Bayerngas dropper oliefelter i Nordsøen

KORT NYT: Bayerngas har valgt at trække sig fra to oliefelter i Nordsøen. Det sker ifølge Bayerngas, efter at regeringens skatteaftale har ramt virksomhedens bundne milliardinvestering i Hejrefeltet med tilbagevirkende kraft.
Kristian Andersen

Den økonomiske risiko i oliefelterne Ravn og Hibonite er blevet for stor for Bayerngas, der nu vælger at trække sig fra de to felter. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Olieselskabet forklarer valget om at trække sig fra de to oliefelter med, at regeringens skatteaftale fra september "rammer Bayerngas langt hårdere end noget andet selskab fordi 84 procent af Bayerngas' bundne investering på fem milliarder kroner i Hejrefeltet bliver beskattet med tilbagevirkende kraft."

Administrerende direktør for Bayerngas Arne Westeng udtaler:

"Vi har konkluderet, at der ikke er økonomi i at fortsætte investeringen på de to felter. Derfor opgiver vi nu vores licenser på felterne Ravn og Hibonite. Det er meget beklageligt, men med skatteindgrebet har vi ikke haft noget valg." 

Fortsætter Hejre- og Solsortfeltet 
Han understreger samtidig i pressemeddelelsen, at Bayerngas fortsætter udviklingen af de investeringer, de er bundet af i Nordsøen - herunder Hejre- og Solsortfeltet.

Men som en konsekvens af skatteaftalen foretages der ikke investeringer i nye felter. Derfor deltager Bayerngas heller ikke i 7. udbudsrunde for selskaber med interesse i at lede efter ny olie i Nordsøen, skriver virksomheden i pressemeddelelsen.

0:000:00