Debat

AnsvarligFremtid: Pensionskasser skal tænke på klimaet, når de investerer

Med tunge pengekasser og en langsigtet investeringshorisont bærer pensionskasserne et vigtigt samfundsansvar. AnsvarligFremtid kommer med et opråb forud for generalforsamlingerne i to pensionskasser.

Investeringer i fossile brændsler er ikke bare dårlige for klimaet – de er også risikable, skriver Katrine Ehnhuus fra AnsvarligFremtid.
Investeringer i fossile brændsler er ikke bare dårlige for klimaet – de er også risikable, skriver Katrine Ehnhuus fra AnsvarligFremtid.Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Katrine Ehnhuus
Talsperson for AnsvarligFremtid

April er ikke bare måneden, hvor vi endelig har kunnet mærke forårets komme. April er også måneden, hvor der er højsæson for generalforsamlinger i de danske pensionskasser. En vigtig begivenhed, der kan bruges til at få pensionskasserne ud af klimaskadelige investeringer.

I flere af pensionskasserne kan medlemmer stille forslag til generalforsamlingen, og ligesom i tidligere år bliver der også i år stillet forslag til investeringspolitikker, der tager klimaforandringer alvorligt.

Med tunge pengekasser og en langsigtet investeringshorisont bærer pensionskasserne et vigtigt samfundsansvar. Pensionskassernes investeringer bidrager nemlig til at tegne fremtidens samfund. Ønsker vi en fremtid uden klimaforandringer, betyder det, at pensionskassernes investeringer skal flyttes fra sort til grøn energi.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Pensionskassernes investeringer i kul, olie og gas er ikke kun skadelige for klimaet. Ofte er investeringerne også økonomisk risikable, da mange fossilselskaber investerer massivt i økonomisk usikre udvindingsprojekter. Med andre ord udgør sorte investeringer en økonomisk risiko for medlemmernes pension.

På dagsordenen i G20 og EU
Det er ikke kun i de danske pensionskasser, at bæredygtige investeringer diskuteres. Det er et emne, som også G20 og EU har sat højt på dagsordenen.

Hvis ikke de vigtige økonomiske og finansielle spillere begynder at forholde sig seriøst til de klimarelaterede risici, udgør det en trussel for vores økonomi. 

Katrine Ehnhuus
Talsperson, AnsvarligFremtid

Det skyldes både en erkendelse af, at finanssektoren skal inddrages, hvis klimaudfordringen skal løses, men i høj grad også en erkendelse af, at mange virksomheder, investorer, långivere med videre ikke er rustet til at imødegå de risici og muligheder, der er forbundet med klimaforandringer og grøn omstilling.

Hvis ikke de vigtige økonomiske og finansielle spillere begynder at forholde sig seriøst til de klimarelaterede risici, udgør det en trussel for vores økonomi.

For at sikre en bedre håndtering af klimarelaterede risici nedsatte G20 i 2016 derfor en taskforce, der skulle udarbejde et sæt af anbefalinger til virksomheder. Frugten af gruppens arbejde blev offentliggjort i en rapport sidste sommer og rummer blandt andet en anbefaling om at benytte klimarelaterede scenarieanalyser, herunder et Paris-kompatibelt scenarie, til at kortlægge og offentliggøre virksomheders klimarelaterede risici.

Indtil nu har flere end 250 virksomheder, pensionskasser med videre, der tilsammen råder over mere end 81.700 milliarder USD, udmeldt, at de har tænkt sig at følge G20's anbefalinger.

Retter vi blikket mod EU, har EU-Kommissionen så sent som i sidste måned offentliggjort en handlingsplan for bæredygtig finansiering. Hovedformålene med planen er at flytte kapitalstrømme mod flere grønne investeringer, håndtere finansielle risici forbundet med klimaforandringer og øge transparens samt fremme langsigtede hensyn i den finansielle og økonomiske aktivitet.

Helt konkret vil Kommissionen for eksempel i 2018 fremsætte forslag om, at bæredygtige forpligtelser skal indgå i forpligtelserne under 'fiduciary duty'. Når pensionskasserne herhjemme forvalter de danske pensionskroner, skal de gøre det under hensyntagen til fiduciary duty, hvilket er en juridisk forpligtelse til at handle ud fra pensionsopsparernes bedste interesser.

Pensionskasserne tolker typisk dette, som at de er forpligtet til udelukkende at investere ud fra et hensyn til afkastet og altså ikke ud fra andre hensyn, som for eksempel klima. Det er denne tolkning, Kommissionen nu vil gøre op med.

Pensionskasserne skal vågne op
Det er altså ikke kun de danske pensionskunder, som ønsker, at pensionskasserne tager klimaforandringerne alvorligt, når de placerer deres investeringer.

Stærke internationale kræfter får vinden til at blæse i samme retning. Enkelte pensionskasser herhjemme har set skriften på væggen og taget hul på en mere klimaorienteret kurs og samtidig reduceret eksponering mod fossile investeringer, som ikke er levedygtige i fremtidens CO2-neutrale økonomi.

Det gælder for eksempel MP Pension, der netop har besluttet at reducere sine investeringer i kul, olie og tjæresand med omkring en milliard danske kroner. De begrunder beslutningen med, at de tror på den grønne omstilling, og at et frasalg af fossile investeringer er en sikkerhed for at undgå økonomiske tab, i takt med at verden gør sig fri af fossile brændsler. Det er en ambitiøs og nødvendig beslutning, som andre pensionskasser herhjemme og i udlandet forhåbentlig lader sig inspirere af.

Generalforsamlingssæsonen er ikke ovre endnu. 18. og 19. april er der generalforsamling i henholdsvis Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP) og Ingeniørsammenslutningens Pensionskasse (ISP). På begge generalforsamlinger har medlemmer stillet forslag om en investeringspolitik, der i højere grad tager højde for klimaforandringerne. Er man medlem, kan man møde op på generalforsamlingen og stemme med.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Katrine Ehnhuus

Rådgiver, Mellemfolkeligt Samvirke, fhv. talsperson, AnsvarligFremtid
cand.scient.pol (Syddansk Universitet. 2015)

0:000:00