Debat

Concito: Risikoen ved CO2-afgifter tales ofte op. Men der er intet til hinder for, at en afgift kobles med en landingsbane

En CO2-afgift er den mest effektive måde at reducere drivhusgasudledninger. Og det er for usikkert at satse på teknologi, der endnu ikke findes, skriver Torsten Hasforth.

Virksomheder og investorer har behov for et klart signal for at understøtte klimainvesteringer og undgå usikkerhed, skriver Torsten Hasforth.
Virksomheder og investorer har behov for et klart signal for at understøtte klimainvesteringer og undgå usikkerhed, skriver Torsten Hasforth. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Torsten Hasforth
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Med eksperternes anbefaling til en grøn skattereform har vi nu et grundlag for, at politikerne kan gå i forhandlingsrummet og vedtage en CO2-afgift, der skal reducere industriens udledninger markant frem mod 2030. Den forhandling bør ske hurtigt.

Fakta

Kan ekspertgruppens anbefalinger redde klimaet?

Forleden præsenterede en ekspertgruppe tre modeller for, hvordan CO2-afgiften kan udformes. Altinget Energi & Klima spørger derfor i en ny temadebat:

  • Rammer anbefalingerne rigtigt?
  • Tager de i tilstrækkelig grad hensyn til alt fra klimalovens guidende principper, dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser, beskæftigelse, social balance og lækage?
  • Hvilken model er at foretrække, og hvorfor?

Det er afgørende, at de opstillede modeller og efterfølgende diskussioner ikke afsporer den nødvendige kerne i det, der skal besluttes. Kernen er betydelige drivhusgasreduktioner drevet af en høj CO2-afgift.

Men det er med en afgift, der godt kan suppleres af støtte, der fremmer teknologiudvikling og reducerer risiko for lækage.

Afgifter har størst effekt

Det er vigtigt at huske afsættet for det hele. Hvorfor de politiske partier bag aftalen om en grøn skattereform nedsatte en ekspertgruppe. Det var erkendelsen af, at en afgift er den mest effektive måde at reducere drivhusgasudledninger med.

I debatten om omstilling sker der tit en sidestilling af afgift og støtte. Måske med støtten som det lidt mere uglesete værktøj, der ikke er helt så effektivt, men som i sidste ende også leverer varen. Den afvejning har ekspertgruppen også foretaget med sine tre modeller. Hvor første model alene beror på afgiften og model to og tre, der ligger et større ansvar på støttemidler.

Men med en ren støttemodel tager man initiativretten fra dem, der skal handle. Man låser dem til de støttemodeller, som man politisk vedtager. Det sker så i håbet om, at støtten finder anvendelse. Samtidig med at man dropper det skub, som afgiften giver. Det skaber en risiko for, at der ikke sker den ønskede omstilling. Risikoen ligger hos samfundet og hos klimaet.

Ekspertgruppens arbejde har vist, at de samfundsøkonomiske, de provenumæssige og de beskæftigelsesmæssige omkostninger ved en afgift er små. Men det er en klassisk lektie i politik, at der er intet så træls som et indgreb, hvor prisen er konkret og målrettet.

En afgift rammer nemlig konkret og målrettet, mens dens fordele er mange, men spredte. Der er derfor politiske faldgruber forude. Der vil være et stærkt pres for at sætte afgifterne lavt for at skåne den direkte berørte industri.

Udfordringerne tales op

De udfordringer, som en afgift skaber, bliver talt op. Da den samfundsøkonomiske, provenumæssige og beskæftigelsesmæssige pris er lille, kommer der i stedet fokus på lækagen. Det er pointen om, at prisen for en høj afgift er, at man blot skubber udledninger over på den anden side af Danmarks grænser.

Med det argument antydes det, at en afgift reelt ikke har en effekt. Så selv om afgiften er det effektive værktøj, skabes der tvivl om dens reelle virkning. Med det argument legitimeres, at ambitionerne slækkes.

Styrken ved en afgift er netop, at vi ikke behøver vide, hvilke tekniske muligheder der åbner sig, når industrien for alvor presses til at skifte de fossile brændsler ud.

Torsten Hasforth, seniorøkonom, Concito

Der er utvivlsomt en lækageeffekt. Men der er også grund til at være varsom med at tolke lækageresultaterne for pessimistisk. For det første vil der være en tendens til at overvurdere lækageeffekten.

Ekspertgruppen har selv anført, at de har været konservative i deres teknologiske forudsætninger. Det vil sige, at de har været konservative i forhold til, hvilke muligheder og til hvilken pris produktionen kan gøres grøn.

Styrken ved en afgift er netop, at vi ikke behøver vide, hvilke tekniske muligheder der åbner sig, når industrien for alvor presses til at skifte de fossile brændsler ud. Der åbnes for et pres mod en grøn teknologisk udvikling med en afgift. Det pres dropper vi, hvis vi dropper afgiften.

Der er heller intet til hinder for, at en afgift kobles med en landingsbane for de grønne teknologier. Det vil sige, at der gives en medfinansiering fra samfundets side. Det vil øge omkostningen for samfundet, men kan være en nødvendig pris for at reducere risiko for lækage.

Usikkerhed for industrien 

Der bør laves en politisk aftale nu om en indfasning af en CO2-afgift for industrien frem mod 2030. Så længe den aftale udskydes, har man sat industrien af midt i vadestedet. De ved ikke, hvilke rammer de kigger ind i.

Virksomheder og investorer har behov for et klart signal for at understøtte klimainvesteringer og undgå usikkerhed. CO2-afgift skal sikre en ambitiøs udvikling af industrien. Signalet om prisen for manglende omstilling skal stå klart for alle.

Industrien har kunnet sidde og se på denne debat med usikkerhed om deres fremtidige rammer. Den usikkerhed skal opfølgning og hurtigt politisk handling på ekspertgruppens rapport løse.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torsten Hasforth

Seniorøkonom, Concito
cand.polit.,, Københavns Uni. & Cambridge University