Betalingsring hjælper ikke på CO2

BETALINGSRING: Den forkætrede betalingsring om København vil ikke batte meget i kampen for at få Danmarks CO2-udslip ned, mener formanden for Rådet for Bæredygtig Trafik
Niels Th. Dahl
En betalingsring om København er en god ting - men man skal ikke tro, det er bare i nærheden af at være en løsning på transportsektorens CO2-udslip.

Det skriver Kjeld A. Larsen, formand for Rådet for Bæredygtig Trafik, i en kommentar i dagbladet Information.

Selv ikke hvis tidligere omtalte beregninger fra Finansministeriet holder vand, og en betalingsring vil dæmpe trafikken inden for betalingsringen med 13-17 pct. og CO2-udledningen med op mod 120.000 tons, er det kun en dråbe i havet.

"Denne reduktion svarer til mindre end 1 pct. af transportens samlede CO2-udslip. Da ringen primært betyder en omfordeling af trafikken, batter den meget lidt som middel i kampen mod klimaændringerne," skriver Kjeld A. Larsen.

At begrænse CO2-udslippet fra transportsektoren vil blive en af de største opgaver for den nye, røde regering, hvis den vil opfylde Danmarks forpligtelser til reduktioner i den ikke-kvotebelagte sektor uden at købe udledningsrettigheder i udlandet. Forpligtelserne indebærer, at Danmark skal reducere udslippet i ikke-kvotesektoren med 20 pct. i forhold til 2005 inden 2020.

Denne reduktion svarer til mindre end 1 pct. af transportens samlede CO2-udslip.

Kjeld A. Larsen
Formand for Rådet for Bæredygtig Trafik

København får vanskeligt ved at nå klimamål
Kjeld A. Larsen mener også, at det vil blive særdeles svært for København at opnå den målsætning, som byen selv har sat op: Nemlig at CO2-udledningen herfra skal reduceres med 20 pct. fra 2005 til 2015, og at ca. 10 pct. af den skal opnås på transportområdet.

Det vanskeliggøres ifølge formanden af, at der er indgået et såkaldt "parkeringsforlig" i kommunen, at der fortsat er ønske om etableringen af en havnetunnel, som også vil skabe mere trafik, og ikke mindst af, at byen sandsynligvis vil vokse med 100.000 indbyggere i løbet af de næste femten år.

"Med et sandsynligt højere bilejerskab blandt nye beboere bliver der fyldt op i de københavnske byrum med mange flere biler," skriver han.

Kjeld A. Larsen opfordrer til yderligere begrænsninger af bilernes adgang til byen og investeringer i en letbane frem for mere metro.

0:000:00