Blå partier vil give Mogens Jensen næse for tilbageholdt regnefejl

KLIMA: Står det til flere partier i blå blok, bør fødevareminister Mogens Jensen (S) få en næse for at tilbageholde oplysninger om regnefejl for Folketinget i månedsvis. Men støttepartier afviser.

Det er ikke nok at beklage.

Fødevareminister Mogens Jensen bør få en næse for ikke at oplyse Folketinget om central klima-regnefejl.

Det mener både Venstre og Konservative.

Fra Venstres fødevareordfører, Erling Bonnesen, lød ønsket allerede i slutningen af et samråd torsdag om sagen:

”Når man kan give interne orienteringer til sit støtteparti, uden at vi andre kunne få det, så gør det, at jeg slår i bordet. Det er ikke nok med et rap over fingrene. Det er en næse til ministeren,” sagde Erling Bonnesen.

Konservatives fødevareordfører Orla Østerby siger til Altinget, at han støtter op om V-ønsket om en næse.

”Jeg er enig i, at det er meget, meget kritisabelt, at ministeren først orienterer Miljø- og Fødevareudvalget i december måned. Det er ikke i orden,” siger han.

Torsdagens samråd var indkaldt af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative, efter Altinget i december kunne fortælle, at fødevareminister Mogens Jensen havde kendt til den centrale regnefejl om klimabelastende lavbundsjorde siden 1. september, men i månedsvis valgte ikke at informere Folketinget. Mogens Jensen beklagede under samrådet og erklærede sig enig i, at Folketinget skulle have haft oplysningerne langt hurtigere.

Fejlen betyder, at der nu er 170.000 hektar klimabelastende lavbundjorde i Danmark og ikke 108.000, som man i årevis har troet. Udtag af landbrugsjord er et populært klimaredskab hos landbrug, organisationer og politikere, og det var et centralt tema i den seneste finanslov.

Støttepartier afviser næse
Regnefejlen kommer dog først frem til offentligheden, da Radikales miljøordfører Zenia Stampe i november skrev det på Facebook, fordi hun havde fået en orientering på et ordførermøde. Folketinget blev dog først orienteret af fødevareminister Mogens Jensen i et svar til Zenia Stampe den 16. december.

Selvom både Enhedslisten og Radikale er stærkt kritiske over for, at fejlen ikke blev lagt hurtigt frem af ministeren, vil ingen af partierne være med til at give Mogens Jensen en næse i sagen.

”Mogens Jensen skal ikke have en næse på baggrund af det her. Han har selv erkendt, at det har været et uhensigtsmæssigt forløb, og at Folketinget ikke er blevet godt nok informeret. Det er tilstrækkeligt til, at vi har fået genoprettet tilliden, og at vi stoler på, at vi bliver orienteret tidligere i fremtiden,” siger Zenia Stampe.

DF vil sende klart signal til ministeriet
Dansk Folkepartis miljøordfører og formand for Miljø- og Fødevareudvalget Rene Christensen kalder det ”alvorligt”, at Folketinget ikke er blevet serviceret ordentligt. Og så mener han, at ”der er ministre, der har fået næser for noget, der var væsentligt mindre”. Men samtidig erkender han også, at der ikke er flertal for en næse i Folketinget.

”Derfor prøver vi nu at få flertal bag et skriv til ministeriet om, at det her går ikke. Vi skal sende et meget klart signal til ministeren og systemet om, at det her vil vi ikke se mere,” siger han og fortsætter:

”Det er voldsomt skærpende, at Zenia Stampe sidder under samrådet og siger, at støttepartierne var orienterede. Og dér skal man huske, at alle Folketingets partier var med under klimalovs-forhandlingerne. Og her har vi så siddet og forhandlet med nogle partier, der vidste meget mere, end vi gjorde. Og sådan skal det ikke være. Det er voldsomt kritisabelt”.

, ,

Forrige artikel Mogens Jensen beklager: Folketinget skulle være orienteret om regnefejl Mogens Jensen beklager: Folketinget skulle være orienteret om regnefejl Næste artikel Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge
Med trusler skal klimalov bygges

Med trusler skal klimalov bygges

NYHEDSANALYSE: Det fremstår ofte som et teknisk problem at nå klimamålet om 70 procents reduktion af drivhusgasserne i 2030. De seneste dages trusler om at vælte klimaministeren og regeringen vidner om, at det i lige så høj grad bliver et politisk problem.