Connie Hedegaard: CO2-afgiften kan ikke klare den grønne omstilling alene. Det ved de i EU

Skæbnen ville, at EU-Kommissionen præsenterede sin store klimaomstillingspakke 'Fit for 55' i den selvsamme juli-uge, hvor store dele af Nordvesteuropa i bogstaveligste forstand druknede i regn. 184 mistede livet i vandmasserne i Tyskland. 42 i Belgien.

Denne gang ramte katastrofen ikke Bangladesh eller Mozambique eller et andet udviklingsland. Nej, selv her i nogle af verdens rigeste og mest veludviklede lande kostede voldsomt vejr ikke bare trecifrede milliardbeløb, men også trecifrede menneskeliv.

Hvor mange, der er døde som følge af sommerens hedebølge i Sydeuropa, vides endnu ikke, men vi ved, at 48,8 grader er ny europæisk varmerekord.

Mange har kaldt den seneste IPCC-rapport et wakeup-call. I så fald er det ligesom, når vækkeuret er sat på snooze: med jævne mellemrum ringer alarmen igen. Og så igen. Mens man udsætter det uafvendelige, selv om man godt ved, at man ikke burde.

EU-Kommissionen ved, at der skal handles. I december fik man de 27 stats-og regeringschefers opbakning til målet om, at EU samlet skal have reduceret emissionerne med 55 procent i 2030, og et halvt år efter var man så klar med et bud på, hvor der kræves mere handling på EU-niveau.

Som sædvanlig var der fluks røster, der kritiserede pakken for at være for lidt ambitiøs. Faktum er dog, at hvis pakken 1) vedtages af både regeringerne og Europa-Parlamentet og 2) derefter rent faktisk gennemføres frem mod 2030, ja så vil vi i Europa have taget nogle ganske solide skridt i retning af strukturel omstilling.

EU’s hovedværktøj er ETS’en - kvotehandelssystemet - som både foreslås markant skærpet, hvilket vil få prisen på udledninger til at stige markant, og som samtidig foreslås udvidet med et parallelt kvotesystem, der omfatter vejtransport og bygninger. Også shipping omfattes af udspillet, og det samme gælder luftfart, som fremover skal betale en CO2-pris, mens branchen også forpligtes til at iblande bæredygtige brændstoffer ved alle afgange fra EU-lufthavne. Det er blot ét eksempel på, at EU-regulering kan have global effekt.

Direktivet om vedvarende energi skal også revideres, og det samme gælder energieffektivisering, som der skrues gevaldigt op for. På bygningsområdet foreslås det for eksempel, at vi i hele EU skal energirenovere tre procent af den offentlige bygningsmasse. Om året. Statslige bygninger, kommunale institutioner, hospitaler og så videre. I følge Kommissionen bliver det til svimlende 35 millioner bygninger, når vi når frem til 2030. Det betyder noget og kan ifølge Kommissionens beregninger skabe 160.000 ekstra jobs i Europa. For danske virksomheder med spidskompetencer i energioptimering og digitalisering ligger her selvsagt et enormt eksportpotentiale.

Kommissionen lægger også op til, at det fra 2035 skal være slut med nye benzin- og dieselbiler, og i 2030 skal emissionerne fra bilparken være reduceret med 55 procent. Og ja, det er jo foreløbig bare tal. Men hvis målene vedtages, vil det i den grad give retning og accelerere omstillingen hos både de europæiske bilproducenter og i energisektoren, da det jo ikke giver mening at kræve nul-udledningsbiler i for eksempel Polen, hvis elbilerne kører på kul-strøm.

Udspillet handler også i videre forstand om bæredygtighed. Eksempelvis indeholder pakken en skovstrategi, ifølge hvilken der skal gang i en storstilet træplantning overalt i Europa, samt et forslag om en social klimafond, så de mest udsatte borgere ikke kommer til at bære prisen for omstillingen.

Er det en perfekt pakke? Nej, slet ikke. Den er for eksempel tynd på andet end gode hensigter, når det kommer til landbruget, og desværre lykkedes det i ugerne op til præsentationen stærke lobbyorganisationer at få udvandet elementerne om biomasse. Blandt andet røres der ikke ved, at biomasse fortsat tæller som nul-udledning, selv om stadig færre vil hævde, at det stemmer overens med virkeligheden og videnskaben.

En CO2-pris og en grøn skattereform er alfa og omega, men al erfaring tilsiger, at der skal mere til, hvis de europæiske klimamål skal nås - og nås til tiden.  

Så der er helt bestemt noget, der kan kritiseres, og som der bør bruges kræfter på at få forbedret, før pakken vedtages. Men udspillet kan skabe reel forandring og understøttes af, at genopretningspakkerne og EU’s budget poster hundredevis af milliarder i den grønne omstilling og i den digitalisering, som kan bidrage til en klogere og smartere omstilling.

Danmarks rolle må være ikke bare offentligt, men også i det detaljerede arbejde bag kulisserne, aktivt at hjælpe pakken igennem. Hele pakken. Også selv om økonomer både i og uden for Den Røde Bygning vil hade nogle af elementerne, fordi de stadig tror, at en global pris på CO2 alene kan klare hele omstillingen.

En CO2-pris og en grøn skattereform er alfa og omega, men al erfaring tilsiger, at der skal mere til, hvis de europæiske klimamål skal nås - og nås til tiden.

Eftersom verden uden for EU stadig er fodslæbende, når det gælder at sætte pris, lægger Fit for 55 op til at forstærke presset på andre økonomier (læs: vores konkurrenter) ved fra 2026 at indføre en klimatold på varer fra lande, der ikke selv har prissat klimapåvirkningen. Forudsat at den del af øvelsen diplomatisk håndteres, så det ikke får lurende handelskrige til at eskalere yderligere, er det et væsentligt skridt i retning af en global pris på CO2.

Men jo før det går op for liberalistiske ideologer, økonomer og lederskribenter, at virksomhederne også har brug for klare rammer og regulering, hvis IPCC-rapportens konklusioner skal tages alvorligt, des bedre. Passivt at læne sig op af mantraet om "en global CO2-pris", som, alle ved, ikke er lige på trapperne, er ikke meget bedre end at trykke på snooze-knappen.

Her tilbyder 'Fit for 55' en mere balanceret tilgang.