Danmark advarer: Gaskrisen må ikke blive et argument for at gå baglæns i Europas grønne omstilling

Man skal ikke begynde at lempe EU’s CO2-kvotesystem på grund af den akutte energikrise med Rusland, sådan som Polen foreslår, siger klima- og energiminister Dan Jørgensen forud for et stort anlagt Østersø-topmøde i Danmark tirsdag.

Dan Jørgensen vil ikke være med til at lempe klimakravene til europæiske virksomheder på grund af energikrisen.
Dan Jørgensen vil ikke være med til at lempe klimakravene til europæiske virksomheder på grund af energikrisen.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

Vi må ikke ofre Europas langsigtede omstilling til vedvarende energi, fordi der lige nu eksisterer en akut gaskrise på grund af konflikten med Rusland.

Den advarsel vil lyde fra Danmark, når statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag er vært for et topmøde på Marienborg, hvor ledere og ministre fra de otte lande omkring Østersøen skal diskutere energisikkerhed.

Set med danske øjne er det vigtigste mål for mødet at lave aftaler om at bygge store fælles vindmølleparker i Østersøen for at producere enorme mængder elektricitet i de kommende år.

”Denne krise er ikke et argument for, at vi skal gå baglæns, men for at gå yderligere fremad med den grønne omstilling. Bedre incitamenter til virksomheder for at omstille, det må være vejen frem. Ikke dårligere incitamenter,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) forud for topmødet.

Ministerens ord kommer som reaktion på udtalelser fra Polens ambassadør i Danmark, Antoni Falkowski, der mandag over for Altinget efterlyste andre og mere øjeblikkelige tiltag end langsigtede planer for flere vindmøller.

”Der er udfordringer, som skal mødes med det samme. Vi ved alle, at det vil være meget svært at erstatte gas med elektricitet på kort eller endda mellemlang sigt. Derfor bør vi også drøfte, hvordan vi erstatter russisk gas med gas fra andre lande,” sagde ambassadør Falkowski.

Bedre incitamenter til virksomheder for at omstille, det må være vejen frem. Ikke dårligere incitamenter.

Dan Jørgensen (S)
Klima-, energi- og forsyningsminister

Ud over at finde nye kilder til gas ønsker polakkerne også at diskutere, hvordan man i det mindste midlertidigt kan lempe skatter og afgifter på energien til industri og borgere i Europa.

Det kunne for eksempel være ved at justere priserne for CO2-kvoter i EU’s kvotehandelssystem, lød det fra den polske topdiplomat. 

0:000:00