Connie Hedegaard roser – VK er imod

REGERINGSGRUNDLAG: EU's klimakommissær Connie Hedegaard er begejstret for regeringens klimamål. Men både Venstre og Konservative i Danmark er betænkelige.
Niels Th. Dahl
Regeringens klimamål har vakt begejstring hos den tidligere konservative klimaminister og nuværende klimakommissær Connie Hedegaard i Bruxelles.

Hun kalder således målet om allerede i 2020 at reducere Danmarks CO2-udslip med 40 pct. i forhold til 1990 for "fint og højt" og et "stærkt signal".

Det skriver dagbladet Information.

"Set fra min stol er det positivt med disse mål i regeringsgrundlaget, ligesom det er positivt, at statsministeren omtaler dem først i talen," siger Connie Hedegaard til avisen.

"Danmark lå allerede på forhånd blandt de mest ambitiøse lande med det hidtidige mål om at reducere udledningerne af drivhusgasser med 30 procent i 2020. Nu skal man på ca. otte år finde de værktøjer, der skal levere yderligere 10 procent. Det kan kun ske med fuldstændig fundamentale omstillinger," tilføjer hun.

Set fra min stol er det positivt med disse mål i regeringsgrundlaget.

Connie Hedegaard
Klimakommissær

Dermed er klimakommissæren betydeligt mere positiv over for regeringens klimapolitik end hendes gamle parti i Danmark. Både Konservative og Venstre er således bekymrede over, at de forøgede målsætninger kan skabe dårligere konkurrencevilkår for de danske virksomheder. Også, selv om de også i deres "Energistrategi 2050" ellers også har opstillet en målsætning om dansk uafhængighed af fossile brændsler i 2050 og forhøjede energiafgifter.

K og V skærper tonen
Til Altinget | Energi & Klima sagde den konservative energiordfører Mike Legarth således tidligere på ugen, at V og K var "gået helt til kanten" i det hidtidige energiudspil, og at miljø- og klimatiltag ikke må "være på bekostning af danske arbejdspladser og konkurrenceevne".

I dagens anden artikel skærper Venstres genudpegede energiordfører Lars Christian Lilleholt tonen yderligere. Han mener, at regeringens udspil får det til at se "sort ud" med en bred energiaftale, og han fastholder, at en aftale skal ske inden for rammerne af VK-regeringens udspil.

Hvis det ikke lykkes at lave en bred energiaftale, sådan som den nye klimaminister Martin Lidegaard (R ) ønsker, vil regeringen forholdsvis nemt kunne stemme sin klimapolitik igennem med Enhedslisten. De tre regeringspartier og Enhedslisten var således sammen om klimaudspillet "KlimaDanmark 2050" fra tidligere på året.

0:000:00