Cepos om klimamålet: Vi kommer til at prioritere andre mål ned

DEBAT: Grøn skattereform skal modvirke de negative samfundsøkonomiske virkninger af 70 procent-reduktionsmålet, mener Otto Brøns-Petersen. Men det bliver dyrt, og politikerne må sande, at der ikke bliver råd til det hele, skriver han.

Af Otto Brøns-Petersen
Analysechef, Cepos

Først har regeringen og siden et stor folketingsflertal bundet sig til angiveligt verdens strammeste klimamål i 2030 uden overhovedet at have regnet på omkostningerne forinden. Det er vist uden sidestykke.

Det eneste overslag var et regnestykke, jeg lavede under valgkampen. Siden har Klimarådet også fremlagt en beregning.

Regeringen har i sit klimaprogram fra efteråret blot henvist til de to beregninger og angivet en bred gaffel, baseret på en meget simpel bagside-af-kuvert-beregning.

Skønnet er en samfundsøkonomisk omkostning på 16-24 milliarder kroner om året i 2030.

Regeringens klimapolitik gør regningen større
Jeg har selv for nylig foretaget en mere detaljeret beregning, som peger på en omkostning på 22,5 milliard kroner (det dækker dog en større CO2-reduktion end klimaprogrammets).

Det er behæftet med betydelig usikkerhed og er samtidig baseret på den antagelse, at omstillingen gennemføres så omkostningseffektivt som muligt.

Det kræver en generel afgift på alle danske udledninger, bortset fra person- og varebiler hvor udledningen allerede er stærkt overbeskattet.

Vælger man – som regeringen er i gang med – derimod at gennemføre omstillingen med subsidier og detailregulering, kan regningen blive dobbelt så stor.

En samfundsøkonomisk omkostning er en regning, som nogen skal betale. Den kan ikke undgås. Spørgsmålet er blot hvem.

Hvordan fastholder vi konkurrenceevnen?
Derimod er det muligt at gennemføre strukturreformer på skatteområdet, som modsvarer det samfundsøkonomiske tab forårsaget af forceringen af den grønne omstilling.

Afgifter er ofte upopulære, fordi de synliggør regningen. Det er en stok i stedet for en gulerod. Problemet er imidlertid, at gulerødder i form af subsidier skal finansieres med en endnu større stok et andet sted.

Formålet med at afgiftsbelægge drivhusgasudledning er ikke at rejse et provenu, men at påvirke adfærden ved at gøre det dyrere at udlede.

Derfor kan man i princippet godt føre pengene tilbage til afgiftsbetalerne igen, blot tilbageføringen ikke svinger med afgiften (hvilket ville gøre den virkningsløs).

Det har da også været foreslået som nærmest et columbusæg at kompensere virksomhederne ved at indføre et bundfradrag i afgiften. Men bundfradrag er overvurderet som columbusæg.

For det første hjælper det ikke – som nogen tror – på virksomhedernes konkurrenceevne og beskæftigelse.

Konkurrenceevnen afhænger af de marginale omkostninger og altså afgiften, men ikke bundfradraget.

Kun i den situation, hvor bundfradraget forhindrer virksomheder i at flytte, er der en positiv effekt på konkurrenceevnen, men i så fald modvirker bundfradraget den omkostningseffektive klimaeffekt. Man kan ikke få begge dele.

For det andet kan et bundfradrag let kompensere nogen andre end dem, der reelt betaler afgiften. Vi ved ganske meget om, hvem afgifter og omkostninger rammer – nemlig de produktionsfaktorer, som er mindst mobile.

Da arbejdskraft på længere sigt er mindre mobil end kapital, er det lønmodtagerne, der ofte ender med at betale selv omkostninger, der formelt påhviler virksomhederne.

Det gælder også regningen for den grønne omstilling. Det er nærmere gennemgået i denne analyse (boks 4) og fremgår også af regeringens klimaprogram.

Der er dog en markant undtagelse til reglen om, at erhvervene kan overvælte omkostningerne i lønningerne.

Landbrugsjord er helt immobil, og derfor vil en tilstrækkelig klimaafgift til at nå 70 procent-målet med stor sandsynlighed udløse en konkursbølge i erhvervet, hvis der ikke findes en måde at tilbageføre provenu til landbruget på.

Det er svært at se for sig, at politikerne ikke vil kompensere landbruget i en eller anden grad.

For det tredje vil der ikke være noget væsentligt provenu at tilbageføre til andre erhverv, hvis først landbruget er kompenseret. En klimaafgift vil ikke medføre en stor pose penge at dele ud af til f.eks. bundfradrag.

Ikke penge til fordelingspolitik
Som sagt bør en grøn skattereform modvirke de negative samfundsøkonomiske virkninger af at realisere 70 procent-målet. Jeg har i en analyse skitseret to mulige reformer, som baserer sig på at sænke de mest forvridende skatter samt reformere afgiftssystemet.

Men en grøn skattereform kræver, at politikerne har penge med hjemmefra. Provenuet fra klimaafgiften rækker langtfra. Denne finansiering kan altså ikke bruges til andre ting, f.eks. fordelingspolitik.

Det er dybest set udtryk for, at klimapolitikken har en omkostning, og at politikerne derfor må prioritere andre mål ned.

Forrige artikel Morten Helveg: EU-strategi for havvind er godt nyt for Danmark Morten Helveg: EU-strategi for havvind er godt nyt for Danmark Næste artikel Forbrugerrådet til Arla: Klimakompensation gør ikke jeres produkter CO2-neutrale Forbrugerrådet til Arla: Klimakompensation gør ikke jeres produkter CO2-neutrale