Care: Regeringens kreative bogføring overlader klimaregningen til verdens fattigste

DEBAT: End ikke den pulje på små 150 millioner kroner, som det sidste år lykkedes regeringens støttepartier – med møje og besvær – at få med på finansloven, er der blevet plads til i finanslovsforslaget for næste år, skriver Care Danmark-direktør Rasmus Stuhr Jakobsen.

Af Rasmus Stuhr Jakobsen
Direktør, Care Danmark

Tilbage i 2009 afgav verdens rigeste nationer et vigtigt fælles løfte ved COP15 i København: Fra og med år 2020 skulle klimabistanden runde 100 milliarder dollars om året, og pengene skulle samtidig være nye og additionelle.

Formålet var dels at sikre, at de rige lande påtog sig et historisk, men rimeligt, ansvar for årtiers massive CO2-udledninger, dels at forhindre, at klimaregningen blot blev finansieret af udviklingsmidler, som i første omgang var øremærket til opbygningen af skoler, fremme af sundhed og bekæmpelse af fattigdom i tredjeverdenslandene.

På mange måder var aftalen et nybrud. Hvorfor? Fordi verdens ledere dermed indstiftede en helt ny form for klimaretfærdighed, som man ikke tidligere havde set. Eller, det var i hvert fald intentionen. For lige siden aftalen blev indgået, har det været en kamp at få landene til at leve op til den.

Kreativ bogføring
Da regeringen præsenterede sit finanslovsudspil, gentog historien sig desværre. For her glimrede klimabistandsposten nok engang ved sit fravær. End ikke den pulje på små 150 millioner kroner, som det sidste år lykkedes støttepartier - med møje og besvær – at få med, var der blevet plads til. Og det er dybt bekymrende, fordi Danmark på den måde svigter verdens fattigste og mest klimasårbare mennesker på et tidspunkt, hvor klimakrisen aldrig har været mere alvorlig.

Socialdemokratiet besvarer gerne kritikken med påstanden om, at regeringen skam prioriterer en stor sum penge til klima, biodiversitet og andre grønne formål i udviklingslandene.

Problemet er, at disse penge – stik mod aftalen fra COP15 – finansieres af udviklingsmidler. Med andre ord er regeringen ude i, at man flytter penge mellem forskellige kasser, som i virkeligheden bare betyder, at man lader verdens fattigste betale regningen for, at Danmark kan puste sit klimabudget i vejret.

Vi halter efter nordiske naboer
Ydermere er pengene til klimabistand milevidt fra, hvad Danmark reelt bør betale. I CARE Danmark har vi tidligere beregnet, at Danmarks andel af de rige landes samlede klimabistand udgør omkring 5 milliarder kroner. 

Så uanset regeringens kreative bogføring, så klinger det hult, når den omtaler sig selv som et grønt foregangsland, når den ikke engang har valgt at afsætte en krone i additionelle midler til klimabistand til verdens fattigste.

Faktisk er vi ikke engang i nærheden af at være i toppen i Norden. Både Sverige og Norge er langt mere ambitiøse end Danmark, når det kommer til både klimabistand og almindelig bistand, som i vores nabolande også holdes skarpt adskilt. Hvor Sverige og Norge cirka ligger på en procent af BNI, står Danmark fortsat bomstille på de 0,7 procent.

I CARE Danmark så vi gerne, at vi fik norske eller svenske tilstande, når det gælder klima- og udviklingsbistanden. Faktisk mener vi også, at Danmark er moralsk forpligtet til at tage et større ansvar.

Dels er vi et af verdens rigeste lande, og dels belaster vi klimaet mere per indbygger end den gennemsnitlige verdensborger. Vi håber derfor, at regeringen vil tænke sig om en ekstra gang, når forhandlingerne om finansloven går ind i sin afsluttende fase.

Skal Danmark reelt være et grønt foregangsland, skal klimabistanden op på et passende niveau, og pengene skal ikke tages fra verdens fattigste.

Forrige artikel Grønne aktører: Markedet for oprindelsesgarantier skal fixes Grønne aktører: Markedet for oprindelsesgarantier skal fixes Næste artikel Margrete Auken: Landbrugsstøtten skiller de grønne får fra de sorte bukke Margrete Auken: Landbrugsstøtten skiller de grønne får fra de sorte bukke