliekrise uundgåelig

KRONIK: Vi skal gå fra at være en konkurrencestat til en klimastat. Det betyder, at regeringen skal kunne repositionere velfærdsstatens oliepolitiske grundlag og fravriste sig alliancen med olieselskaberne, skriver Theresa Scavenius fra Alternativet.

Af Theresa Scavenius
Ph.d., lektor i klimapolitik og demokrati og kandidat til politisk leder i Alternativet

Vi har brug for en ny positiv politisk fortælling, som kan løfte det danske samfund ind i det 21. århundrede og gentænke de fundamentale betingelser for vores politiske økonomi, demokrati og velfærdsmodel. Essensen af den fortælling er at gå fra en konkurrencestat til en klimastat.

I dag har vi to muligheder. Enten at forberede os på fremtiden og designe nogle politikker, som på mest hensigtsmæssig vis og med rettidig omhu gør os beredt på de udfordringer og risici, der ligger ude i den nære fremtid. Eller også tager vi en tur mere i karrusellen og muntrer os, indtil vi får en meget brat opvågnen, som de oplevede i Australien.

Jeg synes, at vi skal gøre det første. Derfor vil jeg gerne være politisk leder for Danmarks grønneste parti. Så vi kan få endnu mere seriøs politik, der vil give os en blødere landing i stedet for at kaste os ud fra timetervippen i en pool uden vand.

At tage lederskab for en seriøs grøn omstilling kræver en dybereliggende forståelse af, hvorfor vi er endt, hvor vi er. En "Vergangenheitsbewältigung", som man talte om i Tyskland efter Anden Verdenskrig.

Jeg mener nemlig, at svarene på klimakrisen og demokratikrisen ikke skal findes i fremtiden eller i teknologiske sci-fi-løsninger. Tværtimod skal vi hen til en forståelse af, hvem vi er i dag.

Hvilket samfund vi har bygget, og hvorfor vi gjorde det. Hvorfor er Danmark et olieeksporterende land med en fossilbaseret økonomi?

Olien blev en del af politisk kompromis
Der skete noget unikt for nogle årtier siden. Hvor oliestater de fleste andre steder i verden er forbundet med autoritære regimer og ufrihed og ulighed, blev der skabt en unik politisk vej i Skandinavien, hvor oliepolitikken blev inkorporeret i det store velfærdspolitiske kompromis mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

I den skandinaviske model af den oliebaserede økonomi er borgerens frihed ikke en trussel imod magthaverne i modsætning til det feudale bondesamfund, hvor bønderne skulle producere den mad, som herremændene skulle spise, bygge deres huse og føre deres krige. Derfor var stavnsbåndet en vigtig social institution, for at det feudale samfund kunne opretholdes.

I det præindustrielle samfund med blomstrende manufakturvirksomheder var den manuelle arbejdskraft også central, men industrialiseringen betød, at arbejdsgiverne hen over de sidste 100 til 200 år i stigende grad er blevet uafhængige af deres arbejdere. Virksomheder kan i dag stort set producere deres varer med maskiner og robotter.

Men i løbet af det 20. århundrede kom der et historisk kompromis mellem arbejdsgiver og arbejdstager, hvor der var en gensidig forståelse af hinandens behov. Arbejdsgiveren var afhængig af, at arbejderen var tilfreds, og arbejderen af, at der var arbejde til rådighed.

Mennesket arbejdede i stigende grad sammen med maskiner, og det skabte en tid, hvor arbejderne ikke længere brugte alle deres vågne timer på arbejde, hvorfor de kunne organisere deres fælles interesser og engagere sig i politik.

Betaler olieselskaber for at hente olie op
Det oliebaserede industrisamfund muliggjorde med andre ord et demokratisk samfund og dermed også den version af velfærdssamfundet, som vi kender i Danmark.

Det er derfor helt forståeligt, at et demokratisk land som Danmark, som i lange perioder har været regeret af socialdemokratiske regeringer, har knyttet tætte kontakter til olieindustrien.

At man har betragtet olieindustrien som en vigtig grundsten for arbejdernes frihed og velstand, og at man endog har været villig til i meget lange perioder at betale olieselskaber for at hente olie op.

Senest i 2017, hvor Mærsk truede med ikke at ville vedligeholde Tyrafelterne, var den danske regering villig til at gå meget langt for at imødekomme Mærsks krav. Resultatet blev en ny Nordsøaftale, hvor Mærsk fik en skattelettelse på over fem milliarder kroner i perioden 2017 til 2025.

Man kan se dette som et chickengame: Mærsk Oil og France Total, som i 2018 overtog Mærsks aktiver i Tyrafeltet, ved selvfølgelig godt, at olien er ved at nå sin udløbsdato. Nu handler det om at hive så mange penge ud af forretningen som muligt, inden den får en naturlig afslutning.

At den danske stat fortsætter sit engagement i olieproduktion og ikke vil aflyse de nuværende udbudsrunder, der fortsætter hvert andet år fremover, har ikke længere gode økonomiske argumenter.

Men ud fra et oliepolitisk og historisk perspektiv er det klart, at den danske stat, uanset om den er ledet af en rød eller blå regering, ser olieproduktionen som en central sikring af velfærdssamfundet og den frie arbejder.

Oliepolitik er forbundet med autoritære stater
Denne oliepolitiske kontrakt har skabt fred og rigdom i vores del af verden, men trods de velfærdspolitiske ambitioner har oliepolitikken altid været forbundet med skam.

Olieaftaler og venskaber med oliesheiker har aldrig været noget, som danske politikere skiltede med. Vi taler derfor heller ikke om Danmark som en oliestat, men derimod som et landbrugssamfund.

Det skyldes dels, at oliepolitik er forbundet med autoritære stater, som står for alt det modsatte af, hvad det danske velfærdssamfund bygger på. Men også at olie er forbundet med stor miljøforurening, og at der i stigende grad er kommet folkelig og politisk opmærksomhed på, at oliepolitikken var indbygget i en faustisk pagt. Vi fik rigdom og velstand, men måtte give det biologiske liv væk.

En ny oliekrise – og endda nok også en ny oliekrig – er derfor uundgåelig. Den kan blive kold, som den er i øjeblikket, hvor der sker en mobilisering for og imod olieproduktionen.

Retorikken skærpes. Borgerne retter deres klimapolitiske frustration imod olieselskaberne. Vi har set de første demonstrationer. Olieselskaberne svarer med trusler om retssager og intenst lobbyarbejde på alle politiske niveauer.

Spørgsmålet er nu, hvor længe det holder.

Behov for nyt oliepolitisk paradigme
Staten er fanget i et dilemma mellem at bryde med en industripolitisk allieret på den ene side og borgernes stigende ønske om klimapolitisk handling på den anden side.

I andre dele af verden er oliekrisen blevet varm. Det er svært at se, hvordan olieselskaberne ville kunne føre en varm krig på europæisk territorium. Men omvendt kan den danske stat heller ikke tillade, at olieselskaberne fører en kold krig imod borgerne, så den danske stat vil blive tvunget til meget snart at tage stilling.

Derfor er det afgørende, at vi får et nyt oliepolitisk paradigme. Regeringen skal kunne repositionere velfærdsstatens oliepolitiske grundlag og dermed fravriste sig alliancen med olieselskaberne og revidere det socialdemokratiske og velfærdspolitiske projekt på ny.

Essensen af det projekt er at erkende, at konkurrencestaten ikke skaber de rette betingelser for et demokratisk bæredygtigt samfund. I stedet mener jeg, at vi skal lede Danmark i retning af en klimastat, hvor samfundet er friere og rigere, hvor markedet ikke konkurrenceforvrider til fordel for det sorte, men derimod fremmer det grønne, hvor staten tager det politiske ansvar på sig for at regulere og skabe rammer for borgernes og virksomhedernes grønne adfærd.

Forrige artikel Broen til Fremtiden: Klimaloven skal rodfæstes i folkelige organisationer Broen til Fremtiden: Klimaloven skal rodfæstes i folkelige organisationer Næste artikel Oxfam Ibis: Klimaet kræver opgør med ulighed Oxfam Ibis: Klimaet kræver opgør med ulighed
Kommuner køber elbusser fra Kina

Kommuner køber elbusser fra Kina

GRØN OMSTILLING: Langt de fleste elbusser produceres i dag i Kina, der for øjeblikket viser muskler på det voksende europæiske marked for offentlig grøn transport. Både Roskilde og København har været på indkøb.