CARE: Vigtigt med ambitiøse danske klimamål

Af Alexander Ege,
Politisk koordinator for CARE Danmark

Det er ikke for sjov, at 2015 har fået prædikatet ”verdens vigtigste år”. Inden for de næste tre måneder forventer vi, at verdenssamfundet tager nogle store skridt mod en bæredygtig verden. Først i New York i slutningen af september, hvor de nye globale bæredygtighedsmål skal vedtages. Dernæst i Paris til december, hvor vi endelig får den globale klimaaftale, vi ikke formåede at lande i København i 2009.

Man kan med andre ord sige, at verden og Danmark står ved en skillevej, som tvinger os til at stille spørgsmålet: Hvilken verden vil vi være en del af?

Satser forkert
Danmark har to muligheder: Vi kan forblive i arbejdstøjet for at sikre en langsigtet og ambitiøs klimaaftale og aktivt arbejde for en bedre og bæredygtig verden. Eller vi kan smide arbejdstøjet, trække på skuldrene og gemme os bag grøn realisme, og ”vi har ikke noget at skamme os over”. Desværre ser det ud til, at regeringen lige nu satser på mulighed nummer to.

Det viser sig, at regeringens politiske vilje til at gå i front er væk. Lækkede papirer fra finanslovsforslaget foreslår besparelser på 340 millioner på hjemlige miljø- og klimatiltag. I stedet for at reducere vores CO2-udledning med 40 procent i forhold til 1990 i 2020, skal det nu kun være 37 procent.

I sidste uge deltog jeg ved en af forhandlingsrunderne op til de afgørende klimaforhandlinger i Paris til november, og der blev lagt mærke til, at Danmarks ambitioner synker. 

Alexander Ege
Politisk koordinator for CARE Danmark

I stedet for at blive fuldstændigt fri for fossile brændstoffer i 2050, skal vi nu stadig have mulighed for at være afhængige af dem.

Og det stopper ikke her: Regeringen vil også meget gerne af med både målsætningen om, at 50 procent af energien i Danmark i 2020 skal komme fra vedvarende energikilder såsom vindmøller og med målsætningen om udfasning af oliefyr og af kul i kraftværkerne i 2030.

Lars Christian Lilleholt kalder det grøn realisme og fortæller mig, at jeg som dansker ikke har noget at skamme mig over.

Opgave at presse på
Men det har jeg! I sidste uge deltog jeg ved en af forhandlingsrunderne op til de afgørende klimaforhandlinger i Paris til november, og der blev lagt mærke til, at Danmarks ambitioner synker. Selvom Danmark er et lille land, så er vi det gode eksempel. Det er vores opgave at presse på, for at EU og resten af verden også trækker i arbejdstøjet og leverer ambitiøse mål for reduktionen af CO2.

Realiteten er, at den grønne realisme vil være utrolig skadelig for Danmark. Og regeringen, ja den må være faret vild. Verdenssamfundet viser med de globale bæredygtighedsmål, at vi ikke længere kan overse klimaforandringerne.

Selv USA udviser vilje til at gøre noget. Investorer, der råder over cirka 460 milliarder kroner, henvendte sig til en lang række virksomheder, herunder Total, BP og Statoil, og bad dem om at træde ud af interesseorganisationer, der lobbyer imod ambitiøse klimamål. Regeringen går i den stik modsatte retning.

Jeg håber, regeringen indser, at deres grønne realisme er uambitiøs og dyr for Danmark. Langsigtet, ambitiøs og konsistent klimapolitik er det eneste fornuftige.