Debat

CARE: Danmarks grønne førertrøje har fået nogle grimme pletter

DEBAT: Når Lars Løkke i denne uge tager til klimatopmøde i Paris, kan han være stolt af, at Danmark har skaffet private investeringer til kampen mod klimaforandringerne. Til gengæld er det et problem, at Danmark samtidigt har skåret drastisk i den officielle klimafinansiering, skriver CARE-direktør.

Faldet i statslige investeringer til klimaet er et problem. Det er dem, der kan bruges til klimatilpasning i de fattige lande, og det er der massivt brug for, mener Rasmus Stuhr Jakobsen. 
Faldet i statslige investeringer til klimaet er et problem. Det er dem, der kan bruges til klimatilpasning i de fattige lande, og det er der massivt brug for, mener Rasmus Stuhr Jakobsen. Foto: /ritzau/Achmad Ibrahim/
Katrine Skov Sørensen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Stuhr Jakobsen
Administrerende direktør, CARE Danmark

Når statsminister Lars Løkke Rasmussen mandag og tirsdag deltager i den franske præsident Macrons klimatopmøde i Paris, bliver det med stor sikkerhed med et budskab om, at Danmark har den grønne førertrøje på. Desværre har den fine trøje nogle grimme pletter.

Hvad klimapenge angår, kan Lars Løkke med rette være stolt af den danske klima-investeringsfond, hvor vi med beskedent offentligt bidrag skønner at kunne mobilisere op til 1,3 milliarder kroner privat kapital til klimaprojekter fra pensionskasser og andre investorer. Det er en succes.

Ser vi på de offentlige klima-penge til brug i udviklingslande, må vi fra CARE dog drysse lidt malurt i bægeret: I 2016 har Danmark indrapporteret offentlige klimabevillinger på blot 857 millioner kroner til OECD og UNFCCC som klimafinansiering – og det er det laveste tal siden COP15 i København i 2009.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Og det svarer kun til halvdelen af gennemsnittet i de indrapporterede klimapenge i årene fra 2010 til 2015.

Så mens det er lykkedes i langt højere grad at skaffe private investeringer – og det er en udvikling, vi hilser meget velkomment i CARE – så er der siden 2015 skåret drastisk i Danmarks officielle klimafinansiering.

Fra CARE vil vi opfordre regeringen til at etablere en køreplan for og en årlig rapportering om, hvordan Danmark vil give sin fair andel af klimafinansieringen – med balance mellem penge til tilpasning og til grøn omstilling.  

Rasmus Stuhr Jakobsen
Administrerende direktør, CARE Danmark

Fald i statslige penge er et problem
Og den udvikling rimer simpelthen ikke med vores forpligtelser under den to år gamle Paris-aftale.

Her slog man fast, at der skal være progression i klimafinansieringen fra de rige udviklede lande til de fattige udviklingslande.

Og lige så vigtigt skal der være balance mellem penge til grøn omstilling (CO2-reduktion) og penge til klimatilpasning – det vil sige til at ruste fattige lande til at klare de klimaændringer, der allerede er sket, og som det er for sent at bremse. 

CARE mener som nævnt ovenfor, at private virksomheder og investeringer er afgørende, hvis vi skal bremse klimaforandringerne.

Og heldigvis er klimainvesteringer både en god forretning og en sund investering. Men langt de fleste private investeringer sker i CO2-reduktion – og handler altså om at reducere konsekvenser fra udslip om 10-20-30 år.

De private investeringer fra IFU’s klimafinansieringsfond er overvejende til vind- og solenergi i vækstøkonomier som Kina, Chile og Malaysia.

Desværre investeres der langt mindre i klimatilpasning her og nu – og især ikke i verdens fattigste lande, hvor mennesker lige nu kæmper med konsekvenserne af de allerede skete klimaforandringer.

Derfor er det vigtigt både at komme malurt i bægrene og servere huskekager på næste uges topmøde. Også til den danske delegation i de grønne førertrøjer.

For de faldende statslige penge til klimaet er et problem. Det er dem, der kan bruges til klimatilpasning i de fattige lande, og det er der massivt brug for.

Både for at hjælpe mennesker i verdens fattigste lande, men også for vores egen skyld. 

Klimaforandringer forstærker migration
Sidste år udgav CARE Danmark rapporten ”Fleeing Climate Change”. 

Den viser, at migrationsstrømme i fremtiden kan blive kraftigt forstærkede på grund af klimaforandringer: Millioner af mennesker vil bryde op og forlade deres levesteder, når livsgrundlaget forsvinder, og der bliver konflikt om knappe ressourcer.

Derfor er det også i vores egen interesse at bidrage til en mere stabil verden, hvor mennesker ikke behøver at flygte, fordi klimaforandringer skaber problemer.  

Fra CARE vil vi opfordre regeringen til at etablere en køreplan for og en årlig rapportering om, hvordan Danmark vil give sin fair andel af klimafinansieringen – med balance mellem penge til tilpasning og til grøn omstilling.

Og selv om Lars Løkke Rasmussen, når han mandag ser sig i spejlet på hotelværelset i Paris, har en grøn førertrøje på, så er de statslige danske klimainvesteringer ikke steget, men faldet.

Det er ikke i Paris-aftalens ånd – og det er ikke godt nok.

Denne uges topmøde i Paris er en rigtig god anledning til at ændre den kurs.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Stuhr Jakobsen

Adm. direktør og generalsekretær, Care Danmark, forperson, Globalt Fokus
cand.scient.soc., (RUC 2003)

0:000:00