Cepos: Faldende Nordsøindtægter er ikke et problem

Af Otto Brøns-Petersen
Analysechef i Cepos og formand for Serviceeftersynet af Nordsøen (2013)

Det er altså ikke uventet eller unaturligt, at de lavere oliepriser har reduceret forventningerne til indtægterne fra Nordsøen.

Otto Brøns-Petersen
Analysechef i Cepos og formand for Serviceeftersynet af Nordsøen (2013)

I 2013 blev det skønnet, at harmoniseringen af Nordsøbeskatningen ville indbringe staten en ekstraindtægt på 28,5 milliarder kroner (eller 20 milliarder kroner i nutidsværdi).

Det kommer næppe til at holde. Olieprisen er i mellemtiden faldet voldsomt. Med de priser, der handles olie til de næste syv år, vil den forventede indtægt blive 11,5 milliarder kroner – altså omkring 17 milliarder kroner mindre. Det forudsætter endda, at olieprisen vender tilbage til et højt niveau igen på længere sigt.

Bedre skattesystem
Men er faldet i de forventede merindtægter fra Nordsøen et problem? Nej, det er ikke noget stort problem.

Når der har været så stor fokus på ekstraindtægterne, skyldes det, at den tidligere regering øremærkede pengene til Togfonden. Det var imidlertid ikke klogt at øremærke så usikre indtægter til en konkret investeringsplan, og det blev da også opgivet igen. Ifølge den politiske aftale om Togfonden skal en eventuel manko findes på finansloven.

Det er vigtigt at erindre, at harmoniseringen af Nordsøbeskatningen ikke blev gennemført for at skaffe finansiering til Togfonden. Den var derimod en udløber af Serviceeftersynet af vilkårene for kulbrinteindvinding i Danmark.

Serviceeftersynet viste, at det hidtidige skattesystem var dybt uhensigtsmæssigt. Det gav selskaberne meget dårlige incitamenter og stod i vejen for at udnytte de stadig mere marginale felter i Nordsøen. Samlet betyder det nye beskatningssystem, at den såkaldte grundrente – den egentlige værdi af forekomsterne – blev omkring fem procent større. Det er den samfundsøkonomiske gevinst ved ændringen af beskatningen.

Lavere indtægter var ikke uventet
Ændringen betyder også, at staten får en større andel af grundrenten. Med det gamle system fik staten ingen indtægter fra selve kulbrinteskatten, og der var ingen udsigt til, at den nogensinde ville få det. Men samfundsøkonomisk set er det størrelsen og ikke fordelingen af grundrenten, som er det centrale.

Det er også en egenskab ved det nye beskatningssystem, at statens indtægter kommer til at svinge mere med grundrenten. Stiger grundrenten, får staten flere indtægter – og omvendt, hvis den falder, f.eks. på grund af faldende oliepriser. Det er altså ikke uventet eller unaturligt, at de lavere oliepriser har reduceret forventningerne til indtægterne fra Nordsøen.

Udvalget bag serviceeftersynet lagde ikke skjul på, at ”prognosen for den fremtidige produktion og grundrente er behæftet med betydelig usikkerhed”. Usikkerheden knytter sig til oliepriser, nye fund og teknologisk udvikling. Og hvor oliepriserne som sagt foreløbig ser overvurderede ud, kan det sagtens vise sig at være omvendt med antallet af nye fund og den teknologiske udvikling. Begge dele har historisk været undervurderet.

Ingen grund til ændringer
De lavere oliepriser og den dermed forbundne lavere indtægt til statskassen er altså ikke et argument for at revidere beskatningssystemet. Det blev ikke indført for at skaffe et bestemt beløb, men for at sikre en bedre udnyttelse af ressourcerne i Nordsøen. I øvrigt viste serviceeftersynet også, at beskatningsniveauet ikke kan hæves uden at risikere at udløse kompensation til Dansk Undergrunds Consortium (DUC) og komme i karambolage med EU's regler.

Det er naturligt, at staten løbende reviderer prognosen for sine indtægter, herunder også fra Nordsøen. Det kræver en ansvarlig finanspolitik. Men det er altså en anden sag. Og der er i øvrigt mange andre poster på de offentlige budgetter og nationalregnskabet, som bliver berørt af oliepriserne. F.eks. medfører olieprisfaldet gennem det seneste 1-1½ år en stigning i prisen for den grønne omstilling på over 10 milliarder kroner om året (eller omkring det samme, som merindtægterne fra Nordsøen falder alt i alt de næste 30 år). Samlet er lavere oliepriser dog en fordel for dansk økonomi.

Togfonden bør heller ikke vurderes på, hvor mange penge der kommer fra Nordsøen, men på sine egne meritter. Og de er - som gennemgået i mit tidligere indlæg i denne paneldebat - tvivlsomme. Derfor bør Togfonden lægges i mølpose indtil videre. Og politikerne bør kun gennemføre de investeringer, som giver en klar samfundsøkonomisk gevinst.