Altingets stifter får journalistpris for substans og mangel på clickbait

HÆDERSPRIS: Rasmus Nielsen modtager årets journalistpris fra Den Berlingske Fond for at have udviklet Altinget fra nicheportal til et bredere politisk medie – uden at give køb på høj substans og kvalitet.

Der er ingen grund til at græde over kvalitetsjournalistikkens forfald. Det er Altinget et bevis på, sagde Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen (th.), i sin tale til Altingets stifter, Rasmus Nielsen (tv.), der onsdag fik Den Berlingske Fonds Journalistpris.
Der er ingen grund til at græde over kvalitetsjournalistikkens forfald. Det er Altinget et bevis på, sagde Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen (th.), i sin tale til Altingets stifter, Rasmus Nielsen (tv.), der onsdag fik Den Berlingske Fonds Journalistpris.Foto: Niels Ahlmann Olesen
Kristine Korsgaard

"Grædekonerne må simpelthen krybe snøftende tilbage i deres huller, når de ser, hvad du har skabt."

Sådan sagde Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, i sin tale, da han i dag overrakte Den Berlingske Fonds Journalistpris til Altingets stifter, Rasmus Nielsen.

Tom Jensen begrundede valget af Rasmus Nielsen som modtager af prisen med, at han gennem 17 år har formået at udvikle Altinget fra nogle få nicheportaler med journalistik til en snæver målgruppe til et politisk medie med en bredere læserskare. Og at det er sket uden at give køb på den høje kvalitet i journalistikken.

"Du har vist, at man i en digital medievirkelighed kan få succes, hvis man er vedholdende nok. Tænker sig godt nok om. Og satser på, at læserne ikke er blevet ligeglade, uoplyste, underholdningsfixende tåber alle sammen – bare fordi medievirkeligheden er blevet digital," sagde Tom Jensen.

Du og Altinget.dk er det måske stærkest tænkelige bevis, man kan hente i det danske mediebillede på, at forfaldsmyten er – en myte.

Tom Jensen
Chefredaktør, Berlingske

Ikke megen clickbait
Chefredaktøren talte om en drejning i det danske mediebillede. Fra en tendens til gratis, blinkende, klikvenlige artikler til en fornyet tro på, at folk vil betale for professionel journalistik.

"Du og Altinget.dk er det måske stærkest tænkelige bevis, man kan hente i det danske mediebillede på, at forfaldsmyten er – en myte," sagde han til prismodtageren og fortsatte:

"Der er ikke megen clickbait på Altinget.dk. Det er netop pointen."

Altinget blev i 2002 et af de allerførste medier i Danmark, der krævede betaling for indhold. Der gik lang tid, før indtægterne blev så store, at man kunne leve af det, men i dag er netop betalt kvalitetsindhold grundstammen i Altingets forretningsmodel.

Læs også

Forfulgte broderens spådom
Rasmus Nielsen begyndte sin journalistkarriere som praktikant på Berlingske Tidendes christiansborgredaktion i 1981.

Siden var han blandt andet studievært på TV 2 Lorry, inden han i 2000 grundlagde Altinget.

Han var inspireret af sin bror, Jakob Nielsen, der har skabt sig en karriere i USA som ekspert i brugervenlige web-løsninger. Han forudså tidligt, at nichemedier ville blive fremtiden, og den spådom valgte Rasmus Nielsen at forfølge med det politiske medie Altinget.

Se Tom Jensens tale og Rasmus Nielsens takketale herunder:

Tidligere priser til Clement og Puk Damsgård
Den Berlingske Fonds Journalistpris er med sine 100.000 kroner Danmarks største journalistpris. Prisen har været uddelt siden 1989 og går hvert år til en journalist, der har udrettet "noget ekstraordinært gennem journalistikken".

Den er tidligere gået til blandt andre journalist og tv-vært Clement Kjersgaard, reporterne Simi Jan (TV 2) og Puk Damsgård (DR) samt Politiken-journalist Jakob Sheikh og forfatter Peter Øvig Knudsen.

Dokumentation

Tidligere modtagere af Den Berlingske Fonds Journalistpris

  • 2017: Rusland-korrespondenter Mathilde Kimer, DR, og Simon Kruse, Berlingske
  • 2016 Journalist og forfatter Jakob Sheikh, Politiken
  • 2015 Arne Hardis og Hans Mortensen, Weekendavisen
  • 2014 Ole Ryborg, EU-reporter, DR
  • 2013 Clement Behrendt Kjersgaard
  • 2012 Simi Jan, TV 2, og Puk Damsgård, DR
  • 2011 Morten Frich
  • 2010 TV 2 News v/ Michael Dyrby
  • 2009 Journalist Michael Kuttner
  • 2008 Journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen
  • 2007 Weekendavisen
  • 2006 Journalist Lasse Jensen
  • 2005 Udenrigskorrespondent Ulla Terkelsen
  • 2004 Professor, dr.scient.pol. Erling Bjøl
  • 2003 Journalist Anna Libak
  • 2002 Journalist Poul Friis
  • 2001 Journalist Henrik Sten Møller
  • 2000 Fagbladet Journalisten
  • 1999 Ingen prisuddeling pga. Husets 250 års jubilæum.
  • 1998 Chefredaktør, adm. direktør Erik Bjerager
  • 1997 Journalist Jane Aamund
  • 1996 TV-direktør Dan Tschernia
  • 1995 Forfatter, journalist Jan Stage
  • 1994 Mag.art. Jens Kistrup
  • 1993 Chefredaktør Jørgen Flindt Pedersen
  • 1992 Redaktør Vibeke Sperling
  • 1991 Redaktør Alfred Hansen
  • 1990 TV 2-Sporten v/sportschef Morten Stig Christensen
  • 1989 Redaktør Niels Nørlund

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Nielsen

Formand for Alrow Media, udgiver af Altinget i Danmark, Norge og Sverige samt Mandag Morgen
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1983)

Tom Jensen

Ansv. chefredaktør, Berlingske
journalist (DJH 1990)

0:000:00