Connie Hedegaard: Nok om sexisme og mink. Videre til de grønne spørgsmål, som rent faktisk betyder noget

Misforstå mig ikke. Selvfølgelig er det vigtigt, at Rigsretten understreger det indlysende, nemlig at ministre skal holde loven.

Og selvfølgelig skal der ikke bare som oftest, men hver evig eneste gang, være hjemmel til diverse politiske tiltag. Nogen i systemet må have ansvaret for at sikre, at den slags iagttages.

Det er også helt vildt at få indblik i TV 2's gennemsexistiske kultur. Selv om vi godt ved, at vi burde bruge vores tid på væsentligere ting, ja, så er det jo alt sammen ganske fascinerende.

Trods alvoren for adskilte asylpar, for minkerhvervet og for nedbrudte praktikanter bliver nyhedsføljetonerne en del af det almindelige infotainment.

Men det allerværste er, at de aktuelle sager suger kraft og energi ud af de beslutningsfora, som dog ellers burde være mere optaget af, hvad vi gerne vil have, der skal ske i morgen, fremfor at bruge al deres energi og opmærksomhed på det, der skete i går.

Er det ikke på tide at komme videre til noget af det, der rent faktisk er helt afgørende for vores fælles fremtid?

Er det ikke på tide at komme videre til noget af det, der rent faktisk er helt afgørende for vores fælles fremtid?

Connie Hedegaard
Kommentarskribent

Indtil i fredags var der udsigt til, at et ekspertudvalg skulle præsentere sine anbefalinger om en ensartet CO2-udgift på Christiansborg.

Men ak. Fredag meddelte ekspertudvalget pludselig, at de først afrapporterer den 8. februar. Hvis partierne ikke passer på, risikerer man at forpasse tidspunktet i denne valgperiode, hvor der kan skabes enighed om et politisk svært emne.

Trods forsinkelsen bør det fortsat være målet, at der i første kvartal 2022 skabes bred opbakning til det, som alle aktører er enige om på nuværende tidspunkt er den største hurdle for den danske, grønne omstilling: 

Manglen på et tilstrækkeligt klart prissignal.

Og ja, afgiftsstigninger er bare mindre sexede end skarpe sms'er fra magtens inderkreds. De kan heller ikke konkurrere med de kulørte historier fra redaktionslokalerne.

Alligevel haster det med at finde ud af, hvem der helt konkret skal betale og hvor meget for CO2-afgifter.

Nogle vinder, mens andre risikerer at tabe på den korte bane, for at vi alle sammen kan vinde klimamæssigt på den lange bane.

For at denne svære politiske nød kan knækkes, bliver man nødt til ikke kun isoleret at tale om en CO2-afgift. For at få de forskellige hensyn til at gå op er der brug for en egentlig grøn skattereform.

For at få de forskellige hensyn til at gå op er der brug for en egentlig grøn skattereform

Connie Hedegaard
Kommentarskribent

Eksempelvis kan et gennemtænkt skattesystem fremme den grønne omstilling og samtidig sikre os den rette sociale balance.

Det er også via et skattesystem, at man mest effektivt kan afbøde utilsigtede negative påvirkninger af virksomheders eller hele sektorers konkurrenceevne. På samme måde vil et rigtigt indrettet skattesystem fremme lysten til at investere i den grønne omstilling.

Og når regningen for den grønne omstilling skal deles, er det også en anledning til at gennemtænke og nytænke efter- og videreuddannelsesindsatsen.

For vi får i den grad brug for at skrue op for kompetencerne, når titusinder af mennesker skal omskoles til nye funktioner.

Hvem skal betale for, at flere medarbejdere er mere fraværende fra deres nuværende job for at blive bedre skikket til at påtage sig det næste job? Kan det klares med "business as usual" eller fordrer det nytænkning? 

Der er et hav af svære spørgsmål, som vi stadig ikke har fundet tilstrækkeligt gode svar på, blandt andet fordi politikerne alt for længe har ladet som om, den grønne omstilling kunne ske, næsten uden at nogle kom til at mærke det.

Lysten til at tale om CO2-priser, skatter og afgifter har været endog meget beskeden.

Shippingbranchen er et eksempel på en branche, hvor man hidtil internationalt har modsat sig en pris på CO2, men hvor de danske frontløbere omvendt ser en høj CO2-pris som det eneste fornuftige redskab til at få skruet op for innovation og omstilling.

Skattesystemet og prissignalet er formentlig politikernes allervigtigste værktøj i den grønne omstilling. Endelig er det ved at blive taget ud af værktøjskassen. Men præcist, hvordan skal det bruges? Og til hvad?

Connie Hedegaard
Kommentarskribent

Jamen, hvis der skal betales for udledningerne, bliver varerne, der transporteres, dyrere, lyder indvendingen. Det er fuldstændig korrekt. Eksempelvis er det beregnet, at en banan vil stige med en cent, et par sneakers vil stige med seks cent og en computer vil stige med 60 cent.

Det er mindre end en femmer mere for en computer.

Når man således bryder de store milliarder ned til nogle mere håndgribelige størrelser, vil de fleste formentlig kunne leve med at betale for forureningen, så der derigennem gives et økonomisk incitament til at omstille skibene til alternative brændstoffer og mere effektiv sejlads.

Sådan kunne man tage eksemplerne sektor for sektor. 

Skattesystemet og prissignalet er formentlig politikernes allervigtigste værktøj i den grønne omstilling. Endelig er det ved at blive taget ud af værktøjskassen. Men præcist, hvordan skal det bruges? Og til hvad? Det bør blive vinterens væsentligste føljeton fra Christiansborg og omegn.

Så lad det være et lønligt juleønske, at de mere kulørte føljetoner snart afløses af et forstærket fokus på de spørgsmål, der rent faktisk betyder noget.