Dansk Byggeri glæder sig over opblødte energikrav

BYGGERI: Regeringen vil alligevel ikke gøre 2020-kravene for energieffektivitet obligatoriske. Det er det eneste rigtige, siger Dansk Byggeri. Hos det Økologiske Råd er der forståelse for beslutningen.

Det Økologiske Råd ser gerne, at etablering af vedvarende energi tages ud af energiregnskabet for byggeriet.
Det Økologiske Råd ser gerne, at etablering af vedvarende energi tages ud af energiregnskabet for byggeriet.Foto: /ritzau/Casper Dalhoff
Kasper Kaasgaard

Den såkaldte bygningsklasse 2020 bliver alligevel ikke obligatorisk.

Regeringen har besluttet at store dele af de energikrav til byggeriet, man vedtog i energiaftalen fra 2008, i stedet skal indføres som en frivillig energiklasse, når vi når 2020.

”Når det viser sig, at de udmeldte energikrav til nye bygninger i 2020 medfører krav, der ikke giver mening hverken økonomisk eller energimæssigt, så synes jeg, at vi skal lytte til branchen. Derfor fastholder vi den udmeldte stramning som en frivillig lavenergiklasse i bygningsreglementet i stedet for at gøre den obligatorisk,” siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen i en pressemeddelelse.

Beslutningen glæder Camilla Damsø Pedersen, der er chefkonsulent med ansvar for energi- og klimapolitik hos Dansk Byggeri.

Hun fortæller, at udmeldingen er inspireret af et roadmap for bygningers rolle i den grønne omstilling, som er lavet på tværs af branchen. Her blev der lavet beregninger, der netop viste, at kravene ikke var rentable.

”Jeg vil gerne kvittere for, at man har lyttet til branchens anbefalinger og undladt at stramme på det her området,” siger Camilla Damsø Pedersen.

Grøn opbakning
Selvom hun arbejder med at fremme energieffektiviseringen af dansk byggeri, ser hun ikke beslutningen som en udvanding af de grønne ambitioner.

”Det er det eneste fornuftige at gøre på baggrund af analyserne. Men man skal blive ved at se, om ambitionsniveauet skal hæves i takt med den teknologiske udvikling,” siger Camilla Damsø Pedersen.

For hende at se har man overvurderet den udvikling, da målsætningerne blev sat i 2008. Men man skal fortsat følge den teknologiske udvikling, understreger Camilla Damsø Pedersen.

0:000:00