Concito: EU og Kina skal stå sammen om globalt klimalederskab

Af Jarl Krausing
International chef i Concito

Forbered dig på det værste, og håb på det bedste. Det er en sund grundregel i håndtering af enhver risiko. Men det er desværre ikke det, verdens lande gør i forhold til klimaudfordringen.

COP23 bekræftede, at vi forbereder os på det næstbedste klimascenarie (2 graders global opvarmning) og håber på det bedste (1,5 graders global opvarmning), mens vi ignorerer konsekvenserne af det værste scenarie (3-4 graders global opvarmning).

Forskellen mellem de tre scenarier er helt enorm – også for Danmark. Lige nu er vi på kurs mod det sidstnævnte scenarie. Trods nogle års stabilisering af de globale CO2-udledninger i 2014 og 2015, stiger den samlede udledning af drivhusgasser stadigt, da udledningen af andre drivhusgasser stiger støt, herunder de metangasser med videre, som udledes fra landbruget.

Parisaftalen bringer os kun en tredjedel af vejen mod den nødvendige reduktion af drivhusgasser, og der skal hurtigst muligt skrues gevaldigt op for indsatsen, hvis vi skal nå i hus.

Det går for langsomt med klimaindsatsen
COP23 og COP24 skal sikre, at Parisaftalens ambitionsmekanisme med opjusteringer hvert femte år kommer på plads, og at verdens lande i 2020 skruer op for klimaindsatsen. COP 23 leverede et fundament, der kan bygges videre på, men det går alt for langsomt. Derfor skal der lægges et gevaldigt pres på vore politiske ledere for at sikre det momentum og den indsats, der skal til for at levere varen.

Det er vores generation, vores politikere og vores ledere, som bestemmer klimascenariet og planetens generelle tilstand for nuværende og kommende generationer i tusinder af år frem

Jarl Krausing
International chef i CONCITO

Den nuværende klimaindsats er helt utilstrækkelig, men der er mange grunde til at fastholde en vis optimisme om, at vi kan komme i hus med at omstille hele verdensøkonomien i tide. Og måske endda nok til at undgå det værste klimascenarie.

De årlige klimatopmøder tjener nemlig to helt afgørende formål: For det første at bekræfte en global politisk vision og en kollektiv handlingsramme for at realisere visionen.

For det andet at sende et signal til ”markedet”, herunder til stater, byer, investorer, virksomheder, borgere med mere om, hvor vi vil have verden skal bevæge sig hen, og hvor vi vil efterspørge nye investeringer og forretningsmuligheder i fremtiden.

EU og KINA skal lede den globale klimaindsats
Vi har siden COP 21 i Paris set, at markedet netop læser klimatopmøderne på denne måde. Hundredvis af milliarder kroner drejes årligt i stadigt voksende tempo i retning af en grøn omstilling – og vi ser et stærkt klimalederskab blandt flere storbyer, virksomheder og investorer.

Selv præsident Trumps destruktive tilgang har ikke kunne stoppe USA's omstilling, da det nu også begynder at give økonomisk mening at investere og agere klimavenligt. Den grønne revolution er skudt i gang, og er man ikke med fra starten, risikerer man at stå som taber i den fremvoksende klimavenlige globale økonomi.

Drevet af en blanding af nød (forurening, social stabilitet) og opportunisme (grøn teknologieksport) har særligt Kina set dette, og landet synes parat til at påtage sig et globalt klimalederskab. Det bliver i USA's fravær - og i bedste fald i en alliance mellem EU og Kina, som i de kommende år vil drive det globale klimalederskab fremad.

Et lederskab som i høj grad vil være understøttet af ikke-statslige aktører blandt amerikanske delstater, samt stærke koalitioner af byer, virksomheder og investorer. En forudsætning herfor er dog, at EU øger sit ambitionsniveau på alle fronter, og det sker ikke uden en langt mere ambitiøs og aktiv dansk indsats for at presse egne og EU's ambitioner op.

Det er vores generation, vores politikere og vores ledere, som bestemmer klimascenariet og planetens generelle tilstand for nuværende og kommende generationer i tusinder af år frem. Og vi vil blive stillet til regnskab af kommende generationer for vores evne til at tage ansvar.