Danmark modtager officiel ansøgning om russisk gasrørledning

GAS: Energistyrelsen har nu modtaget en ansøgning fra selskabet bag den kontroversielle gasledning North Stream 2. EU-Kommissionen har meddelt, at den vil gå ind i sagen.

Firmaet bag North Stream 2 planlægger at færdiggøre rørledningen i 2019. Først mangler altså godkendelse fra blandt andre Danmark.
Firmaet bag North Stream 2 planlægger at færdiggøre rørledningen i 2019. Først mangler altså godkendelse fra blandt andre Danmark.Foto: Pressefoto/Scanpix
Kasper Kaasgaard

Oven på måneders debat om en russisk gasrørledning igennem Østersøen har Danmark nu modtaget den officielle ansøgning fra russerne.

Mandag meddeler Energistyrelsen i en pressemeddelelse, at man har modtaget en ansøgning om miljøgodkendelse af projektet fra Nord Stream 2 AG, som selskabet bag hedder.

Nord Stream 2 AG er ejet af Gazprom, det nationale russiske energiselskab, som kæmper for at opføre gasrørledningen. Den skal levere russisk gas direkte til Centraleuropa, i særdeleshed Tyskland, uden om de østeuropæiske lande.

Fordi den er planlagt til at løbe igennem dansk farvand i Østersøen, kræver det godkendelse fra officiel dansk side, inden ledningen kan blive til virkelighed.

Fakta

Nord Stream 2

Nord Stream 2 er et rørsystem, der skal føre naturgas fra det nordlige Rusland til Tyskland gennem Østersøen.

Firmaet bag projektet med det samme navn, Nord Stream 2, har hovedsæde i Schweitz og ejes af Gazprom, som har den russiske stat som hovedaktionær.

De vesteuropæiske firmaer Uniper, BASF, Engie, OMV og Shell støtter planerne om at udvide importen af gas til EU med op mod 55 milliarder kubikmeter gas om året.

Ifølge Nord Stream 2's egen tidsplan skal den nye gasrørledning til EU være i brug i 2019.

Kilde: nord-stream2.com

Storpolitisk beslutning
Den danske regering vil dog nødig træffe den beslutning, fordi både et ja og et nej kan få store konsekvenser for både europæisk sikkerheds- og energipolitik. Med det argument har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sammen med sin svenske kollega bedt EU-Kommissionen om at gå ind i sagen og sørge for, at EU tager fælles stilling til det store projekt.

Det har Kommissionen indvilget i, og den vil nu søge tilladelse til at forhandle på vegne af medlemslandene. Kommissionen siger i den forbindelse, at den vil sikre, at gasledningen lever op til de centrale principper i EU’s energiunion, som blev lanceret i 2015. Det skriver Politiken.

I en pressemeddelelse går Nord Stream 2 i rette med Kommissionens beslutning. Det russiske selskab mener ikke, at EU-Kommissionen skal blande sig.

”I en markedsøkonomi er det aktørerne på markedet, der tager stilling til kommercielle investeringer. Det er ikke op til Europa-Kommissionen at lave en politisk vurdering af, om markedet har brug for investeringer eller ej,” skriver det russiske selskab.

Energistyrelsen oplyser oven på ansøgningen, at den vil se nærmere på sagen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00