Kommentar af 
Connie Hedegaard

Connie Hedegaard: Jeg er så træt af, at konkurrencen om højeste målsætning er kongedisciplinen i klimakampen

Stop nu konkurrencen om at overgå hinanden, når det gælder CO2-reduktionsmål. Det er når mål skal omsættes til konkret handling, at man støder på barriererne. Nu skal vi sætte kræfterne ind på implementering, skriver Connie Hedegaard.

Endnu før pressemødet var afsluttet, faldt den første dom fra de forskellige ordførere. "Fint nok", lød det gennemgående budskab. Lige bortset fra, at der skal reduceres endnu mere, endnu hurtigere. Procenter og årstal føg gennem luften, skriver Connie Hedegaard.
Endnu før pressemødet var afsluttet, faldt den første dom fra de forskellige ordførere. "Fint nok", lød det gennemgående budskab. Lige bortset fra, at der skal reduceres endnu mere, endnu hurtigere. Procenter og årstal føg gennem luften, skriver Connie Hedegaard.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Connie Hedegaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Stop overbud på klimamål.

Når jeg siger det, får jeg lidt den samme fornemmelse, som da Niels Hausgaard forleden aften optrådte i en propfyldt sal i Tivoli. 

En gennemgående rød tråd i det veloplagte show var refleksioner om at blive gammel, "at opleve det indefra", som entertaineren udtrykte det. Som læseren kan regne ud, gav det sig udslag i ganske mange sørgmuntre, stærkt underholdende iagttagelser og sågar lidt selverkendelse.

Eksempelvis fortalte Hausgaard, at han har taget sig selv i at tænke, at ungdommen i dag da også er lidt for forkælede og burde tage sig lidt sammen. “Altså tænkte jeg virkelig det?" Den inkarnerede 68’er var rystet over sig selv, “men lettet over, at jeg ikke havde sagt det højt”.

Nu siger jeg noget højt, som måske lyder lidt overraskende: Kære politikere, klimaaktivister og organisationer: Stop nu konkurrencen om at overgå hinanden, når det gælder CO2 reduktionsmål.

Nu siger jeg noget højt, som måske lyder lidt overraskende: Kære politikere, klimaaktivister og organisationer: Stop nu konkurrencen om at overgå hinanden, når det gælder CO2-reduktionsmål

Connie Hedegaard

Hvorfor i alverden komme med lige præcis det budskab og den bøn, når den grønne omstilling så langt fra sker hurtigt nok globalt, europæisk eller for den sags skyld nationalt?

Fordi jeg er så træt af, at konkurrencen om at kunne sige de højeste tal for lidt for mange synes at være kongedisciplinen i klimakampen.

Misforstå mig ikke. Mål er vigtige. Super vigtige faktisk, fordi de sætter retning, ligesom et prissignal, der faktisk batter noget. Men på et tidspunkt skal mål omsættes til handling. Og det tidspunkt er nu.

Derfor var det positivt, da regeringen tirsdag efter påske på et velbesøgt pressemøde med deltagelse af ikke mindre end fem ministre præsenterede deres plan for, hvordan vi i Danmark kan blive uafhængig af russisk gas.

En hjørnesten i udspillet er, at ikke mindre end 400.000 husstande inden udgangen af 2028 skal have skiftet gasfyret ud med et bæredygtigt alternativ i form af enten fjernvarme eller varmepumper.

Endnu før pressemødet var afsluttet, faldt den første dom fra de forskellige ordførere. "Fint nok", lød det gennemgående budskab. Lige bortset fra, at der skal reduceres endnu mere, endnu hurtigere. Procenter og årstal føg gennem luften, så afsenderne fra både til højre og til venstre for regeringen kunne vise, at de og deres partier skam er mere ambitiøse end "Team Mette".

I Europa-Parlamentet har medlemmerne af parlamentet ligeledes efter krigen begyndte krævet 55 procents-reduktionsmålet for hele EU i 2030 sat op. Altså sat op på et tidspunkt hvor eksempelvis Tyskland - forhåbentlig tidsbegrænset - måske bliver nødt til at genåbne kulminer, og hvor europæiske virksomheder på det helt korte sigt må overveje olie som energikilde i stedet for gas, hvis der lukkes for Putins gas.

Hvis der var noget mål, der her skal fokuseres på, er det et ambitiøst og bindende mål for energieffektivisering, fordi mere effektiv brug af energien er det hurtigst virkende værktøj i værktøjskassen. Men det taler næsten ingen om, selv om det kunne give et solidt bidrag til implementeringen af CO2-målene.

Ifølge ordbogen er implementering "udførelsen af en idé, en plan eller en strategi i praksis. Begrebet anvendes i organisationssociologien og i politologien om den proces, som en beslutning gennemløber fra vedtagelsen til gennemførelsen."

Se det er hér, kræfterne skal sættes ind i den kommende tid både i Danmark og i EU. På implementering. Fordi det er her det halter, og fordi det er her, det bliver rigtig svært. 

Det er når mål skal omsættes til konkret handling, at man støder på barriererne: Den langsomme sagsbehandlingstid. Borgere der ikke føler sig hørt, når nye solcelleanlæg skal sættes op, eller elkabler skal føres i land hen over bondemandens mark

Connie Hedegaard

I sig selv er det jo ikke svært at sætte mål. Nej, det er når mål skal omsættes til konkret handling, at man støder på barriererne: Den langsomme sagsbehandlingstid. Borgere der ikke føler sig hørt, når nye solcelleanlæg skal sættes op, eller elkabler skal føres i land hen over bondemandens mark.

Det er også her, manglen på kompetencer og faglærte, der rent faktisk kan samle og rejse vindmøllerne og installere varmepumperne bliver mærkbar. Ligesom det først er ved den konkrete implementering, at regningen for fjernvarmetilslutningen og net-udbygningen og investeringerne i innovation og alt det andet, der følger med, mærkes også hos dem, der ikke lige har 80.000 kroner stående på kontoen til en ny varmepumpe. 

Enhver der er optaget af at undgå, at den grønne omstilling fører til polarisering og gule veste burde have en interesse i, at alle gode kræfter nu samles om at levere på de fine mål og ambitioner. Kløften mellem ord og mål på den ene side og konkret handling og udmøntning på den anden må ikke blive større. Tværtimod skal den mindskes.

Derfor denne bøn: Lad os nu undgå, at den kommende valgkamp bliver en konkurrence om, hvem der kan byde højest, når det gælder mål. 

I den kommende tid bør klimakampens kongedisciplin være implementering. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Connie Hedegaard

Formand, Concito & KR Foundation, OECD’s Round Table for Sustainable Development
cand.mag. i historie og litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1991)

0:000:00