Dan Jørgensen holder døren åben for ny oliejagt

SAMRÅD: Klimaminister Dan Jørgensen (S) kom til stor skuffelse for sine støttepartier ikke med et tilsagn om at aflyse nye olietilladelser i Nordsøen, da han torsdag var i samråd. Enhedslisten forventer en afgørelse før jul.  

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Andreas Arp

Regeringens støttepartier og Alternativet har i de seneste uger presset regeringen for at skrotte planerne om at forlænge oliejagten i Nordsøen frem til 2055.

Men det ønske ville klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) ikke omfavne, da han torsdag var i samråd om sagen.

I stedet fortalte ministeren, at regeringen er gået i gang med ”en analyse af udvindingsmulighederne i Nordsøen”. Og Dan Jørgensen vil først træffe sin beslutning, når analysen ligger færdig.

”Det er en analyse, som bliver lavet med klimabriller på, men som selvsagt også tager hensyn til Danmarks økonomi og arbejdspladser. Der er valide argumenter for at aflyse den ottende udbudsrunde, ligesom der er argumenter for at opretholde den og give tilladelser,” sagde klimaministeren på samrådet.

Der er valide argumenter for at aflyse den ottende udbudsrunde, ligesom der er argumenter for at opretholde den og give tilladelser.

Dan Jørgensen (S)
Klima-, energi- og forsyningsminister

Analysen skal ifølge ministeren selv være klar ”så hurtigt som muligt”.

EL vil have afklaring før jul
Meldingen blev ikke overraskende mødt med ærgrelse fra regeringens støttepartier og i særdeleshed Enhedslisten og Alternativet, der havde kaldt ministeren i samråd.

Alternativet klima- og energiordfører, Rasmus Nordqvist, konstaterede på samrådet, at han var ”klimaskuffet” over ministerens svar.

Det samme er Enhedslisten.

”Det er fint, at ministeren er i gang med at lave en undersøgelse, men han har mig bekendt været minister i en del måneder, så nu må vi også snart få en afgørelse,” siger klimaordfører Mai Villadsen (EL) til Altinget.

Dokumentation

SAGEN KORT
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) var torsdag kaldt i samråd om den såkaldt ′ottende udbudsrunde′ i Nordsøen.

I dette efterår skal klimaministeren nemlig tage stilling til, hvorvidt olieselskaber skal have nye tilladelser til at lede efter og udvinde olie og gas i Nordsøen. De nuværende tilladelser løber frem til 2047 og kan potentielt fortsætte til og med 2052. Men med den 8. udbudsrunde vil produktionen kunne forlænges til 2055.

Enhedslisten, Alternativet, SF og Radikale opfordrer alle regeringen til at sløjfe udbuddet af hensyn til klimaet og Danmarks mål om at være fri af fossile brændsler i 2050.

De økonomiske vismænd anbefaler, at regeringen venter med at give grønt lys til en ny udbudsrunde. Det råd har Konservative tilsluttet sig.


0:000:00