Halveret elafgift + afskaffelse af kraftvarmekrav = gennembrud for varmepumper

FJERNVARME: En ny analyse fra Grøn Energi viser, at en halvering af elafgiften kombineret med afskaffelsen af kraftvarmekravet skaber fundamentet for tiltrængt gennembrud for varmepumperne. Regeringens udspil kommer i 2018.

Fire borgmestre og en rådmand i debat under Dansk Fjernvarmes landsmøde i Aalborg.<br>
Fire borgmestre og en rådmand i debat under Dansk Fjernvarmes landsmøde i Aalborg.
Foto: Jesper Voldgaard
Klaus Ulrik Mortensen

Julen kommer altid to måneder tidligt i fjernvarmesektoren.

Årets højtid er således Dansk Fjernvarmes traditionsrige landsmøde, som disse dage løber af stablen i Aalborg.

Og mens eksperter og politikere på scenen har travlt med at diskutere konsekvenserne af alt fra disruption til kommunalvalg, præsenterer Grøn Energi en frisk analyse, der samtidig fungerer som ønskeseddel for fjernvarmen.

Håb om flere varmepumper
Grøn Energi er en tænketank ejet af en række aktører i og omkring fjernvarmebranchen med Dansk Fjernvarme i spidsen.

Analysen viser, at man ved at afskaffe kraftvarmekravet og samtidig halvere elafgiften kan bane vej for en grøn omstilling af sektoren.

En omstilling anført af de varmepumper, som man håber på sigt kan fortrænge gas og kul. Men også den biomasse, som ellers skulle være så grøn.

“Modellerne viser, at sådanne ændringer vil give et boom i de store eldrevne varmepumper fra 2020 til 2030. Og samtidig vil det sikre et provenu i statskassen på flere hundrede millioner kroner, da fjernvarmeselskaberne i stedet for at omstille til afgiftsfri biomasse vil investere i eldrevne varmepumper, der skal betales afgifter af,” forklarer analysechef i Grøn Energi Jesper Koch.

Strøm i stedet for biomasse
Der har længe været et bredt ønske om flere varmepumper i fjernvarmen.

I analysen lyder argumenterne, at varmepumperne er effektive, laver grøn varme og muliggør en højere grad af udnyttelsen af overskudsvarme. Og således vil fjernvarmesektoren blive mere elektrificeret, så Danmark får et mere sammenhængende energisystem.

0:000:00