Dansk Energi: Klimapolitisk minefelt venter statsministeren til EU-topmøde

DEBAT: EU-landene skal forsøge at lande en aftale om klimaneutralitet i 2030, men der er mange sprængfarlige emner, der skal håndteres først. Naturgas og penge til en ny klimafond er de største knaster lige nu, skriver Dansk Energi.

Af Anders Stouge og Jørgen Skovmose Madsen
Hhv. viceadministrerende direktør og EU-chef, Dansk Energi

Det er en vanskelig mission, Mette Frederiksen begiver sig ud på, når hun snart tager til EU-topmøde. De klimapolitiske miner ligger spredt ud over det hele. Klar til at detonere, når statsministeren skal forsøge at lande en aftale om et klimaneutralt Europa i 2050 sammen med sine kollegaer.

Men hvis missionen lykkes, vil det være et fundamentalt gennembrud i kampen mod klimaforandringerne.

Der er meget på spil. En række medlemslande påpeger, at ambitiøse klimamål vil være en økonomisk byrde, som skal håndteres. I den grønne omstilling skal erhvervslivets konkurrenceevne da også beskyttes og udvikles.

Omvendt er der omkostninger forbundet ved ikke at gøre noget, og en ambitiøs klimaindsats i rette design er lige så meget god vækstpolitik, som det er god klimapolitik.     

Forskellen i ambitionsniveau mellem øst og vest er det område, hvor minerne ligger tættest. Polen, Tjekkiet, Ungarn og Estland har hidtil blokeret for en aftale om klimaneutralitet med henvisning til de økonomiske omkostninger ved en sådan ambition, da landene har et energisystem med stor andel af fossile brændsler.

Ny klimafond kan være på vej
De fire lande kræver en såkaldt "just transition", hvor EU skal yde støtte til dem og afbøde nogle af konsekvenserne ved omstillingen af deres samfund til klimaneutralitet.

Derfor forbereder Kommissionen i øjeblikket et forslag til en fond, som skal få de langsigtede klimaambitioner til at glide nemmere ned – ikke mindst i Warszawa. Men det skaber uenighed på tværs af Europa.

Lande som Danmark, Sverige, Holland og Tyskland er Europas budgethajer, og de kæmper i disse måneder for, at EU's syvårige budgetramme ikke øges. Landene ønsker en fond, der i videst muligt omfang finansieres ved at flytte midler fra eksisterende EU-fonde – og altså ikke ved at øge budgettet. Modsat argumenterer Warszawa for, at en fond skal tilføres "nye" penge, der går ud over, hvad der allerede findes i det europæiske budget.

Og så er spørgsmålet, efter hvilke kriterier midlerne fra fonden skal udbetales. Skal det være til reelle grønne tiltag som vedvarende energi, energieffektiviseringer og elektrificering? Eller hvad med effektiviseringer af kulkraftværker eller udbygning af gasinfrastruktur? Og kan det også omfatte bredere socialpolitiske tiltag?

Danmark og andre nordvesteuropæiske lande vil nok holde på det første, og her er det glædeligt at se, at den polske energisektor bakker op. De har meldt klart ud, at en fond bør rettes mod investeringer i særligt vedvarende energi. Her bliver det – som vanligt – interessant at se, hvordan Tyskland placerer sig.

Sprængfarlig diskussion om gas
Men én ting er at blive enige om et mål om klimaneutralitet i 2050. Diskussionen om rejsen derhen kan også blive sprængfarlig. Vejen er selvfølgelig brolagt med vind, sol, vandkraft og bioenergi.

Men en ny analyse fra Kommissionen viser, at brugen af naturgas formodentligt skal falde med omkring 80 procent frem mod 2050, hvis målet om klimaneutralitet skal nås. Her begynder opbakningen fra både en stærk gaslobby i Bruxelles og en række medlemslande at vakle.

For selvom der er bred enighed om, at naturgas skal spille en mindre rolle, er en række lande meget opsatte på at fortsætte investeringer i gasinfrastruktur langt ind i 2020'erne.

Det mest kendte eksempel er gasledningen gennem Østersøen – Nordstream II – som er en investering baseret på, at der skal transporteres naturgas til Europa også efter 2050, må man formode.

Og ligesom Tyskland har været en drivkraft i kampen for at sikre opbakning til Nordstream II, står tyskerne også i forreste linje i slaget for at sikre plads til naturgassen i det fremtidige energisystem.

Strid mellem central-øst og nord-vest
Derudover har Den Europæiske Investeringsbank netop vedtaget nye lånekriterier, så banken fra og med 2022 ikke yder lån til fossile energiprojekter. Her har mulighed for at yde lån til gasprojekter skabt stor debat.

Heldigvis har Den Europæiske Investeringsbank forstået at differentiere sit syn, hvilket betyder, at nye typer grønne gasser "udvundet" af el fortsat kan få lån.

Gassektoren og en række lande i særligt Central- og Østeuropa argumenterer for, at gas er en overgangsteknologi, der er nødvendig for at komme af med kul.

Den grønne industri og en række lande i Nordvesteuropa argumenterer modsat, at gas er en fossil energitype, som udleder drivhusgasser og ikke kan betegnes som en bæredygtig økonomisk aktivitet.

Hvor dybt diskussionen på EU-topmødet kommer ned i finansiering af den grønne omstilling og gassens rolle i fremtidens energisystem er fortsat uklart. Men man har tidligere set, at for at få en aftale om klimaambitioner til at glide ned i EU, har det været nødvendigt med en række forsikringer til særligt de central- og østeuropæiske lande.

Et skridt til den forkerte side
Det er afgørende, at Mette Frederiksen og hendes ligesindede finder balancen mellem for det første at sikre en aftale om klimaneutralitet i 2050, og i anden række undgår at skabe rammer for investeringer i teknologier, der ikke er forenelige med sådan en ambition.

I den forbindelse bør man holde for øje, at hvis gassektoren spiller en rolle i fremtidens energisystem, der betjener ambitiøse klimamål, må den inden for en overskuelig årrække igennem den samme udvikling, som elsektoren allerede er i fuld gang med: at gå fra at være en fossil energibærer til at være baseret på vedvarende energi.

Der er mange ubesvarede klimaspørgsmål, som melder sig, og de grønne advarselslamper blinker efterhånden helt stroboskopisk. Det kalder på afklaring om ambitionerne i 2050 – men også på, at EU sætter betydelige midler og indsats ind på afklaring af vejen frem. Herunder kommer vi og EU til at skulle afklare potentialet i el- og gassystemets samspil som en mulighed for at booste den grønne omstilling. 

Hvis det lykkes Mette Frederiksen og hendes 27 kolleger at navigere sig gennem minefelterne, kan det give et kæmpe boost til den grønne omstilling. En omstilling, som også har mange vækstmuligheder i sig. Herunder ikke mindst for danske virksomheder.

Men det bliver en neglebidende forestilling. For et skridt til den forkerte side kan blive altødelæggende.

Forrige artikel Care: Kan Dan Jørgensen stoppe de rige landes strudsepolitik på COP25? Care: Kan Dan Jørgensen stoppe de rige landes strudsepolitik på COP25? Næste artikel ALT: Vi har et historisk og moralsk ansvar for at betale for klimakatastrofer ALT: Vi har et historisk og moralsk ansvar for at betale for klimakatastrofer
Regeringen nedjusterer forventning til populært klimatiltag

Regeringen nedjusterer forventning til populært klimatiltag

LANDBRUG: Udtag af landbrugets klimaskadelige jorde har slet ikke den håbede effekt, erkender regeringen i sit nye klimaprogram. Det er da ærgerligt, siger klimaminister Dan Jørgensen. Nøgleaktører deler ikke regeringens vurdering.